“Confession: I have read Pride and Prejudice about 200 times. I get lost in the language; words like thither... mischance... I'm always in agony over whether Elizabeth and Mr. Darcy are really going to get together.”
Jeg husker det så tydeligt. Jeg var 12 år gammel, og jeg havde feber. Jeg var gnaven og træt, lå på sofaen i mine forældres stue, og zappede hvileløst rundt på tv'et uden at finde noget, der fangede min interesse. I stedet begyndte jeg at rode rundt i min mors VHS-samling, og satte en tilfældig film i. "You've Got Mail". Jeg så den, og jeg så den igen. I 14 dage i træk brugte jeg hver eftermiddag efter skolen på at se den. Det blev min yndlingsfilm, og det tror jeg stadig, det er.
Måske er det fordi, filmen forener så mange af mine yndlingselementer; onlinekommunikation, boghandlere, bøger og små dagligdags beretninger. Måske er det fordi, hele filmens internetperspektiv er så uskyldigt og sart, og Kathleen Kelly og Joe Fox lærer hinanden at kende uden så meget som et tilhørende fotografi af hinanden. Måske er det fordi, filmen handler om at tvinge sig selv til at være modigere, end man tror, man kan være. Eller måske er det på grund af Kathleen Kelly spillet så levende af Meg Ryan; en bogelskende, nostalgisk, stædig og evigt reflekterende kvindeskikkelse.
Selvom filmen udkom tilbage i 1998 og til dels er en inkarneret 90'er film, finder jeg så megen nutidig relevans i den. Kampen mellem bogkædegiganterne og de privatejede bogoaser er for længst udkæmpet, og skulle filmen indspilles i dag ville Kathleen Kelly være indehaveren af en kædebutik, mens Joe Fox ville komme tromlende med en Amazon-hjemmeside. Men problematikken og spændingspunktet forbliver det samme: personlig service overfor forretningsprægede rabatter.
Ligeledes er hele den online-tilværelse Kathleen Kelly og Joe Fox fører en slags utopi. De kommunikerer sammen i et anonymt rum, uden billeder eller basale informationer. De kan ikke google hinanden, og de udveksler end ikke navne. I stedet skriver de blot små hverdagsbrudstykker, refleksioner og tanker. Som Kathleen Kelly formulerer det: “The odd thing about this form of communication is that you're more likely to talk about nothing than something. But I just want to say that all this nothing has meant more to me than so many somethings.” Og netop den simple sætning opsummerer, for mig, hele grunden til at blogge og til at være online overhovedet. Det er hele baggrundstanken for min blog, udtrykt i rørende simplicitet - og nedskrevet i en tid, hvor blogging end ikke eksisterede.
På så mange måder strækker filmen sig over tid og rum, og sætter ord på ting, jeg ofte selv spekulerer over, den dag i dag. Særligt et citat har naglet sig fast i mit indre, og jeg reflekterer til stadighed over det; “Sometimes I wonder about my life. I lead a small life - well, valuable, but small - and sometimes I wonder, do I do it because I like it, or because I haven't been brave? So much of what I see reminds me of something I read in a book, when shouldn't it be the other way around?”
Jeg kunne skrive hele indlæg, uendelige word-dokumenter og starte adskillige diskussioner alene på baggrund af det ovenstående citat. For hvad Kathleen Kelly peger på, er et liv levet i bøger. Et liv så dybt involveret i maskintrykte bogstaver, at fiktionen pludselig bliver ens realverden, mens hverdagslivet kun bliver sekundært. Sommetider spekulerer jeg, ligesom Kathleen Kelly på, hvad det egentligt betyder at læse så mange bøger. Betyder det, man lever for at læse? Eller at man læser for at leve?
"You've Got Mail" er min yndlingsfilm. Det er også min mors yndlingsfilm, og vi kan aldrig se den nok. Vi ser den til jul, og vi ser den når vi er syge, triste, glade eller ikke ved, hvad vi ellers skal se. Vi griner, sukker og smiler altid over den. Dens humor bliver aldrig trættende, og dens romance bliver aldrig for kvalm.
Har I set "You've Got Mail"? Og holder I også meget af den?
Har I set "You've Got Mail"? Og holder I også meget af den?