torsdag den 28. maj 2015

"Ruin and Rising" (The Grisha #3) af Leigh Bardugo

"Ruin and Rising" af Leigh Bardugo, fra forlaget Indigo, udgivet i 2014. 4/5 stjerner

"Ruin and Rising" er den tredje og sidste bog i Leigh Bardugos Grisha-serie, og den begynder på akkurat samme måde som dens forgænger: med en såret Alina, der er på flugt. 
Men Alina er mere end bare på flugt; hun indgår et kapløb mod tiden selv. Hvis hun ikke opsporer den forstærker, som hun mangler til sine kræfter, er hun fortabt. Og hvis mørket finder den før hende er hele Ravka fortabt.

The stars looked like they were close together, when really they were millions of miles apart. In the end, maybe love just meant longing for something impossibly bright and forever out of reach.” 

Selvom "Ruin and Rising" altid var gennemsigtig, forudsigelig og forsigtig, så var den også hele tiden smuk. Blændende. Medrivende. Og frygtindgydende. Mit hjerte blev knust igen og igen, jeg sørgede og jublede på skift med Mal, Prince Nikolai, Alina – og endda også mørkeskaberen, The Darkling. Jeg ville så gerne imødegå en lykkelig slutning for dem alle, selvom det aldrig var meningen, at det skulle ske. Det var altid enten-eller. Bardugos karakterer blev ikke skabt for at leve sammen.
Dette er en sidste bog i en trilogi – og selvfølgelig indebærer enhver finale svære valg, ofre og et endegyldigt farvel. Når bogens heltinde, Alina, ikke forsøgte at dræbe sig selv, endte hun med ufrivilligt at dræbe andre. I "Ruin and Rising" føler Alina sig tiltrukket af mørket og magten, og hun kan lige så lidt flygte fra The Darklings spor i sit hjerte, som hun kan flygte fra sig selv. Vejen til fred er altid belagt med død. Mytiske magtforstærkere og knogler, væsener fra hviskede godnathistorier, dødsdømte elskere og hjælpeløs ønsketænkning spiller en stor rolle i denne sidste kamp i Bardugos Ravka, som er et rige med tunge traditioner.
Jeg har tidligere fundet spor af Harry Potter i Bardugos ungdomsserie. Det er så svært ikke at sammenligne og ikke at bemærke det. Alina er bundet til The Darkling, som Harry Potter blev bundet til Voldemort. Uden at ville det bevæger de to fjender sig parallelt med hinanden og mod hinanden, de deler kræfter, de længdes, og en af dem forstår medfølelse, imens en anden er ude af stand til at føle. Det der adskiller dem er ikke deres ønsker, det er deres handlinger – måden de opfatter og tolker kærlighed og venskab. Og selvfølgelig er horcruxerne der også og besegler Alinas skæbne fra seriens begyndelse. Det er på ingen måde originalt, men det fungerer upåklageligt. Jeg blev hurtigt overvundet og medrevet. Jeg vendte hver eneste side med forventning og spænding.

He watches her the way Harshaw watches fire. Like he’ll never have enough of her. Like he’s trying to capture what he can before she’s gone.” 

Jeg er endt med at elske denne fantasy-serie mod alle odds. "Shadow and Bone" prikkede til min nysgerrighed, "Siege and Storm" vækkede en kærlighed til Bardugos karakterer og univers, og denne sidste bog, "Ruin and Rising", vendte min tvivl til resignation. Jeg ved godt, der er åbenlyse skønhedsfejl og typiske gentagelser i serien, men jeg holder af bøgerne på trods af alt det. Jeg kan ikke lade være.
Ravka er et så særligt univers. Med russisk inspiration og et drys af intensiteten fra folkeeventyrets mørke, føles det som noget særligt. Noget man ikke har set før, tænkt før eller læst før. Et rige med dybe rødder i noget traditionelt og historisk og dog befolket af drager, ildfugle, eventyrshjorte og en hær af bogstavelige hjerteknusere.
Det sjove er, at det særlige Ravka ikke er fyldt med særlige karakterer. Alina er ikke en udsædvanlig, Mal er gennemsnitlig, Prins Nikolai er til tider overflødig, og The Darkling er den perfekte balancefigur mellem godt og ondt, menneskelighed og monstrøsitet. De er skabelonfigurer, men med sit smukke sprog og sine tragiske skæbnetilføjelser vækker Bardugo dem til live. Hun gør det umuligt ikke at bekymre sig for Alina, heppe på Mal og håbe – for både Prins Nikolai og The Darkling. 
"Ruin and Rising" er sådan en bittersød oplevelse. Selvom bogen endte som jeg hele tiden havde forudset, den ville, tog epilogen en overraskende drejning. Mild tragedie og melankoli minder læseren om, at der ikke eksisterer en nem udvej. Bogens karakterer blev hevet ud af deres egen kroppe og presset ind i et liv, der ikke længere kan rumme dem. Nogle ting vender man aldrig tilbage fra. Ar blegner måske, men de heler ikke.

They had an ordinary life, full of ordinary things – if love can ever be called that.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar