onsdag den 28. september 2016

Danmarks bedste bogblog?

Jeg tænker tit på den dag. Den helt almindelige martsdag, hvor jeg sad foran computeren iført nattøj og med halvvådt hår. Det var påskeferie, og jeg var hjemme ved min mor. Rasmus lå i min fodende og spandt, og jeg havde netop færdiglæst en bog og var i færd med at skrive en boganmeldelse på Goodreads, men ombesluttede mig i sidste øjeblik og oprettede denne blog til formålet. Det var en let beslutning. En simpel beslutning for en som jeg der har brugt sådan en stor del af mit liv på at dele, tilsyneladende, ligegyldige brudstykker af min hverdag online. Men det var også en vigtig beslutning.

For den dag ændrede mit liv.

Ikke med det samme. Ikke på nogen stor intet-var-det-samme-derefter måde. Men gradvist, lidt efter lidt. Jeg har mødt så mange mennesker gennem den her blog. Og nogle af de bekendtskaber er blevet til venskaber. Ægte, dybe og vedvarende venskaber opbygget via kommentarfelter og Instagram-likes.
Bloggen satte mig også i kontakt med forlagsbranchen. Den skaffede mig en praktikplads. Og senere et job. Og nu er jeg blevet nomineret til en pris. En vaskeægte bogbloggerpris, der har til formål at kåre Danmarks bedste bogblogger. 

Jeg er stolt af min blog. Det skal man være, når man har en hobby, man bruger så lang tid på. Jeg er også stolt af at være nomineret til en pris, arrangeret og bedømt af nogle af de skarpeste hoveder i branchen. Men mest af alt er jeg stolt af at befinde mig i en gruppe med så mange dygtige bloggere. Bloggere der i hver deres kategori er Danmarks bedste bogbloggere. 
Så jeg vil varmt anbefale dig at klikke forbi denne side og stemme på den bogblogger, der er bedst for dig. Og yderligere vil jeg anbefale dig at klikke forbi de nominerede. For der er nogle af mine absolut yndlingsbloggere iblandt.
Klik f.eks. forbi Susanne hvis du vil møde en pige med en imponerende viden om fantasy. Besøg Mai hvis du vil have dine boganmeldelser serveret med humor og charme. Læs med hos Trilogien hvis du vil have anbefalinger til gode krimier, kærlighedsromaner, klassikere, podcasts, graphic novels og læsetechs af tre kompetente ildsjæle. Eller lad dig imponere af Kathrines farverige univers, Rikkes passion, Nikolines viden og Ibens evne til at finde en bog, du aldrig har hørt om. Det vil du ikke fortryde.

Danish Book Blog Award er arrangeret af Plusbog. Du kan stemme her, og afstemningen vil løbe frem til den 14. oktober, hvorefter de fem bloggere med flest stemmer vil blive bedømt af en jury. Den endelige vinder bliver kåret til Bogforum.

mandag den 26. september 2016

"The Darling Buds of May" (The Pop Larkin Chronicles #1) af H.E. Bates

The Darling Buds of May af H.E. Bates fra The Folio Society. Udgivet i 2011 (org. udgivet i 1958). 3/5 stjerner.


