tirsdag den 23. august 2016

Engelske forfattere som bogmærker

Jeg elsker sjove bogmærker. Faktisk samler jeg på dem. Jeg har en bogformet æske stående på den øverste hylde i min bogreol, der rummer en masse finurlige, mærkelige og helt almindelige bogmærker. For nylig fik jeg et nyt sæt til samlingen – et virkelig fint sæt, formet som kendte engelske forfattere.
Søde Mette havde nemlig opsporet et sæt metalbogmærker til mig i anledning af min fødselsdag. Det var en hel genial gave, for nu kan jeg sætte en lille miniature-Austen ind mellem siderne på mine bøger – eller en miniature-Dickens, hvis jeg har lyst til det. Jeg synes virkelig, det er sjovt. Og fuldstændig perfekt.

søndag den 21. august 2016

"The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman

"The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman fra Headline. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

I den seneste uge har jeg bladret i "The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman. Jeg har læst helt ukarakteristisk ustruktureret, har sprunget enkelte dele af bogen over og genlæst andre, startet med slutningen og sluttet med begyndelsen. Jeg har dyppet mine tæer i enkelte kapitler og dykket helt ned i andre – og jeg sidder tilbage med indtrykket af en vidunderligt helstøbt bog.
"The View from the Cheap Seats" er en mærkværdig blanding af Gaimans essays, artikler, anmeldelser, forord og taler. Den indeholder meget rørende mindeord til Terry Pratchett, en tankevækkende artikel om syriske flygtninge, en lang artikel om den mundtlige eventyrstradition og tilblivelsen af Gaimans "Stardust", en hyldest til boghandlere og refleksioner over tegneseriemediet, den berømte "Make Good Art"-tale og mange andre brudstykker af litterær eller dybt personlig karakter.
Bogen vil helt sikkert ikke interesse alle, og alt i den interesserede heller ikke mig. De 500 sider kan bestemt ikke sluges i én mundfuld, og bogen er bedst, når man kan lægge den fra sig og komme tilbage igen – men så er den også helt fantastisk. Under min læsning er jeg blevet opslugt af forord til bøger, jeg ikke har læst, af hyldester til mennesker jeg ikke kender og om muligt blevet mere imponeret over Gaimans syn på sin kunst og sit håndværk. 
You can no more read the same book again than you can step into the same river.
I sit forord til "The View from the Cheap Seats" skriver Gaiman, at der ikke er noget system i bogen; at artikler, essays, forord og taler filtrer sig sammen i et majestætisk rod. De er forsøgt inddelt i overordnede temaer som bøger, tegneserier, skribenter, musikere, eventyr, kunst og – til sidst – personlige skriverier. Hvor bogen starter med takketaler afholdt til officielle ceremonier og artikler til antologier, ender den med dybt personlige skriverier om ensomhed, sorg, tab og mindeord til afdøde venner. Og det er dybt rørende.
Bogen får sin titel fra et af de sidste essays, "The View from the Cheap Seats" som beskriver hvordan Neil Gaiman tog til Oscarshowet i 2010 på årsdagen for hans fars død, og sad på de bagerste rækker i en verden af kamerablitz og glamour og følte sig komplet uglamourøs og alene. Han beskriver så fint, hvordan det føles ikke at høre til, og hvorfor man tvinger sig selv til at gå ud, når man burde være alene. Det er rørende og vemodigt – og dog holder han sig fra det rørstrømske med et tiltrængt drys af humor.
We win some, but we lose many. We lose a lot. We lose our friends and we lose our family. In the end we lose everything. No matter who's with us, we always die alone. When you fight your battles, whatever battles you fight, it's always going to be about life.
I virkeligheden er Gaimans nonfiktion ikke så anderledes fra hans fiktion. Hans skrivestil er elegant, uanset om han lovpriser Tolkien, interviewer Stephen King eller opfinder karakterer og situationer, der aldrig har fundet sted. Hans væsen og hans intelligens skinner igennem siderne, og det er svært ikke at høre hans britiske accent i ens indre, imens man læser. Teksterne er vedkommende og giver et fint indblik i Gaimans skriveproces; det er let at se sammenhænge i hans taler, temaer og anekdoter han vender tilbage til, genbruger og omskriver til de er uigenkendelige igen. 
"The View from the Cheap Seats" er en sjov bog at anbefale. Det er et must-read for Gaiman-fans, men jeg tvivler på, at man vil blive lige begejstret for de 84 bidrag. Nogle vil man springe over. Nogle vil man hade. Nogle vil man glemme igen – men andre vil ramme plet og gøre bogens andre indslag helt overflødige. 

