mandag den 20. februar 2017

"To the Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey

"To The Bright Edge of the World" af Eowyn Ivey fra Little, Brown and Company. Udgivet i 2016. 4/5 stjerner.

Eowyn Iveys første bog, "The Snow Child", tog mig med storm. Jeg læste den på en grå martsdag, og blev øjeblikkeligt revet med af dens stærke atmosfære. Det føltes som om, jeg var i Alaska, omgivet af glitrende snefnug og hylende ulve. Iveys ord var så velskrevne og føltes så ægte. Det er en læseoplevelse, jeg aldrig vil glemme.
Så da jeg så, hun havde udgivet en ny bog, tøvede jeg ikke længe med at anskaffe mig den og læse den. Og selvom den ikke har meget andet end landskabet til fælles med Iveys første roman, var den alligevel alt, jeg havde håbet på. Stemningen var intakt. Ivey kender Alaska landskab så godt, at hun kan vække det til live med sine ord. Igen og igen.
"To the Bright Edge of the World" beskriver en storslået opdagelsesrejse – komplet med bjørne, indianere, ukendte landskaber og larmende floder som truer med at drukne alle, der vover at krydse dem. Romanen udspiller sig i 1885, hvor oberst Allen Forrester får til opgave at kortlægge Alaskas hidtil ukendte ødemark og bevæge sig langs Wolverine-floden, hvor ingen amerikansk mand tidligere har færdes.
Imens Allen kæmper sig igennem ukendte landskaber og farer, går hans gravide kone Sophie derhjemme, og føler sig mere og mere begrænset af 1800-tallets etiketteregler. Hun er omgivet af sladder, restriktioner og formaninger – og i hendes krop hviler en ønske om at forenes med sin mand, at tage del i hans farer og det store eventyr, han bevæger sig ud i. 
That is excitement. We catch only glimpses, a burst of movement, a flap of wings, yet it is life itself beating at shadow's edge. It is the unfolding of potential; all of what we might experience and see and learn awaits us.” 
Ivey leger med romanens struktur og kombinerer flere fortælleformer. Allens rejse bliver gengivet i breve, han skriver hjem til sin Sophie, og parallelt læser man uddrag fra Sophies dagbog. De to parallelle handlingsforløb står i tydelig kontrast til hinanden; Allen færdes ude i den fri natur, imens Sophie er underlagt etikette og kultur i Vancouver og knap nok kan ånde frit. Skiftene mellem de to narrativer er bratte, og til tider kan det føles som om, man læser to vidt forskellige bøger. Og dog – for den melankolske stemning er allestedsnærværende.
Personligt holdte jeg mest af at læse om Allens rejse gennem den barske natur. Ivey maler så poetiske og livagtige billeder af tårnhøje isblokke, iskolde bjergfloder, ulvehyl og det indfødte folk, som færdes med lethed og respekt i det arktiske landskab. Pointen er naturligvis også, at Allens rejse og hans kortlagte rute er et forsøg på at tæmme landskabet. Et forsøg på at forstå det, nedskrive det, og gennemskue hvad der venter sig. Når først Allens rejse er til ende, og ruten er optegnet, banes vejen for at flere kan rejse igennem Alaska. Og at flere kan forstyrre det uspolerede økosystem, der har hersket hidtil. Uanset hvor vild, umenneskelig og uretfærdigt hård Allens rejse kan forekomme, må man som læser huske, at det er den sidste af sin slags. Og det gør hele beretningen så skrøbeligt fin. 
 “There is a mythical element to our childhood, it seems, that stays with us always. When we are young, we consume the world in great gulps, and it consumes us, and everything is mysterious and alive and fills us with desire and wonder, fear, and guilt. With the passing of the years, however, those memories become distant and malleable, and we shape them into the stories of who we are. We are brave, or we are cowardly. We are loving, or we are cruel.”  
Sophies del af fortællingen er, naturligvis, mere indadvendt. Hvor Allen vandrer igennem et nådesløst frostlandskab, er hun fanget i et værelse, hvor hun skal forholde sig i ro, indtil hun skal føde. Hendes plotlinje er fyldt med sorg og bliver kun afløst af en form for opgør. Hun kæmper sig igennem talrige fordomme og velmenende forbud, for at få lov til at gå uden for, få nye hobbyer og møde nye mennesker. Hun bruger den lange adskillelse fra Allen til at blive klogere – på sig selv og på verden. Og hendes indre rejse er ikke uden umenneskelig sorg, tab og melankoli. De lange, mørke dage fyldt med ængstelse og længsel er heller ikke uden deres egne farer.
På mange måder er "To the Bright edge of the World" ikke den bog, jeg ville have forventet Eowyn Ivey ville skrive. Bogen er blottet for magi og eventyrsreferencer, men er i stedet fyldt til bristepunktet med naturbetragtninger og poetiske beskrivelser. Det er en stærk historisk roman, som man bliver øjeblikkeligt medrevet af, og som man for en stund lever i. Jeg læste den selv på en enkelt dag – på trods af dens store omfang og mange historiske detaljer. Det er noget nær den perfekte vinterbog; fyldt med stemning og snefnug. 

