fredag den 31. januar 2014

En film om boghandlere, kærlighed og ord;

Confession: I have read Pride and Prejudice about 200 times. I get lost in the language; words like thither... mischance... I'm always in agony over whether Elizabeth and Mr. Darcy are really going to get together.

Jeg husker det så tydeligt. Jeg var 12 år gammel, og jeg havde feber. Jeg var gnaven og træt, lå på sofaen i mine forældres stue, og zappede hvileløst rundt på tv'et uden at finde noget, der fangede min interesse. I stedet begyndte jeg at rode rundt i min mors VHS-samling, og satte en tilfældig film i. "You've Got Mail". Jeg så den, og jeg så den igen. I 14 dage i træk brugte jeg hver eftermiddag efter skolen på at se den. Det blev min yndlingsfilm, og det tror jeg stadig, det er.
Måske er det fordi, filmen forener så mange af mine yndlingselementer; onlinekommunikation, boghandlere, bøger og små dagligdags beretninger. Måske er det fordi, hele filmens internetperspektiv er så uskyldigt og sart, og Kathleen Kelly og Joe Fox lærer hinanden at kende uden så meget som et tilhørende fotografi af hinanden. Måske er det fordi, filmen handler om at tvinge sig selv til at være modigere, end man tror, man kan være. Eller måske er det på grund af Kathleen Kelly spillet så levende af Meg Ryan; en bogelskende, nostalgisk, stædig og evigt reflekterende kvindeskikkelse.
Selvom filmen udkom tilbage i 1998 og til dels er en inkarneret 90'er film, finder jeg så megen nutidig relevans i den. Kampen mellem bogkædegiganterne og de privatejede bogoaser er for længst udkæmpet, og skulle filmen indspilles i dag ville Kathleen Kelly være indehaveren af en kædebutik, mens Joe Fox ville komme tromlende med en Amazon-hjemmeside. Men problematikken og spændingspunktet forbliver det samme: personlig service overfor forretningsprægede rabatter.
Ligeledes er hele den online-tilværelse Kathleen Kelly og Joe Fox fører en slags utopi. De kommunikerer sammen i et anonymt rum, uden billeder eller basale informationer. De kan ikke google hinanden, og de udveksler end ikke navne. I stedet skriver de blot små hverdagsbrudstykker, refleksioner og tanker. Som Kathleen Kelly formulerer det: The odd thing about this form of communication is that you're more likely to talk about nothing than something. But I just want to say that all this nothing has meant more to me than so many somethings.” Og netop den simple sætning opsummerer, for mig, hele grunden til at blogge og til at være online overhovedet. Det er hele baggrundstanken for min blog, udtrykt i rørende simplicitet - og nedskrevet i en tid, hvor blogging end ikke eksisterede.
På så mange måder strækker filmen sig over tid og rum, og sætter ord på ting, jeg ofte selv spekulerer over, den dag i dag. Særligt et citat har naglet sig fast i mit indre, og jeg reflekterer til stadighed over det; Sometimes I wonder about my life. I lead a small life - well, valuable, but small - and sometimes I wonder, do I do it because I like it, or because I haven't been brave? So much of what I see reminds me of something I read in a book, when shouldn't it be the other way around?
Jeg kunne skrive hele indlæg, uendelige word-dokumenter og starte adskillige diskussioner alene på baggrund af det ovenstående citat. For hvad Kathleen Kelly peger på, er et liv levet i bøger. Et liv så dybt involveret i maskintrykte bogstaver, at fiktionen pludselig bliver ens realverden, mens hverdagslivet kun bliver sekundært. Sommetider spekulerer jeg, ligesom Kathleen Kelly på, hvad det egentligt betyder at læse så mange bøger. Betyder det, man lever for at læse? Eller at man læser for at leve?

"You've Got Mail" er min yndlingsfilm. Det er også min mors yndlingsfilm, og vi kan aldrig se den nok. Vi ser den til jul, og vi ser den når vi er syge, triste, glade eller ikke ved, hvad vi ellers skal se. Vi griner, sukker og smiler altid over den. Dens humor bliver aldrig trættende, og dens romance bliver aldrig for kvalm.

Har I set "You've Got Mail"? Og holder I også meget af den?

torsdag den 30. januar 2014

"My Ideal Bookshelf" af Thessaly La Force og Jane Mount

Jeg har tidligere skrevet om min fascination af konceptet bag Jane Mounts kunstprojekt "My Ideal Bookshelf". Læs indlægget her.

"My Ideal Bookshelf" af Thessaly La Force og Jane Mount, fra forlaget Little Brown, udgivet i 2012. 3/5 stjerner.

Kunstneren Jane Mount har med sine ideelle boghylder skabt et både smukt og enormt interessant projekt. I flere år har hun med sirlige blyantstreger tegnet opstillinger af andres yndlingsbøger - og resultatet har både en stor kunstnerisk og dybt personlig værdi. For med sine firkantede streger og påskrevne titler, tegner Jane Mount ikke blot bøger - hun skaber også et lille billede af personen bag. For de bøger vi vælger til at repræsentere os selv kan sommetider være ekstremt afslørende og dybt personlige.
I "My Ideal Bookshelf" har hun udvalgt en lang række af kreative personligheder - kendte såvel som ukendte navne - og tegnet deres ideelle boghylde, bestående af deres yndlingsbøger. Thessaly La Force har derefter sammensat små interviews med disse personer, hvor de fortæller om de bøger, de har valgt, og hvordan de har påvirket dem. På den måde fremstår bogen som et slags nøglehulsglimt ind i bogreoler og bogværdien.