Du vil komme ud på den anden side af denne bog med optimisme og en betydeligt forlænget læseliste. For boganbefalinger fra Neil Gaiman må være boganbefalinger, der er værd at følge. 
I believe we have an obligation to read for pleasure, in private and in public places. If we read for pleasure, if others see us reading, then we learn, we exercise our imaginations. We show others that reading is a good thing. 

lørdag den 20. august 2016

Spørgerunde #2: Blogvenskaber, skrivelyst og kameraudstyr

Spørgsmål fortjener svar. Og i dag vender jeg derfor tilbage med den anden del af spørgerunden. I denne omgang fokuserer jeg på blogrelaterede spørgsmål om alt fra kameraudstyr til bloggervenskaber.

Hvad siger din familie til, at din blog er blevet så populær? Læser de også med? Jeg er – og har altid – været meget stolt over min blog, og derfor har jeg altid delt den med min omgangskreds. Det er også svært at bruge så meget tid på noget og ikke dele det med ens nærmeste. Nico har læst med fra den helt spæde opstart – og faktisk har han altid været med på råd om layout og billedredigering. Jeg tror, jeg viste bloggen til min mor, da jeg rundede de 100 læsere og hvinede af glæde. På den måde har min inderkreds fulgt bloggen fra dens opstart til nu. Og derfor tror jeg ikke, de har så meget at sige til, at læserskaren er vokset løbende. Det er jo bare sket helt naturligt og organisk uden det helt store hurlumhej.
Når det så er sagt, så tror jeg også, det er svært at forholde sig til et antal læsere. 2600 læsere er et stort tal, men min hjerne kan slet ikke rumme at forestille de 2600 vidt forskellige individer med komplekse liv og egen hverdag, som følger med herinde. Det kan jeg simpelthen ikke se for mig, og derfor glemmer jeg det ofte. Jeg tror, mine familie har det på samme måde.
Og hvad læseriet angår, så læste hele min familie meget intensivt med i begyndelsen. Alle indlæg blev kommenteret over spisebordet, og Nico havde meninger om alle billeder, jeg postede. Nu tror jeg egentligt bare, min mor, far og søster klikker forbi indimellem for at scrolle og skimme. Og Nico læser stadig med indimellem, når han lige falder over et indlæg på Facebook. Og når jeg beder om hans mening, selvfølgelig. 

Hvordan reagerer du hvis man ser dig på gaden og hilser på dig? Jeg bliver altid glad. Og jeg bliver også altid overrasket. Det kommer også altid lidt an på situationen – jeg er blevet stoppet et par gange, hvor jeg var på vej hen til toget eller bussen og var helt forfjamsket og splittet mellem at ville snakke og samtidig ikke have tiden til det. Den slags ærgrer mig altid.

Kunne du finde på at blive venner med en læser, der ikke har en bogblog, eller som nødvendigvis ikke er "kendt" på internettet, når det omhandler bøger? Det her er et lidt pudsigt spørgsmål, for venskaber er som sådan ikke noget, man tænker over eller planlægger. Det er bare noget, der sker. Oftest helt uden man bemærker det.
Men jeg forstår selvfølgelig godt, at (bog)bloggerverdenen udefra godt kan virke lidt indforstået, og at det sommetider kan føles som om, at alle (bog)bloggere helt automatisk er venner. Sådan er det dog ikke. Faktisk slet ikke, og jeg tror aldrig, nogen har oplistet en blog som et vennekrav.
Men det er selvfølgelig nemmere at oprette en forbindelse med en blogger end med en læser: af den simple årsag, at genkendeligheden er gensidig. At man hurtigere føler, man kender personen ud fra deres selvskabte internetunivers. Og at man måske oftere færdes til samme arrangementer eller i samme kredse – helt logistisk og lavpraktisk. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være omvendt.
Jeg siger altid, at det bedste ved at blogge er alle de herlige mennesker, jeg har mødt. Og det mener jeg af hele mit hjerte – lige fra bogbloggere der er blevet til veninder, forlagsfolk der har skrevet små, fine noter til bogpakker, og søde ord i kommentarer og mails der har hængt ved i flere dage. Der er kommet så mange mennesker ind i mit liv, som jeg ikke ville have været foruden. Og jeg er altid åben for flere.

Er der dage, hvor du ikke er i humør til at blogge, selvom du havde planlagt, at du skulle blogge? Ja. Ligesom jeg nogle dage har lyst til at genlæse Austen og andre dage hellere vil læse fantasy, er der bestemt også dage, hvor jeg gerne vil skrive 10 blogindlæg og dage, hvor jeg slet ikke vil skrive nogen. Mit humør skifter fra dag til dag, og det gør min bloglyst naturligvis også.
Før i tiden havde jeg et Excel-ark med blogindlæg, der skulle udgives på bestemte dage og billeder, der skulle tages inden en bestemt dato. Det var et mesterværk af røde, grønne og gule linjer, jeg hele tiden skulle forholde mig til. Og det gik selvfølgelig galt; for jeg kan ikke leve efter et skema, og min bloglyst kan ikke planlægges.
Med tiden har jeg måtte lære mig selv, at livet er for kort (og mine fridage er for få) til at lægge ufleksible planer. Som følge deraf er min blog blevet langt mere uregelmæssig og ustruktureret, men til gengæld er hvert eneste indlæg et produkt af lyst. Og det gør hele forskellen.

Blogger du nogen gange af 'pligt' eller er det altid lyst-betonet? Som jeg har skrevet ovenfor, er det noget, jeg har måtte lære mig selv. Jeg har altid været meget ambitiøs omkring Paperback Castles, og det har ikke altid været til min egen fordel. Sommetider har mine ambitioner fået mig til at glemme, at jeg oprettede bloggen, fordi jeg ikke kunne lade være. Fordi det var sjovt.
Mine nye blogregler er derfor ikke-eksisterende. Jeg blogger, når jeg har lyst, og jeg læser og anmelder akkurat, hvad jeg har lyst til. Det er så fjollet med blogpres, for det kommer altid indefra. Det er aldrig andres forventninger, der ødelægger bloglysten, det er ens egne. Og det er så giftigt og fuldstændig unødvendigt.

Hvilke blogs elsker du selv at følge (det behøver ikke at være bogrelaterede)? Min absolutte yndlingsblog er WishWishWish, som er skrevet af Carrie. Jeg har fulgt hende i flere år, og jeg synes, hun er så talentfuld. Både til at tage billeder, men også til at formidle stemninger.
Jeg elsker også A Girl, A Style, som er skrevet af den australske Briony. Desuden har jeg fulgt Michelle fra Oh you pretty things i mange år, og jeg elsker at finde hende i min Bloglovin'-feed. Jeg er også en smule besat med Tumblr-bloggen The Optimist's Daughter, som simpelthen er så fin, personlig og simpel i sit udtryk.
Hvad bogblogs angår, elsker jeg The Book Castle og er dybt misundelig på Alices smukke billeder. Jeg klikker også ofte forbi Bookswept, som er en side med smukke billeder og citater. Jeg er trofast læser hos søde Anne Nikoline fra Windblown Pages,  dygtige Mai fra Litteraturlistig, altid velformulerede Ida fra Tanker om sproget og jeg henter alle mine fantasy-anbefalinger hos Susanne. Der er så mange dygtige bogbloggere, og min remse er allerede lang. 

Havde du andre navne i tankerne, da du startede Paperback Castles? Det havde jeg helt sikkert, men jeg kan ikke huske dem. Paperback Castles udspringer fra dette citat: “She made her home in between the pages of books” (fra "Linger" af Maggie Stiefvater). Jeg brugte en del tid tid at tænke på, hvordan jeg bedst mulig kunne nedkoge det at leve i bøger til en blogtitel. Det endte med Paperback Castles, og jeg kan ikke huske de andre titler, jeg havde i spil. 
Nico bliver dog ved med at sige, at bloggen burde hedde Hardback Castles, fordi jeg elsker hardbacks højere. Det spiller dog ikke helt så godt.

Hvilket kamera bruger du til billeder og video, og hvem tager billederne? Jeg filmer og fotograferer med mit Canon EOS 600D. Til billeder bruger jeg oftest et 50 mm. f/1.8 objektiv, og når jeg filmer, bruger jeg standardobjektivet på 18-55mm.
Jeg har dog et problem med filmeriet for tiden, da jeg har mistet mit hukommelseskort og derfor bruger et med mindre plads og dermed mindre kapacitet til at filme i HD. Det vil jeg gerne snart rette op på, men indtil da filmer jeg bare i lavere opløsning end sædvanligt.
Jeg tager i øvrigt altid selv billederne til bloggen. Jeg er nemlig ikke så god til at instruere Nico og formidle præcis, hvordan billederne skal være. Jeg hygger mig i stedet meget med at tage billederne selv – og slæbe selvudløser og kamerastativ med mig rundt for at klikke løs. 

Har du overvejet at starte en YouTube-kanal? Ja, men jeg får det ikke gjort. Jeg elsker YouTube-universet og følger så mange dygtige videobloggere, men jeg har simpelthen ikke tiden til at pleje endnu et medie. Gid jeg havde! 

tirsdag den 16. august 2016

Boglige fund fra Edinburgh

Jeg tog ikke til Skotland for at shoppe. Ikke engang for at shoppe bøger. Nico og jeg deltes om én kuffert, og allerede før afrejsen var den fyldt til bristepunktet. Der var ikke plads til at bringe meget mere hjem end derover; og slet ikke tunge og tykke bøger.
Men det glemte jeg selvfølgelig i forbifarten, og pludselig stod vi dér, i lufthavnen med overvægt og en pludselig panikompakning. Tre bøger var åbenbart nok til at tippe skalaen – selvom jeg egentligt følte, jeg havde begrænset mig meget pænt. 
De tre bøger jeg endte med at bringe med mig hjem over havet (i min rygsæk) var til gengæld også tre bøger, det kribler i mine fingre for at læse. Jeg købte dem i den smukkeste Waterstones, der lå skråt overfor vores hotel – en bogbutik med det fineste børnebogsområde og en tilhørende café med udsigt over Edinburgh Castle. Det var en fortryllende butik, men mit kamera gik desværre ud, da jeg stod derinde.

De tre bøger jeg købte var:
  • "Pretty Honest" af Sali Hughes som er den yndigste, sart lyserøde bog om skønhed, parfumer, stil og sminketips. Jeg er egentligt ikke så stor tilhænger af beautyguides i bogformat, men denne kunne jeg slet ikke stå for. Dens layout er bedårende, og skrivestilen er afslappet, humoristisk og uformel. Det er en bog, jeg rent faktisk har tænkt mig at læse. Og så er den vildt brugbar. 
  • "The View from the Cheap Seats" af Neil Gaiman som jeg slet ikke kan forstå, jeg ikke har købt før nu. Det er en samling af Neil Gaimans nonfiktion; artikler, essays og refleksioner. Jeg glæder mig allerede til at læse den og forsvinde ind i Gaimans univers, der altid er fantastisk – uanset om det er fantasiskabt eller benhård virkelighed. Jeg har endnu kun bladret i bogen men allerede hvinet over det faktum, at den indeholder en artikel ved navn: "Why Our Futures Depend on Libraries, Reading and Daydreaming".
  • "Harry Potter and the Cursed Child" af J. K. Rowling, John Tiffany og Jack Thorne som jeg egentligt er lidt imod. Jeg synes, det er et fjollet koncept, men da jeg færdedes i Edinburghs smalle Diagonalsstræde-lignende gader og derefter trådte ind i en Waterstones overpyntet med denne bog, kunne jeg ikke stå imod mere. Pludselig stod jeg med bogen i hånden og begav mig hen mod kassen. Og det er egentligt også fint nok. 

søndag den 14. august 2016

"The Underneath" af Kathi Appelt

"The Underneath" af Kathi Appelt fra Atheneum Books. Udgivet i 2008. 4/5 stjerner.

Sommetider når jeg læser en virkelig god bog, kan jeg ikke lade være med at fortælle andre om den. Jeg rabler løs om fiktive karakterer og forsøger med store armbevægelser at få andre til at investere sig lige så meget i historien, som jeg selv gør. Det lykkedes kun sjældent – og med "The Underneath" lykkedes det slet ikke. Da jeg fortalte Nico, jeg var ved at gå ud af mit gode skind over en bog om forældreløse kattekillinger og en væmmelig krokodille, kiggede han på mig med et hævet øjenbryn. Især da jeg fortalte ham, at det var så spændende, jeg ikke kunne holde det ud. "Spændende? Hvordan kan en bog om kattekillinger være spændende?" spurgte han, og jeg kunne ikke svare. For det lyder  så usandsynligt.
Men ikke desto mindre er "The Underneath" en af de mest medrivende læseoplevelser, jeg har haft i lang tid. Kathi Appelt fortæller en uhyre simpel historie om en gravid kat, der bliver efterladt af sine ejere. Katten søger derfor i skjul under en forfalden veranda i et hus, hvor der bor en fordrukken og voldelig mand, der mishandler sin hund. Hunden bliver, helt mod sit jagtinstinkts natur, tiltrukket af kattens selskab, og under verandaen ligger de og er fælles om deres ensomhed. Katten føder sine killinger, og de lever et forholdsvist fredeligt liv – men altid i frygt for manden over verandaen, der ikke vil tøve med at drukne dem, så snart han øjner chancen.
Imens hunden og kattenes skrøbeligt opbyggede fællesskab vokser, er en slange ved at vågne i sit fængsel; levende begravet i en krukke under et træ, fastlåst af ældgammel magi. Slangens bitterhed er det, der holder den i live – og så snart den kommer ud, vil den opsøge sin krokodillebror for at plotte hævn over menneskene, menneskene der har berøvet slangen dens frihed. Og imens slangen drømmer om sin hævn, drømmer hundens ejer om krokodillen; besat af at tanken om at dræbe. Plottet danner en perfekt cirkel.
(He) had not realized how much he needed this sweet, friendly sound. How much he needed someone to settle in next to him. He didn't know that he needed to not be so solitary until at last he wasn't. So many needs in one old dog.
Appelts historie er simpel, men den er så velfortalt. Hendes velkomponerede sætninger er lyriske, der er en rytme i hendes ord, som hurtigt afsløres ved højtlæsning. Der er noget hypnotiserende over skrivestilen; som en godnatvise eller en sangremse, der væver sig om halsen, om kroppen, om hænderne på en som en glat slange. Og som truer med at kvæle en.
For uanset hvor smuk og poetisk bogen er, uanset hvordan kattekillingernes spinderi beskrives, er der noget klaustrofobisk over bogens atmosfære. Hvert eneste ord er ladet med en følelse af undergang; af ventende katastrofer, af noget uundgåeligt og uforudsigeligt. Fortælleren er en stemme, der ved mere end læseren, og som hele tiden hinter om en fatal slutning. Det er hele tiden tydeligt, at de fire historietråde vil samle sig. Det er bare nervepirrende ikke at kunne se, hvordan det vil ske.
Sproget i "The Underneath" er noget, jeg kunne nærlæse i evigheder og stadig sukke over. Det er så ufatteligt stille og så ufatteligt stemningsfuldt. Plottet er bygget som en gåde, hvor løsningen hele tiden er inde for rækkevidde men alligevel ikke kan nås. Det er grusomt. Og samtidig er det – paradoksalt nok – rørende, sødt og fuldstændig uimodståeligt.
It's a soft-sounding word, 'never,' but its velvety timbre can't hide its sharp edges...Never pressed down on him. It grabbed him by the neck and shook him. He sucked in a deep breath, sucked in all that never and started to sneeze. Never filled his nose, his eyes, his soaking fur.
"The Underneath" er en fortælling om kattekillinger med silkeblød pels, en ældre jagthund uden jagtinstinkt, et afstumpet og ondskabsfuldt menneske og en bidsk slange. Men det er først og fremmest en poetisk roman om familiedynamik i forandring, om ensomhed, om traumer, om tillid – og ultimativt om overlevelse.

Jeg sad på kanten af min stol, da jeg læste den her bog.

fredag den 12. august 2016

Harry Potter-magi i Edinburgh

Edinburgh er en magisk by. Af flere årsager. Og en af dem er J. K. Rowling. Hun flyttede nemlig til byen i 1995, hvor hun var midt i et stort skriveprojekt. Et skriveprojekt der senere skulle gøre hende verdensberømt og ændre hendes – og så mange børns – liv for evigt.
Fordi Rowling boede i Edinburgh, imens hun skrev Harry Potter-bøgerne, er byen fyldt med Potter-relaterede steder. Både faktuelle steder hvor Rowling skrev og boede, men også steder der er for evigt sammenblandet med fiktionen. Gader og kroge der ligner noget fra bøgerne – eller passager i bøgerne der ligner noget om byen. I Edinburgh bliver Harry Potter-myten blandet med virkeligheden. Og resultatet er fortryllende.

Jeg fremhæver her et par steder fra min Edinburgh-tur, som har et drys af troldmandsmagi over sig: 

En eventyrby ... 
Af alle de storbyer jeg endnu har været i, er Edinburgh den absolut eventyrligste. I byens hjerte ligger Edinburgh Castle på en høj klippe, og langs byens kanter smyger der sig et  barskt landskab med høje bakker, en udslukket vulkan og bølgende lyngplanter og kornstrå. Byen er fyldt med de klassiske britiske pubs og bittesmå butikker, der sælger alt fra tartanskørter til guldkantede bøger og luksuswhisky. Altsammen er så uhyggeligt velbevaret, at man knap tror sine egne øjne. Det føles som en tidsrejse. Det føles som et eventyr. 
Selv hvis jeg ikke vidste, Rowling havde færdedes her, ville det være umuligt at overse båndet til troldmandsverdenen. Alt fra slottet på klippetoppen til de travle handelsgader mindede mig om Hogwarts. Om Harry. Om Rowling. Det er svært ikke at tro på magi, når man befinder sig et sted så magisk. 

Diagonalstræde
Selv hvis der ikke havde været et skilt, der stolt udnævnte Victoria Street som Diagonalstræde, ville jeg have set ligheden. Mange af Edinburghs gader er som taget ud af Rowlings univers og de tilhørende film. De høje bygninger, bittesmå butiksfacader, brogede mursten og de mange sidegader og gyder emmer af magi. Det er som at vandre ind i en film. For enden af gaden ligger endda en spøg og skæmt-butik, der til forveksling ligner Brødrene Weasleys drilleunivers. 
Uanset om Victoria Street inspirerede Rowling til Diagonalstræde eller ej, er det et smukt sted. Et sted fyldt med gammeldags charme.


Tom Riddles gravsted
Rygterne siger, at Rowling ofte slentrede rundt på Greyfriars Kirkyard, som er Edinburghs mest berømte kirkegård. Mellem de gamle og forfaldne gravstene fra 1500-tallet, gik Rowling ture, altimens hun lod blikket glide henover de mange inskriptioner med navne, årstal og mindesord.
Og tager man selv en gåtur på kirkegården, vil man måske også møde kendte navne. En William McGonagall ligger begravet her – og i en afsides krog af kirkegården ligger også en Thomas Riddell og hans familie. Vejen til Riddells gravsten er mudret, og græsset er forlængst nedtrådt til en sti. Tusindvis af Harry Potter-fans har nemlig gået her for at kigge på navnet, der måske (eller måske ikke?) inspirerede Rowlings troldmandsskurk. Kirkegården selv danner desuden baggrund for Rowlings beskrivelse af kirkegården i "Harry Potter and the Goblet of Fire". 
Nico og jeg gik selvfølgelig også hen til gravstenen – og da vi gjorde, begyndte det at regne. Hårdt. Det var på en eller anden måde passende. Der var noget sært ildevarslende ved at se en gravsten med et så kendt skræmmenavn indgraveret.