søndag den 19. februar 2017

"Anna Karenina" i teaterform

I starten af februar på en højhellig torsdag aften begav Stine og jeg os mod Odense Teater for at se deres nye opsætning af "Anna Karenina". Jeg havde fået tilsendt anmelderbilletter af Kulturkongen, og det var så perfekt, for stykket var et, jeg virkelig brændte for at se.

"Anna Karenina" er en stor roman, men det er også en svær roman. Den er svær at læse, svær at forstå og især svær at elske. Den er fyldt med karakterer; vrimlende menneskemængder som hver især har et dusin navne og kælenavne, og som alle er forbundet på kryds og tværs. De er svære at kende fra hinanden, og de er svære at holde af. Anna Karenina er især besværlig at fatte sympati for med sin egenrådighed, sin desperation og sine mange illusioner.
Odense Teater forsøger med sin opsætning af Tolstojs klassiker at komme lidt mere ind under huden på karaktererne. Historiens rammer er ændret, så plottet bliver båret frem af dialog mellem Anna Karenina og Konstantin Ljovin, som om de betroer sig til hinanden. Anna bekender sig til Ljovin, fortæller ham om sin situationer, og forsøger at vinde hans accept – og på den måde, sætter hun ord på nogle nuancer, der ellers kan være svære at spille frem.
Det fungerer egentligt rigtig godt med dialogen, da tilskuerne hurtigt bliver guidet gennem de mange karakterer, miljøer og følelser historien indeholder – men det ødelægger desværre også stykkets tempo. De mange bratte sceneskift og stop, de mange gange Anna Karenina og Ljovin spørger hinanden: "Hvor er du nu?", sætter plottet på pause og virker mærkeligt mekanisk.
Fortællerrammen er dog også et middel til at kompensere for de sparsomme kulisser. Scenen er omkranset af tynde sølvtråde, som karaktererne ofte hvirvler ind i, når de skal forlade scenen. Det giver et elegant udtryk, men jeg synes også, det ville klæde stykket at vise den overflod, Tolstoj beskriver i det russiske aristokrati, og den kvalmende dekadence Ljovin flygter fra. 

Ikke desto mindre, er det en stærk forestilling, som jeg på det varmeste kan anbefale. Rikke Lylloff  spiller Anna Karenina og har en smuk, messende stemme der vender til skrigende desperation, efterhånden som plottet skrider frem. Benjamin Kitter er imponerende i rollen som Ljovin; den forelskede, den ulykkelige, den selvretfærdige – og til sidst, den accepterende. Han er overbevisende som den eneste oplysningsmand i overklassens egoisme. 

"Anna Karenina" spiller på Odense Teater indtil den 8. marts. Læs mere her

Billederne er pressefotos fra Odense Teater og er taget af Emilia Therese. 

onsdag den 8. februar 2017

Biblioteksbesøg og blogsnak;

Jeg har længe set frem til februar – af flere årsager. Til dels fordi januar er så ulideligt lang, grå og trist, men i højere grad fordi februar byder på foredrag og biblioteksbesøg rundt omkring i landet. Jeg har allerede sat mange krydser i min kalender, og hvis du bor i nærheden af Roskilde, Lyngby eller Odense, ses vi måske til et arrangement eller to? 

Se med nedenfor, hvor jeg fortæller nærmere om den næste måneds biblioteksbesøg.

Valentinsstemning, forlagsliv og kærlighedsbøger
Mandag den 13. februar varmer min LOVEBOOKS-kollega, Christina, og jeg op til Valentinsdag på Roskilde bibliotek. Her vil vi dele ud af anbefalinger til gode kærlighedsbøger, fortælle om livet på et forlag og tilhørende overvejelser i forbindelse med forsidevalg, manuskriptlæsning og bloggeranmeldelser. Hvis du interesserer dig for den slags, så kan du tilmelde dig her. Arrangementet finder sted den 13. februar klokken 19-21 og koster 25 kr.

En snak om blogging, inspiration og opstart
Elsker du også at blogge – eller er du stadig i overvejelsesfasen og mangler inspiration? I samarbejde med Lyngby Bibliotek byder jeg på blogsnak og deler min personlige bloghistorie, indholdsstrategi og de kriterier, jeg arbejder ud fra, samt deler tips, tricks og anbefalinger til dem, der gerne vil i gang med blogging eller blot savner inspiration.
Jeg elsker at tale om blogging, og jeg elsker at møde andre spirende og etablerede bloggere, så jeg glæder mig virkelig til denne aften. Hvis du også er bloggerbegejstret, kan du tilmelde dig her. Arrangementet finder sted den 23. februar klokken 19-20.30 og koster 20 kr. 

Bogbloggerhygge og #bogsnak
Odenses lokalsamfund er på listen over mine yndlingsting i denne verden. Netop derfor er jeg glad for at en del af et hyggeligt arrangement på Dalum Bibliotek – endda i selskab med nogle af landets sødeste bogbloggere! Søndag den 5. marts vil jeg og fire andre bogbloggere nemlig anbefale YA-bøger, diskutere ungdomslitteratur og muligvis sige et par ord om bogbloggerverdenens glæder. Jeg er sikker på, det bliver stjernehyggeligt.
Arrangementet finder sted den 5. marts klokken 14-16 og er helt gratis. Du kan læse nærmere og tilmelde dig her

Jeg håber, vi ses! 

søndag den 5. februar 2017

"Et lille liv" af Hanya Yanagihara

"Et lille liv" (org. titel "A Little Life") af Hanya Yanagihara fra Politikens Forlag. Udgivet i 2016 (org. udgivet i 2015). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 5/5 stjerner.

Er du nogensinde blevet forfulgt af en bog? I lang tid føltes det som om, jeg var forfulgt af denne. Den dukkede op overalt i min YouTube-feed, jeg stødte på den dagligt, når jeg scrollede igennem Goodreads, og da den ikke vandt Man Booker Prize i 2015, holdt hele internettet vejret i en stund. I hvert fald i de litterære kredse. Det var årets storfavorit, den uomgængelige bog. Og jeg undgik den alligevel.
Da bogen senere blev oversat til dansk, og forfatteren sågar gæstede Danmark, var det som om, alle i min omgangskreds kastede sig over bogen. Men jeg gjorde ikke. Ud fra alt det, jeg havde hørt om historien, havde jeg vurderet, at den ikke var noget for mig. Den var for lang, emnet for følelsesmæssigt tungt, og den virkede sært besværlig at sætte sig ind i. Så jeg læste den ikke. Jeg lod mig ikke lokke af forfattermøder og bogtilbud. Jeg havde ikke lyst. Indtil jeg pludselig havde alligevel.
Det sjove er, at alt det, der fik mig til at tøve med at læse bogen, stadig irriterer mig ved endt læsning. Den er for lang. Dens indgående beskrivelser grænser til følelsesmæssig afpresning – næsten latterligt insisterende på tårer. Den var tung læsning på alle tænkelige måder, men den var også det værd. I to lange uger læste jeg et par kapitler før sengetid, og i dagene efter bogen var færdiglæst, savnede jeg den og de karakterer, jeg i så lang tid havde grædt over og med.

Plotmæssigt handler "Et lille liv" om fire venner; fire unge mænd, som har studeret sammen, og som tilbringer store dele af deres ungdom og voksenliv sammen. Der er den ambitiøse, narcissistiske og næsten ondskabsfulde JB som drømmer at blive kunstner, den tålmodige og klarsynede Malcolm som drømmer om at blive arkitekt, den smukke og kærlighed Willem som drømmer om at blive skuespiller – og så er der Jude, en stille og tilbagetrukket dreng og gruppens usandsynlige midtpunkt, som forfølger en karriere inden for jura.
De fire mænd flytter alle til New York, for at udleve og forfølge deres drømme med varierende grader af succes. Bogen følger deres liv og deres valg; styrken af deres venskab testes og forandres under karriereskift, ambitioner, parforhold og afhængighed – hele tiden med et særligt blik for Jude, som skjuler mørke hemmeligheder fra sin barndom. Hemmeligheder, som i stigende grad gør ham sværere at bevare et venskab med.
Da de var unge, havde de kun deres hemmeligheder at give hinanden: betroelser var en gangbar mønt, og afsløringer var en form for intimitet. At holde detaljerne i ens liv hemmelige for ens venner blev betragt først som en art mysterium og dernæst som en art nærighed, som det var underforstået ville udelukke sandt venskab.”
Egentligt er "Et lille liv" en lang lidelsesfortælling. Det er en bog om misbrug, seksuelle overgreb, psykisk såvel som fysisk vold, og om hvordan man skaber sig et liv i skyggen af så voldsomme oplevelser. Det er hård læsning – ofte unødvendig hård – og det forekommer urealistisk, at ét menneske har kunne udstå så megen lidelse. Hvilket det måske desværre ikke er.
Men ud over at være en lidelsesfortælling er "Et lille liv" også en overlevelsesfortælling. Det er en fortælling om, præcist hvor meget kroppen og sindet kan udholde, og hvor meget man kan tvinge sig selv igennem med ren stædighed og fortrængning. Dermed ikke sagt, at det er beundringsværdigt håndteret: og det er måske, bogens største kvalitet. Den skildrer nænsomt og fint, hvordan man kan overleve uden rigtigt at leve. Det er ikke en solstrålehistorie, der er ingen pludselig bedring, det er ikke Hollywood, og Jude er ikke en helt; det er ægte og hjerteknusende hverdagslighed.
Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at rose romanens hverdagslighed. For selvom Yanagihara portrætterer sorgen så autentisk, er en stor del af bogen ude af takt med virkeligheden. Klichéer vælter frem på hver eneste side; den største findes nok i karaktererne, som alle på forunderlig vis bliver succesfulde inde for fire meget forskellige og krævende karriereveje, og den engleblide Jude som vækker øjeblikkelig kærlighed i alle – på trods af hans skavanker og indadvendte sind. 
Bogen grænser til triviallitteratur i dens ekstremer; alle er ekstremt succesfulde, ekstremt elskelige eller hadefulde, og lidelsen? Lidelsen er mere end ekstrem, Yanagihara svælger i den, trækker den ud i det uendelige og beskriver rædselsscener så indgående og så vedholdende, igen og igen, at man undrer sig over, om det er overhovedet er meningen, noget menneske skal kunne udholde at læse det. Det er grufuldt, nådesløst og voldsomt. Og sommetider helt unødvendigt. 
Det skal nok blive bedre," sagde hun, og han nikkede, for han kunne overhovedet ikke forestille sig sit liv hvis det ikke blev bedre. Hans dage var opdelt i timer nu: Timer uden smerter og timer med smerter.
I dag, flere måneder siden jeg færdiglæste "Et lille liv", har jeg stadig svært ved at bedømme og anbefale den. Jeg var udmattet, da jeg færdiglæste den. Jeg havde grædt over Jude i flere uger, og da  min læsning sluttede, føltes min tilværelse mærkeligt tom. Jeg savnede bogen. Og samtidig kunne jeg ikke få mig selv til at svare ja, når andre spurgte, om det var en god bog. 
For er det en god bog? Jeg ved det virkelig ikke. Det er en bog med så mange fejl, med så meget elendighed for elendighedens skyld og med fuldstændigt urealistiske karakterer. Det er følelsesporno, trukket i langdrag. Triviallitteratur forklædt som en stor amerikansk roman. Og dog. 
Og dog fik bogen mig til at føle, som jeg aldrig har gjort før. Den gjorde mig vred, forbløffet, rørt og taknemmelig. Den fik mig til at tænke, og selvom jeg kun læste få kapitler hver aften, tænkte jeg på den hele dagen. Det er en bog med enormt mange fejl og lige så mange stærke kvaliteter, og jeg aner ikke, om den er god. Men måske er mærkater som 'god' og 'dårlig' også irrelevante, når historien er så rørende. Jeg aner det ikke. Jeg aner det stadig ikke. 

tirsdag den 31. januar 2017

Årligt spørgeskema: Læseåret 2016

Jeg har tradition for et årligt spørgeskema her på bloggen – og nu er det atter blevet tid til at grave det frem. Det lader til, jeg liiiige kan nå at presse det ind i januars sidste tikkende timer. Det må afgjort være årets længste måned.
Ikke desto mindre nyder jeg min årlige tradition. Der er noget dejligt overskueligt ved at udfylde skemaer og skrive lister; bøgerne i det forgangne år står tydeligere frem på den måde. Og der er så mange, der er værd at huske.

Hvor mange bøger læste du i 2016? Ifølge Goodreads læste jeg 115 bøger i 2016. Jeg er ikke helt sikker på, hvor nøjagtigt det er, for der er et par genlæsninger imellem, som Goodreads ikke tæller med. 
Hvad var den korteste og den længste bog, du læste? Den korteste bog jeg læste i 2016 var knap nok en bog. Det er snarere en lille pamflet; et sammenhæftet essay. Ikke desto mindre er "The Unknown Unknown" af Mark Forsyth en fantastisk refleksion over boghandlere og deres gemte skatte på blot 23 sider. Den længste bog jeg læste i 2016 står i slående kontrast dertil med sine 1.058 sider. Det var nemlig "Dombey and Son" af den evigt overstrømske Dickens. 
Hvad var den bedste bog, du læste i 2016? "Daughter of Smoke and Bone" af Laini Taylor som er en medrivende fantasyroman, hvis lige jeg aldrig har kendt. Den er atmosfærisk, lyrisk, gribende og så anderledes. Så altopslugende.
Hvad var den værste bog, du læste i 2016? Jeg bliver stadig frustreret, når jeg tænker tilbage på "Harry Potter and the Cursed Child" af J. K. Rowling m.fl. Det er en bog, som for alvor deler vandene  mellem fans og ivrige Harry Potter-nostalgikere. For mit eget vedkommende, var den bare unødvendig. Håblødt unødvendig. 
Hvilken bog i år 2016 overraskede dig positivt? "The Underneath" af Kathi Appelt overraskede mig med sin dramatik og hev mig ud af en lang læsedvale. Selvom bogen på papiret ikke lyder voldsomt nervepirrende, læste jeg den med hamrende hjerte. Jeg kunne slet ikke lægge den fra mig, og det havde jeg ikke regnet med.
Hvilken bog i år 2016 overraskede dig negativt? Jeg føler mig næsten hjerteløs ved at skrive det her, men "Dewey: Bibliotekskatten, der ændrede verden" af Vicki Myron som virkede så perfekt ved første øjekast, endte med at blive den mest irriterende bog, jeg længe har læst. Jeg tænker tilbage på den og får myrekryb. Også selvom det burde være en hjertevarm læseoplevelser med katte, bibliotekarer og bøger.
Hvilken bogserie opdagede du i 2016? Laini Taylors "Daughter of Smoke and Bone"-serie tog mig med storm. Jeg læste den første i de tidlige januardage, og det tog mig et par uger at få bestilt de næste bøger i serien hjem. Ventetiden var nærmest ulidelig.
Hvilken bog fra en tidligere læst forfatter var din favorit? Leigh Bardugo overraskede mig med "Crooked Kingdom". Den var langt bedre end noget andet, jeg havde læst fra hendes hånd. 
Hvilke bøger som du læste i år 2016, vil du højst sandsynligt genlæse i år 2017? Jeg vil sandsynligvis vende tilbage til enkelte essays i Neil Gaimans "The View from the Cheap Seats" på dårlige dage. Ingen kan indgyde optimisme som Neil Gaiman kan. Jeg tror også, Laini Taylors fantasy-serie står højt på min genlæsningsliste – om ikke andet, så de særligt poetiske passager i den.
Hvem var den mest mindeværdige karakter i 2016? Jeg tænker stadig meget på hovedpersonen i Gustave Flauberts novelle "A Simple Heart". Og egentligt burde jeg slet ikke tænke på hende, for Felicité er i høj grad designet til at være let at overse. Og meget let at glemme. Men noget ved hende mindede mig om Kathrine Mansfields "Miss Brill", og hendes stille, tragiske og indadvendte eksistens er så velskrevet, at hun alligevel er ganske uforglemmelig.
Hvad er dit favoritforhold fra en bog i 2016? Forholdet mellem Jude og Willem i "Et lille liv" er uforglemmeligt. Og sommetider urealistisk. Men ofte smukt, barskt og fantastisk ambivalent. Det er en kærlighed – eller forestillingen om en – som er fuldstændig betingelsesløs og næsten klaustrofobisk i sin nærhed. Det er virkelig godt skrevet. 
Hvad var den smukkeste bog, du læste i 2016? Smukkeste i forhold til bogdesignet eller indholdet?   Det fineste bogdesign jeg stødte på i 2016 var "First Love" af Ivan Turgenev fra Folio Society med dens snirkler og roser. Den smukkeste bog jeg læste var måske "Love Letters of the Great War" redigeret og indsamlet af Mandy Kirkby. Det var i hvert fald den mest rørende; måske fordi den stammede fra virkeligheden.
Hvilken bog var så spændende, du ikke kunne lægge den fra dig? "Crooked Kingdom" af Leigh Bardugo var afsindigt spændende. Action er en af dens hovedingredienser.
Hvilken bog du læste i år 2016 havde en scene, som du var ved at dø for at få lov til at diskutere med andre? Slutningen på Neil Gaimans Sandman-tegneserie! Jeg har endnu ikke mødt nogen, som har læst tegneserien til ende, og det krible-krabler i mig for at spoile og diskutere, hver gang jeg møder en, som blot har påbegyndt serien. Slutningen er så uventet og så genial. 
Hvilken bog kan du ikke begribe, du ventede med at læse indtil 2016? "Eugene Onegin" af Alexander Pushkin. Det er sådan en letlæselig historie på trods af dens avancerede rim og komplicerede oversættelseshistorie. Sproget i den er så smukt og historien så tidsløs. 
Hvad er din favorit passage eller citat fra en bog læst i 2016? Her må jeg atter gribe til Neil Gaiman og et helt særligt essay fra "The View from the Cheap Seats". Han skriver så smukt: We all—adults and children, writers and readers—have an obligation to daydream. We have an obligation to imagine. It is easy to pretend that nobody can change anything, that we are in a world in which society is huge and the individual is less than nothing: an atom in a wall, a grain of rice in a rice field. But the truth is, individuals change their world over and over, individuals make the future, and they do it by imagining that things can be different.
Hvilke blogindlæg var de bedste, du skrev i 2016? Jeg holder meget af dette indlæg med rejseminder fra Edinburgh og tanker om at gå i en bogs fodspor. Min blog er i høj grad en bogblog, men det er også en måde for mig at se tilbage i tiden og huske bestemte følelser, tanker og øjeblikke. Derfor er jeg glad for, jeg fik skrevet dette indlæg efter en yderst ambivalent specialeproces. Det var så rart at få sat ord på.
Desuden nyder jeg at se tilbage på denne gennemgang af mit hjemmebibliotek, og jeg er glad for, jeg fik skrevet dette indlæg om bogbloggerverdenen og dens værdi.
Hvad vil du huske læseåret 2016 for? 
Hvad står på din litterære to-do-liste for læseåret 2017? Helt ærligt? Ikke så meget. Mit største bog- og blogønske må være at læse gode bøger og at nyde dem. At slukke telefonen, nyde et øjebliks fordybelse og koncentration, og at bladre i bøger som jeg er i humør til at læse. Måske bliver år 2017 året, hvor jeg endelig lærer at lade være med at færdiglæse bøger, som ikke interesserer mig eller beriger mig. Det håber jeg, for min tid er næsten for sparsom til andet.
Hvad bloggen angår, drømmer jeg om at finde en optimal rytme. Jeg kan ikke længere love faste indlæg på bestemte dage – men jeg kan love mig selv, at jeg indretter mit paperbackslot lige som jeg vil. Med det som optager mig i det øjeblik jeg skriver – og ikke det planlagte indlæg fra et Excel-ark, som jeg har lovet mig selv at skrive. 