"The Darling Buds of May" er den perfekte sommerbog. Den starter med otte store dryppende is midt i sommerheden, og hvert eneste kapitel byder på jordbærplukkeri, overfyldte picnickurve, kølige (og heftige) drinks, syrlige ananasdesserter og talrige teselskaber. I betragtning af romanen kun fylder 140 sider, er det en enorm procentdel af den, der bruges på at beskrive mad. Faktisk er handlingen ganske sparsom, og Bates bruger i stedet tiden på at beskrive karaktererne og den mad, de spiser. Det er simpelt og utrolig letlæst. 
Bogen følger familien Larkin, som består af to forældre og deres seks børn. I bogens første kapitel kommer familien hjem fra en lang køretur – med nyindkøbte is i hånden, selvfølgelig – og møder en fremmed mand i deres indkørsel. Han har ventet på dem for at få registreret, hvad de skylder i skat – en ting, som familien kæmper for at distrahere ham fra ved at tilbyde ham mad og skrappe drinks i én lang køre.
Familiens ældste datter, Marietta, bliver hurtigt interesseret i den fremmede. Og da hun er blevet ubelejligt gravid og leder efter en far til sit kommende barn, forsøger hun at lokke den unge mand til at blive. Han kunne jo blive hendes redning.
After distributing the eight ice-creams – they were the largest vanilla, chocolate and raspberry super-bumbers, each in yellow, brown and almost purple stripes – Pop Larkin climbed into the cab of the gentian blue, home painted thirty-hundredweight truck, laughing happily.
I hovedtræk består plottet således af, at familien Larkin lurer en ung mand ind og drikker ham fuld, hver gang han nævner ordet 'skat'. De kommer ud for en håndfuld skøre eventyr og lever fra dag til dag med deres friskplukkede jordbær og spontane havefester. Deres liv lyder som én lang sommerferie – og sådan føles bogen også.
"The Darling Buds of May" er en skøn, lille feel-good bog. Den er hurtigt læst, og den er tilpas absurd til rent faktisk at lokke latteren frem. Vidunderligt britisk og fuldstændig meningsløs – perfekt til en sommerdag. Jeg forstår godt, bogserien senere fik succes som en komedieserie, men jeg har ikke selv et behov for at læse videre i serien. Jeg kan allerede forudse, hvad Larkin-familien vil blive udsat for i fremtiden; flere uheld, flere børn – og langt flere skovture. 


søndag den 25. september 2016

Bogelsker og katteelsker

Denne weekend har jeg tilbragt hjemme hos min mor. Sammen med min søster, min bror og vores kat. Vores skønne, gamle, elskede hunkat med et drengenavn. Hun har lagt i min fodende og spundet mig til søvn, trampet rundt i mine bøger og på mit tastatur, og kigget bebrejdende på mig, når jeg ikke straks rejste mig, når hun vækkede mig med højlydte klagesange klokken fire om morgenen. Hun er et skørt lille væsen, og jeg elsker hende af hele mit hjerte.
Jeg har altid været en kattedame. Jeg elsker katte for deres selvstændighed, deres smukke ydre, deres vedvarende spinden og det faktum at man aldrig helt ved, om de griner hånligt af en i deres indre eller elsker en betingelsesløst. Som katteejer føler så man ofte, at katten ejer en og ikke omvendt.

Og jeg er heldigvis ikke den eneste, der sommetider har haft stirrekamp med en kat i et forsøg på at regne ud, hvad katten tænkte om mig. Fiktionen er fyldt med katte – onde, gode, magiske og ordinære – og jeg elsker at støde på dem, når jeg læser. Der er noget i mit indre, som på en eller anden måde sammenkæder katte med læsning. Mit perfekte læsescenarie inkluderer en spindende kat, og jeg har selv tilbragt så mange dage med en opslået bog og en kat ved min side. Der er noget hjemligt ved katte. Noget sært beroligende. Og noget mystisk der så let kan lede en til at tro, at katten i virkeligheden hører hjemme i fiktionen og ikke i virkeligheden. Sommetider forekommer katte mig mere som fantasivæsener end egentlige skabninger. De kunne så let være slentret ud af siderne på en bog.
Min kattekærlighed influerer i høj grad min læsning. Faktisk har jeg en tendens til at skrive alle bøger med en kat på forsiden eller i bagsideteksten på min læseliste. Mine bogreoler er fyldt med skønne kattehistorier, og jeg tænkte, jeg ville anbefale et par til jer. 


De fineste historier om (og med) katte

  • "The Fur Person" af May Sarton er en morsom lille bog, der er skrevet fra en katten Tom Jones synspunkt. Tom Jones er besat af regler og etikette og betragter sig selv som en vaskeægte gentleman. Det kommer der sjove og meget genkendelige scenarier ud af.
  • "The Guest Cat" af Takashi Hiraide som er en lyrisk fortælling om katten Chibi, der slentrer ind hos et ægtepar og giver dem noget at leve for igen. Det er en rørende fortælling om kærligheden mellem kæledyr og menneske, men også en fortælling om et ægtepar, der opdager flere måder at elske og leve sammen på.
  • "The Cat Who Came for Christmas" af Cleveland Amory er en julefortælling, der beskriver hvordan en mand en dag op til juletid redder en gadekat. Det er vældigt sukkersødt, men det er også en hjertevarm fortælling, der passer perfekt til de kommende vinterdage.
  • "Coraline" af Neil Gaiman er som sådan ikke en historie om en kat. Men det er en stemningsfuld børnehistorie, hvor en talende kat indgår. Og det er virkelig en sjov, pudseløjerlig og lidt skræmmende historie. Muligvis det mest oplagte valg til katteelskerens Halloween. 
  • "The Underneath" af Kathi Appelt blev udgivet i 2008 og var i finalist til National Book Award. Det er en nervepirrende roman om en kattefamilie der bliver adskilt, og som må navigere forbi ondsindede mennesker, en hævngerrig slange og en sulten krokodille for at finde hinanden igen. Skrivestilen er lyrisk, og teksten kan betyde mange ting på samme tid. Det er en bog om at overleve, og de ultimative overlevere i den er tilfældigvis katte.
  • "Alice's Adventures in Wonderland" af Lewis Carroll indeholder nok en af de mest kendte fiktive katte. Filurkatten der griner og kaster om sig med gåder, når Alice kommer til den for råd. Lewis Carroll fanger kattens egenrådige og mystiske væsen så virkelighedsnært i sin sludderfortælling. 
  • "The Black Cat" af Edgar Allan Poe er en dyster novelle om en mand, der begår mord og en kat, der bliver ved med at dukke op som et vidne og et symbol på mandens sorte samvittighed. Det er uhyggeligt velskrevet.
Hvilken fiktiv kat er din favorit? Kender du en god kattehistorie, jeg bare må og skal læse – eller har du måske læst en af de ovenstående? 



torsdag den 22. september 2016

Gensyn med Bridget; Bridget Jones' Baby

Jeg bilder mig selv ind, at vi går langt tilbage, Bridget og jeg. Det gør vi bare ikke rigtigt. Den første bog om Bridget udkom i 1996, da jeg var 6 år gammel, og den første film udkom fem år senere, da jeg var 11. Jeg så først filmene årevis senere og læste derefter bøgerne i lommelygtens skær på min efterskole. Jeg var slet ikke gammel nok til at forstå, hvorfor Bridget mente, det var så pinligt at være single, og heller ikke hvorfor det var så vigtigt at føre dagbog over vægt, cigaretter og alkohol. Jeg forstod ikke engang, hvad Bridget så i den stivnakkede Mark Darcy, som foldede sine underbukser. Jeg syntes bare, Bridget var sjov.

Bridget og jeg bliver aldrig jævnaldrende. I denne nye film er hun 40, og i den seneste bog jeg læste om hende, var hun 50. Hun er hele tiden udenfor min erfaringshorisont, men jeg elsker hende alligevel af hele mit hjerte – ligesom mine jævnaldrende veninder gør. Der er noget mærkeligt almengyldigt over hendes klodsethed, hendes rødmossede ansigt og hendes (mislykkedes) forsøg på at leve indenfor normen. Det er ikke en aldersting – det er bare en mennesketing. Hun er umulig ikke at elske, umulig ikke at genkende sig selv en smule i, og umulig ikke at huske. Hun er et ikon, en arkekvindetype. Og det er nok derfor, jeg føler, jeg har kendt hende så længe. 

I søndags var jeg i biografen sammen med tre veninder for at se, hvor Bridgets nyeste eskapader havde bragt hende hen. Jeg ved, der var mange delte meninger om den sidste bog i serien (som jeg elskede), og jeg ved, at den anden film faktisk slet ikke var så god, når det kom til stykket. Men jeg var alligevel rolig. For Bridget skuffer aldrig i min optik. Hun er altid underholdende. 
Og underholdt blev jeg! Filmens introtekst var knap nok tonet ud fra skærmen, før hele biografsalen eksploderede i latter. For dér sad hun jo. Bridget. På sin sofakant iført lyserødt nattøj med Celine Dions "All By Myself" stormende ud af højtalerne og matchende overdrevne armbevægelser.  Allerede med den åbningsscene lovede filmen en fin balance mellem nytænkning og nostalgi. Og det løfte blev indfriet.

Plottet er egentligt ganske sparsomt. Bridget og Darcy er gået fra hinanden, han er blevet gift på ny, og hun er stadig single – nu med et godt TV-job, som hun kun lejlighedsvis kludrer i. I et forsøg på at tage alderskampen op og byde 40'erne velkommen med åbne arme, tager hun på festival og møder den charmerende Jack (Patrick Dempsey), falder over sine egne ben og ender i hans seng. En uge efter møder hun den pålidelige Mark Darcy, som er midt i en skilsmisse. Og efter en aften med både drinks og dans, vågner hun i hans seng – med moralske og bogstavelige tømmermænd.
Kort efter har hun et problem. Et stort problem. For hun er gravid og aner ikke, hvem af mændene der er barnets far. Eller hvem hun vil ønske er barnets far. Og som tilskuer er man også i tvivl. Jack er en drøm – men Mark Darcy er, trods alt, Mark Darcy. Omvendt har Mr. Darcy allerede fået et utal af chancer, og problemet er altid det samme: Han siger, han elsker Bridget "just as she is", men han har ikke plads til hende – og hendes kaos – i sit liv. Vil han kunne klare ansvaret for hendes kaotiske børn? 

Jeg tror, jeg var en irriterende biografgæst i søndags. For jeg gispede, hviskede "fuck" til min sidekammerat, grinede så tårerne trillede og udbrød "awww" adskillige gange undervejs. Jeg levede mig virkelig ind i filmen – og ind i gensynet med Bridget. Filmen var akkurat som en Bridget-film skal være; fyldt med hjerte, romantik og en tilpas mængde fjolleri (eminent hjulpet på vej af Emma Thompson som læge). Der var hanekamp mellem Jack og Mark, Bridget interviewede Jack på TV om hans gener, og naturligvis gik vandet på det mest ubelejlige tidspunkt overhovedet. Det var sjovt. Og også rørende på sin vis at se Jim Broadbent og Gemma Jones tilbage i rollerne som Bridgets forældre, de grå stænk i Darcys hår, og Bridgets beskyttelsestrang overfor babyen i hendes mave, der i hvert fald ikke skulle udsættes for fostervandsprøve og tilhørende nåle. 

Filmen var fantastisk. Alt hvad jeg som Bridget-fan kunne ønske mig. Og mine veninder var enige: den var på niveau med den første film og langt bedre end den anden. Bridgets tilbagevenden var en triumf – og nu venter jeg bare utålmodigt på bogen, der forhåbentligt kan gøre filmen kunsten efter.

Billeder herfra.

mandag den 19. september 2016

"Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman

"Charlotte Brontë: A Life" af Claire Harman fra Penguin. Udgivet i 2015. 4/5 stjerner.