Find Greyfriars Kirkyard på Candlemaker Row. Vejen til Riddells grav er illustreret her.


Caféen hvor J. K. Rowling startede med at skrive
J. K. Rowling boede i Edinburgh, da hun skrev på de tre første bøger i Harry Potter-serien. Hendes skriveri foregik ofte på byens caféer og pubs – og en af de caféer, hun søgte tilflugt hos var The Elephant House. 
The Elephant House er i virkeligheden et pudseløjerligt sted. Udefra ligner det enhver anden pub, og indeni er det dekoreret med massevis af elefantbilleder og figurer. På menuen er te, kaffe, kakao, kager og let mad såsom lasagne og pizzaslices – og det er hverken prangende eller synderligt stemningsfyldt. Men alligevel er stedet altid fyldt med mennesker. Tusindvis af Harry Potter-fans søger hertil for at træde i deres yndlingsforfatters fodspor. For at sidde hvor hun sad og se, hvad hun så, når hun skrev. I virkeligheden er det nok en jagt på forståelse: et forsøg på at sætte sig ind i skabelsesprocessen og regne ud, hvordan sådan et værk blev til. 
Noget af det fineste ved den lille café er afgjort, at stedet samler så mange fans. Så mange dedikerede læsere. Så mange mugglere i søgen efter en smule magi. Og det er caféens toilet et bevis på: væggene er nemlig overskrevet med citater, tegninger, hilsner og rørende ord om Harry Potter-seriens indflydelse. Ejerne har efter sigende opgivet at male det over – de gange de har forsøgt, er væggene atter blevet overmalet efter få dage. Og helt ærligt? Det er også en stor del af charmen.

The Elephant House ligger på 21 George IV Bridge og har åbent fra klokken 8 til klokken 22. Kommer du i turistsæsonen vil jeg varmt anbefale at kigge forbi hen mod caféens lukketid. Da Nico og jeg gik forbi klokken 13, stod folk i lang kø for at komme ind, så vi vendte i stedet tilbage klokken halv ti om aftenen, fik en kop kakao med skumfiduser i og nød den (relative) stilhed, der havde sænket sig over stedet

Hotellet hvor J. K. Rowling sluttede med at skrive
The Balmoral Hotel er en smuk bygning. Næsten for smuk til 'bare' at være et hotel. Men det er det, og det har det været i over 100 år. Jeg kan levende forestille mig, hvor luksuriøst det må være at bo der. Og jeg kan godt forstå, hvorfor J. K. Rowling valgte at checke ind her af alle steder, da hun skulle færdiggøre sin bogserie om drengen, hele verden var begyndt at elske.
Den 11. januar 2007 sad Rowling på sit hotelværelse her og stirrede ud i luften efter at have sat det sidste punktum i den syv bogs lange saga. Hun greb en kuglepen og skrev på et af hotellets møbler: "JK Rowling finished writing Harry Potter and the Deathly Hallows in this room on 11th Jan 2007". Skribleriet er nu bevaret – og udstillet på hotellet – og fans kan booke sig ind i det præcise værelse, hvor Rowling sad og skrev. Det er (selvfølgelig) bare en dyr fornøjelse.
Egentligt ved jeg ikke, hvor specielt det var for mig at se hotellet, hvor Rowling skrev. I virkeligheden blev jeg nok mere imponeret over bygningen selv – som afgjort er et besøg værd, alene for arkitekturens skyld.

Find The Balmoral Hotel på 1 Princes Street. 


Den naturlige afslutning på mit Harry Potter-eventyr
Jeg havde egentligt svoret, jeg ikke ville gøre det. At jeg ikke ville læse den og slet ikke eje den. Men sommetider er holdninger til for at blive lavet om, og Waterstones storladne udstilling af bogen efter et bombardement af Harry Potter-indtryk, var det måske den helt naturlige afslutning på mit Harry Potter-eventyr. Jeg kunne simpelthen ikke modstå manuskriptet til teaterstykket "Harry Potter and the Cursed Child". Og selvom jeg er meget negativt indstillet på forhånd, tror jeg alligevel, jeg vil læse bogen snart. Jeg kan jo ikke lade være.