Hvad står på din litterære to-do-liste for 2017? 







søndag den 29. januar 2017

5 film for bogelskere

Ah, søndag. Søndag er sådan en oplagt filmdag, synes I ikke? Jeg får altid lyst til at krølle sammen på  sofaen med dryppende, nyvasket hår iført overdimensionerede sweatshirts og pelsede strømmer og bare se film dagen lang. Eventuelt akkompagneret af en kop te og en lille skål med småkager.
På det seneste har jeg gjort et stort nummer ud af at se film fyldt med litterære referencer og bogkærlighed. Kort sagt: oplagte film for bogelskere! Her får I mine 5 bedste filmanbefalinger med:

84 Charring Cross Road (1987)
Denne film er baseret på bogen af samme navn og handler om en amerikansk kvinde, som ikke kan få fat på de britiske bøger, hun søger. I ren desperation skriver hun til en antikvarisk boghandel i England, 84 Charring Cross Road, og får sendt bøgerne hele vejen fra England til USA sammen med et brev, hun ikke kan lade være med at svare på. Et venskab begynder hurtigt at blomstre mellem den excentriske amerikanske forfatterinde og den engelske boghandler – et venskab kun udført gennem breve fyldt med bogsnak, undren over verdenssituationen og gætterier på, hvordan livet mon er, på den anden side af atlanten.
Det er virkelig en sød og hjertevarm film – og så er den endda baseret på en sand historie! Anthony Hopkins er eminent i sin rolle som godhjertet, overhøflig og pertentlig boghandler, og også Judi Dench og Anne Bancroft skinner igennem. Det er på ingen måde en film fyldt med action eller så meget som en svag spændingskurve, men den halvanden times film føles som selskab med ligesindede bogelskere.

Matilda (1996)
Ironisk nok, er jeg ikke vokset op med Roald Dahls elskede børnebog "Matilda". Jeg læste den først i mine tidlige tyvere, og i sidste måned så jeg filmatiseringen for første gang. Det er en skam, for jeg ville have elsket historien om den alt-læsende Matilda som barn. Ikke desto mindre, elsker jeg den alligevel. Også som seksogtyveårig.
Filmen – og bogen – er en vidunderlig absurd fortælling om Matilda, som vokser op med en hæslig familie. Hendes følelsesliv og hendes behov bliver ignoreret, og hun føler sig overset og alene. Så naturligvis vender hun sig mod bøgerne og læser alt, hvad hun kan få fingrene i. Bøgerne giver er hendes medicin mod ensomheden – lige indtil hun møder den honningsøde lærer ved navn Miss Honey. Miss Honey forstår hende, og det er dem to mod resten af verden. I særdeleshed Matildas familie og den voldelige skolerektor.
Filmen er virkelig en fantastisk kreation, som fuldt ud lever op til bogen bag. Den er absurd, mystisk og mærkelig. Ondskab og godhed er fuldstændig blæst ud af proportioner, og Matilda er en slags læsende superhelt. Det er en film for alle bogelskende børn – eller voksne, som har tilbragt en stor del af barndommen på det lokale børnebibliotek.

You've Got Mail (1998)
Jeg har tidligere skrevet en kærlighedserklæring til 'You've Got Mail'. Det er min absolutte yndlingsfilm og go-to komedie på en dårlig dag, og den hører hjemme på enhver bogelskers filmliste. Også denne.
'You've Got Mail' er egentligt en klassisk 90'er komedie. Det er fortællingen om to boghandlere, som forelsker sig gennem e-mails og tidlige chatsystemer. Det eneste problem er blot, at de viser sig at kende hinanden i forvejen. Og være i skarp konkurrence; Kathleen ejer en børnebogsbutik som hun har overtaget efter sin afdøde mor, og Joe er i fuld gang med at opstarte en boghandlerkæde, som vil udkonkurrere Kathleens charmerende butik. På den måde er det en utrolig tidstypisk fortælling om internettets opstart, om kædebutikker som udkonkurrerer lokale forretninger, om hverdagsfortællinger og småtingsglæder.
Men det geniale ved 'You've Got Mail' er, at selvom den er så tidsbestemt, så er den også stadig relevant. Online dating og tilhørende personaer, personlig betjening eller priskonkurrence, og boghandlers konkurrencevilkår er stadig relevante i dag. Tilsat en håndfuld smukke bogreferencer, scener i overfyldte boghandler, kloge refleksioner og Meg Ryans lysende humør er det verdens bedste film. For bogelskere og for fans af rom-coms generelt.

Stranger than Fiction (2006)
Ordensmennesket Harold Crick hører stemmer. Eller egentligt bare én stemme. En kvindestemme som fortæller ham, hvad han tænker, hvad han laver, og hvad han skal til at gøre. Hun fortæller ham også, at han snart skal dø – og det er information, han helst ville have været foruden.
Det viser sig, at stemmen Harold Crick hører tilhører en kendt forfatter, som er ved at skrive en bog. Om ham. Alt hvad hun skriver om ham, bliver til virkelighed, og hvis hun skriver slutningen på sin roman, vil han dø. Han er på forunderlig vis blevet til en fiktiv karakter i hendes bog, samtidig med han lever sit almindelige rutineliv.
'Stranger than Fiction' er virkelig en pudseløjerlig film. Tonen er nøgtern, Harold Crick spilles af en lettere akavet Will Ferrell, imens Emma Thompson brilliant spiller den depressive forfatter, hvis ord potentielt kan dræbe Harold. Maggie Gyllenhaal, Dustin Hoffman og Queen Latifah udgør de øvrige nøglekarakterer, der alle gør den stakkels Harolds liv lidt sværere. Det er på én gang en typisk lidelseshistorie og samtidig en fin refleksion over, hvordan det ville føles at befinde sig en bog. Vidunderligt tragikomisk! 

Lost in Austen (2008)
'Lost in Austen' stiller det omvendte spørgsmål af 'Stranger than Fiction': Hvad ville du gøre, hvis du kunne hoppe ind i din yndlingsroman? Den mulighed får Amanda Price nemlig foræret. Efter sin tusinde genlæsning af Jane Austens "Pride and Prejudice" dukker bogens hovedperson, Elizabeth Bennet, pludselig op og opfordrer Amanda til at bytte plads med hende – så hun kan teste den moderne verden, imens Amanda tager til bal på Netherfield og møder Mr. Darcy. Det lyder som en drøm for Amanda, men undervejs må hun indse, at livet i det 19. århundrede ikke er helt så let, som romanerne får det til at lyde.
'Lost in Austen' er virkelig et sjovt eksperiment. Miniserien følger gennem fire afsnit Amanda gennem Austens handlingsforløb og ender med at introducere de skøreste alternative plotlinjer. Filmen kan varmt anbefales til alle Austen-fans, romantikere og læsere, som har spekuleret på, hvordan de ville begå sig i deres yndlingsroman. 

... Honourable mentions
The Neverending Story (1984) The Princess Bride (1987), The Pagemaster (1994), Adaption (2002), Midnight in Paris (2011) og sikkert mange flere ... 

Hvilken film vil du til anbefale til bogelskere? 

torsdag den 19. januar 2017

"Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" af Natasha Farrant

"Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" af Natasha Farrant fra Chicken House. Udgivet i 2016. 3/5 stjerner.


Lydia er den mest udskældte Bennet-søster i Jane Austens "Pride and Prejudice". Hun er næsten kun placeret i romanen som en form for forhindring; den søster, hvis ry familien må kæmpe imod for at indgå gode ægteskaber og forbindelser. Hun er egoistisk, skødesløs og uansvarlig. Fjantet, tankeløs og upassende. Men hun er også – hvad man ofte glemmer – en teenager.
Jeg har naturligvis aldrig brudt mig om Lydia Bennet. Austen har ikke designet hende med henblik på sympati. Men i mine seneste genlæsninger af "Pride and Prejudice" har jeg alligevel spekuleret på, om hun er den skurk, plottet gør hende til. Og i så fald: om hun er det med vilje? 
Det er den samme den tanke, Farrant skriver ud fra. "Lydia: The Wild Girl of Pride and Prejudice" er et pudsigt genskrivningsforsøg, hvor Austens "Pride and Prejudice" fortælles gennem Lydias dagbogsoptegnelser. Sproget er derfor irriterende muntert og overfladisk, og Lydias foragt for samfundsregler og konventioner gennemsyrer hver eneste side. Det er lige dele troværdigt og trættende.
Books may not judge you, but people do.” 
Fordi Farrant skriver fra Lydias synsvinkel, giver hun også læseren mulighed for at opleve de scener, som "Pride and Prejudice" elegant udelader. I denne bog kan man således få Farrants bud på, hvad Lydia lavede på tur i Brighton, hvordan hun udtænkte sin plan om at løbe bort med Wickham, og hvad der drev hende til at kaste sit gode navn – og illusionen om manerer – bort. 
Dagbogsformen er en fremragende mulighed for at kaste lys over Lydias karakter og hendes tvivlsomme valg, men desværre synes jeg ikke, Farrant udnytter den til fulde. I stedet for at bore dybere i Lydias karakter, nøjes Farrant med en overfladisk beskrivelse af en teenagepige uden én eneste dyb eller selvstændig tanke. Farrant forsøger desuden at gøre Lydias plotlinje mere romantisk med en forelskelse – problemet er bare, at forelskelsen kun er et forsøg på at gifte sig til penge, og at den derfor ikke tilføjer yderligere nuance til Lydias karakter.
Egentligt kunne bogen have været et interessant projekt – hvis den altså ikke bare genfortalte den historie, som jeg kendte i forvejen.