Jeg græd over denne biografi. Jeg græd over Brontë-søstrenes død, selvom jeg allerede kendte historien om dem; jeg græd over Charlotte Brontës tab, og jeg græd over kendsgerninger jeg udmærket vidste ville ske. Jeg tror, det er første gang, jeg har grædt over en historisk faktabog. Og måske siger det en smule om, hvor velskrevet den er.
Claire Harman overkommer elegant den største udfordring ved at skrive en biografi; hun deler og nuancerer de historiske kendsgerninger nok til, at Charlotte Brontë fremstår som en levende person. Biografien beskæftiger sig nemlig ikke kun med årstal, citater fra breve og udgivelsesdatoer, den består også af litterær analyse, afmytologisering og vage bekendtskaber. Harman trækker på mange kilder – tætte og fjerne – fra Brontë-familien, men lader alligevel hele tiden Charlotte forblive bogens hovedperson. Der spildes ikke meget spalteplads på Brontës forfædre eller sågar på Emily og Anne. Bogen er en Charlotte-biografi, og Harmon lader sig ikke distrahere.
Healing, "recovering," from a death is also a form of estrangement, a further loss.
Hvis man leder efter ny indsigt i Charlotte Brontës liv, er jeg ikke sikker på, man finder den her. Ved man intet om Brontë-familien og har man endnu ikke læst alle Charlotte Brontës romaner, er jeg heller ikke sikker på, bogen vil give megen mening. Men er man, som jeg, en stor beundrer af Charlotte Brontës forfatterskab med et vagt kendskab til forfatteren bag, er denne bog helt perfekt.
Claire Harman blander forfatteren Currer Bell med skolepigen, guvernanten, kunstneren, søsteren, datteren og elskeren Charlotte Brontë, og balancerer elegant mellem fiktionen og virkeligheden. Hun ignorerer ikke sammenhængen mellem livet og værkerne, men hun sætter heller ingen lighedstegn mellem dem. Der er, til tider, plads til fri spekulation, men der er også benhårde facts; livstruende sygdomme bragt hjem fra ophold på dårlige kostskoler, desperate citater fra kærlighedsbreve skrevet til gifte mænd, et afslået og senere accepteret frieri, døden af to søstre og manglen på skriveri i perioden derefter. 
Charlotte Brontë (og hendes søstre i særdeleshed) er et slående eksempel på kvinder, der levede tilbagetrukne liv og producerede sensationel, næsten skandaløs, fiktion. Charlotte Brontë var en præstedatter, senere en guvernante, og derefter en anonym forfatter. Hun takkede ofte nej til middagsselskaber, nægtede at møde Charles Dickens, og blev ofte beskrevet som grim, kedelig og snobbet. Men hvor gråt hendes liv på heden end måtte forekomme, var det også fyldt med hjertesorg og talrige triumfer. Og det formår Claire Harman at indfange i sin yndige blå bog med den broderede forside. 


mandag den 12. september 2016

"Eugene Onegin" af Alexander Pushkin

"Eugene Onegin" (org. titel "Евгений Онегин: Роман в стихах") af Alexander Pushkin fra The Folio Society. Udgivet i 2012 (org. udgivet i 1833). Læst på engelsk – originalsproget er russisk. 4/5 stjerner

