fredag den 27. februar 2015

"Magic for Marigold" af L. M. Montgomery

"Magic for Marigold" af L. M. Montgomery, fra forlaget Sourcebooks Fire, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1929). 3/5 stjerner.

"Magic for Marigold" starter med en dikussion om et navn. Da en lille pige bliver født på en idyllisk gård, aner ingen, hvad de skal kalde hende. Moderen brænder inde med et ønskenavn; en drøm om at kalde sin pige Marigold, men også en viden om at hendes mands traditionelle familie aldrig vil tillade et så flyvsk børnenavn. Tilfældighederne vil dog, at det besluttes at opkalde barnet efter den ukendte kvindelige læge, som hjalp med at bringe hende til verden – og lægens navn viser sig derefter netop at være Marigold.
Herefter følger en sød og hjertevarm fortælling om den lille Marigolds opvækst. Marigold lever på alle måder op til sit navn, og hver dag er for hende et nyt og usandsynligt eventyr. 

Keep your dream, little Marigold, as long as you can. A dream is an immortal thing. Time cannot kill it or age wither it. You may tire of reality but never of dreams.

"Magic for Marigold" er en sådan en klassisk Montgomery-fabel. Enhver læser af Montgomerys bøger vil nikke genkende til bogens hovedperson og dannelsesforløb, for Marigold er et drømmende barn, der vokser op i en stor, traditionsbundet familie og kommer ud for alverdens eventyr. Det er simpelt og sukkersødt; skrøbeligt og fortryllende. Selvom jeg aldrig læste "Magic for Marigold" som barn, føltes læsningen alligevel som en tryg genforening med noget, som jeg tidligere har kendt og elsket. Er man forfalden til Montgomerys ord, føles hendes bøger altid som at vende hjem. 
"Magic for Marigold" er, som bogens titel indikerer, en fortælling om barndomsmagi og drømmeri. Alt lige fra beslutningen om Marigolds navngivelse til hendes bekendtskab med en ægte prinsesse fremstilles som et sandt hverdagseventyr. Marigold er en charmerende, fjollet og fantasifuld pige, som roder sig ud i alverdens problemer, selvom hun samtidig stræber efter at være et velopdragent dydsmønster efter datidens normer.
Marigold har en livlig fantasi og opfinder en veninde ved navn Sylvia som hendes nærest fortrolige. Der opstår mange rørende og hjerteskærende scener, da Marigolds familie forsøger at overbevise hende om, at Sylvia er en dagdrøm og et fantasifoster. Alene tanken om at Sylvia ikke reelt eksisterer, gør Marigold syg helt ind i sjælen. Derved illustrerer Montgomery så tydeligt den melankolske affortryllelse, der sker, når et barn vokser op. Marigold har brug for sin fantasiven og for sine drømme, for det er det, der gør hendes verden værd at leve i. 

To Marigold the tiny roses on the bush by the steps seemed like the notes or echoes of the little song that was singing itself in her heart.

På en måde anslår "Magic for Marigold" en mere hjerteskærende nostalgisk tone end Montgomerys andre bøger. Allerede i bogens dedikation opstår en længsel efter noget, der er forandret og fortabt, og gennem Marigold undersøger Montgomery hvor smertefuldt det kan være at give slip på sine barndomsdrømme. 
Efter at have læst en biografi om L. M. Montgomery, er det også gået op for mig, at imens denne bog blev skrevet, blev Montgomery dybt kritiseret for sine "gammeldags bøger med forældede idealer", og måske giver det fin mening at se bogen som et reflektion over dette litterære stilskift. For bogen slutter med forandring; Marigold skal vokse op, og hendes fortryllede verden bliver nødt til at omdannes til noget virkeligt.
Tanken om en underliggende melankoli fascinerer mig nok mere end bogen selv. For på et plotmæssigt plan er bogen blot endnu en episodisk fortælling om en lille pige, der har mange eventyr. Marigold møder både uartige prinsesser, har hemmeligheder med nabodrengen og heftige diskussioner med sin familie. Hun har kulinariske eventyr, laver ulykker og beder om tilgivelse. Bogen slutter, når hun er blot tolv år gammel, og det er kun i løbet af bogens sidste sider, der sker en reel karakterudvikling. Mest af alt, er "Magic for Marigold" nok en lystig børnebog med et fint drømmelag. Det er langt fra Montgomerys stærkeste bedrift, men det er alligevel en yndig tilføjelse til et nostalgisk forfatterskab. 

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder den fin og sød - og ja, som du beskriver det, helt i L. Montgomery's sædvanlige ånd. Er helt vild med det blide, feminine cover.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker også coveret på de nye Montgomery bøger. De er så skønne <3.

      Slet