Indhold over form eller form over indhold? Det spørgsmål har plaget oversættere af "Eugene Onegin", siden bogen udkom i 1833. Ikke alene er bogen skrevet som et digt i flere hundrede strofer, den er også komponeret efter et kompliceret rimskema opfundet af Pushkin selv. Det tog ham ti år at skrive bogens otte kapitler, og de blev udgivet løbende i Ruslands tidsskrifter i årene 1825-1832. Hele  Rusland læste med og holdte vejret for at få den næste historiebid om den skødesløse Eugene Onegin og hans kærlighedstragedie.
Bogen er legendarisk. Den siges at indkapsle Ruslands tidsånd til perfektion, og strukturen alene har sikret den en plads i historien. Pushkin influerede en hel generation af russiske forfattergiganter, Tolstoj og Dostojevskij heriblandt, og inspirerede talrige operaer, skuespil og film. Og alligevel er det aldrig blevet helt muligt at læse Pushkins mesterværk i en fuldendt oversættelse.
For kan man oversætte Pushkins rim uden at miste mening eller udbytte ord undervejs? Kan man gengive de russiske ords rytme, og kan man samtidig bevare tekstens, ofte indforståede, humor, stemning og handling? Jeg kan godt forstå, Pushkins rim har vakt stor hovedpine blandt oversætterne.  Jeg kan også godt forstå, at Vladimir Nabokov valgte at ignorere rimene og oversætte Pushkins tekst som prosa, selvom jeg i denne omgang har holdt mig til James E. Falens velbevarede rim. I sidste ende er det nok alligevel blot en af de bøger, det ærgrer mig, jeg ikke kan læse på dens originalsprog.
My whole life has been pledged to this meeting with you ...
En rimende roman lyder som et besværligt læseprojekt, men faktisk fandt jeg "Eugene Onegin" utrolig letlæselig. Ordene flyder let fra Pushkins – og Falens – pen, handlingen er hele tiden glasklar, og hver eneste linje er et lille, perlende stykke poesi. Stemningen er dyster, til tider sælsom, men også humoristisk og samfundskritisk.
Bogen har et ganske småt persongalleri, bestående af hovedpersonen Eugene Onegin, hans udkårne Tatayna og hendes søster Olga og Eugenes eneste ven, Vladimir Lensky. Men bogens egentligt hovedperson er den larmende fortæller, der blander sig og kommenterer på sin historie, mens han fortæller den. Han bemærker, ironisk nok bogens udgivelseshistorie taget i betragtning, hvor svært det er at oversætte franske fraser til russisk, og han kommenterer på karakterernes mangler og følelser undervejs. Hele tiden er fortælleren til stede, og bogen er lige så meget Eugene og Tatyanas tragiske kærlighedshistorie, som det er historien om et værk, der bliver til. Pushkin væver sig så yndefuldt ind og ud mellem sine to sideløbende fortællinger, og skaber en usentimental ramme til en rørstrømsk historie.
'But whom to love? /To trust and treasure?/ Who won’t betray us in the end? /And who’ll be kind enough to measure/ Our words and deeds as we intend?’
"Eugene Onegin" er også en kærlighedshistorie. Det er fortællingen om den rige, privilegerede, kølige og overlegne Eugene Onegin, som flytter til landet fordi han arver jord, og fordi han er træt af det russiske overklassessamfund i byen. Her møder han den tilbagetrukne Tatyana og den yngre, og langt mere strålende, Olga. Og, stik mod al fornuft, lader han sit blik falde på Tatyana. Den stille, oversete, alvorlige og selvudslettende eksistens, som slet ikke gør noget for at tiltrække blikke eller møde øjne. Og hun falder for ham. Øjeblikkeligt.
Eugene er ond mod denne uerfarne pige, der falder så pludseligt for ham. Han bilder sig selv ind, at han skåner hende, men i virkeligheden tramper han på hende. Noget som han fortryder, da han møder hende senere i livet, og deres skæbner har vendt. I sin arrogance spilder han sin chance for evigt – altimens Tatyana ofrer sin lykke til sin stolthed.
Det er en sjov form for kærlighed, Pushkin beskriver. Tatyana bliver øjeblikkeligt forelsket i naiv skolepigefacon, og Eugene bliver kun betaget af det, han ikke kan få. To klichéer mødes og ender som eksempler på det overklassessamfund, de begge sværger at hade. Det er genialt udført.

Det har taget mig lang tid at få "Eugene Onegin" læst. Der er noget intimiderende ved en roman på vers, men Pushkin gør læsningen let som en leg. Skal du starte med de russiske mestre, kan du sagtens starte her.


torsdag den 8. september 2016

Læsevaner og bogsnak: The Currently Reading-tag!

Taglege er sådan en hyggelig ting. Det føles lidt som en venindebog, man giver videre til en online veninde, og jeg elsker at tage del i de små, florerende internetlege undervejs. I løbet af min ikke-bloggende sommerdage, er jeg dog kommet frygteligt bagud med dem. Og således er det gået til, at søde Anne Nikoline taggede mig i 'The Currently Reading'-tag for, hvad der føles som, flere århundreder siden. 
Men spørgsmål fortjener svar, og derfor har jeg i dag filmet en lille video, hvor jeg fortæller om læsevaner, viser hvilke bogmærker jeg har i hvilke bøger lige nu og raser en lille smule over, at jeg altid glemmer at tage smudsomslaget af en bog.

Se videoen nedenfor – og fortæl mig gerne lidt om dine læsevaner!


PS: Min tidsfornemmelse er skredet! Jeg blev ikke tagget i maj, men i august! Jeg har nok blandet det sammen med et andet tag, jeg blev tagget i før min blogpause.