I think books find their way to you when you need them. Whenever I feel like I'm not going to live to read all the books I want to read, I remind myself that the important ones find their way to me” - Rosanne Cash, muskier og forfatter

Egentligt er jeg slet ikke sikker på, at denne bog bør læses, som jeg læste den. Den bliver købt og solgt som en coffee-table book, en dekorationsgenstand, en bog til at bladre frem og tilbage i, i ledige og inspirationsløse stunder. Men jeg følte mig draget af den, og læste den, fra ende til anden, fra A til Z.
Naturligvis var mit engagement i læsningen afhængig af, hvem jeg læste om og hvilken hylde jeg betragtede. Jeg bladrede hurtigt forbi rækker af dygtige kokkes yndlingskogebøger, og jeg trak på skuldrene af modedesignernes sorte bogrygge med Chanel-logoet påtrykt. Jeg spejdede nærmest udelukkende efter de velkendte navne og læserne af skønlitteratur. I virkeligheden tror jeg, jeg søgte efter mine egne yndlingsbøger på disse fremmedes hylder; og mit hjerte bankede en anelse hurtigere, når jeg fandt dem. 
På den måde fremkaldte genkendelsen af George Eliots "Middlemarch" på en af de omhyggeligt tegnede hylder store smil, og medfølgende kærlighedserklæringer til Austens heltinder fyldte mig med lykke og nysgerrighed. Jeg læste med stor interesse om de mennesker, jeg delte en så stor litterær kærlighed med; og jeg fik lyst til at lære dem bedre at kende. Forfattere jeg aldrig har skænket en tanke, hviler nu på min uendelige læse-liste; for deres syn på mine yndlingsbøger, inspirerede mig til at læse deres bøger. 

What more could one ask of a companion? To be forever new and yet forever steady. To be strange and familiar all at once, with enough change to quicken my mind, enough steadiness to give sanctuary to my heart. The books on my shelf never asked to come together, and they would not trust or want to listen to one another; but each is a piece of a glass-stained whole without which I wouldn't make sense to myself, or to the world outside.” - Pico Iyer, forfatter

I forordet til "My Ideal Bookshelf" klargør Jane Mount og Thessaly La Force den proces, de har brugt til at skabe bogen. Tilsyneladende var ønsket blot at interviewe en så bred vifte af kreative mennesker som overhovedet muligt. En nærmere udvælgelsesproces har ikke fundet sted, og de opstillede bogreoler og menneskerne bag er snarere resultatet af tilfældigheder end eftertanke. Og det bærer bogen stort præg af.
Siderne er fyldt med designere, illustratorer, grafikere, app-udviklere, journalister, redaktører, sportsudøvere, musikere, og kokke. Tegninger af både Tony Hawks, Patti Smiths, Stephenie Meyers og Dave Eggers ideelle boghylder dukkede op, side om side med navne jeg aldrig har hørt om før.
Naturligvis var min glæde største, da jeg bladrede forbi nogle af de mere velkendte navne. Jeg læste med stor interesse om Coralie Bickford-Smith (designeren bag Penguin Clothbound Classics- serien), Daniel Handler (manden bag Lemony Snicket) og Dave Eggers, men måtte som sagt ofte give fortabt på ukendte navne med hylder fyldt af faglitteratur. 
Selvom jeg både bifalder og værdsætter dette tilfældige og brede udvalg af kreative personligheder, er det også bogens endegyldigt største svaghed. Manglen på struktur og sammenhæng er vedvarende; og når man vender en side har man ingen idé om, hvilket navn vil tone frem. Ligeledes følger de sideløbende interviews også et uigennemskueligt mønster; nogle af de interviewede præsenterer omhyggeligt deres boghylde bog for bog, mens andre fortæller om bøger generelt - og nogle slet ikke nævner bøger overhovedet. Alle interviews er personlige og smukke - men de er ikke ensartede eller systematiske.
Jeg er dog stadig dybt forelsket i bogens koncept og Jane Mounts kunst. Der er noget magisk ved at opstille de bøger, der har påvirket en som læser og som menneske. For der er intet så sigende og så dyrebart som en elsket yndlingsbog.

Books make a space feel like home - you spend time with them, they have meaning for you, and they actually look good, too. I have clients who tell me that they don't need a library because they do most of their reading on a iPad. It makes me sad. To me, nothing is more beautiful than a wall of books.” - Tom Delaven, indretningsarkitekt

tirsdag den 28. januar 2014

Tema-tirsdag #36: Om at læse varieret (og flere læse-statistikker)

Tilsammen danner de bøger jeg læser et genkendeligt cirkelmønster af genrer, tematikker og forfattere. Min kærlighed til Jane Austen, Elizabeth Gaskell, Louisa May Alcott, Neil Gaiman, Charles Dickens og Philip Pullman skinner tydeligt igennem, og ligeså gør mine  tilbagevendende genrevalg af 1800tallets klassikere, lyserødt chick-lit, eskapistisk og melankolsk børnelitteratur, fantasy-universer og historisk fiktion der atter transporterer mig tilbage til 1800tallets brusende skørter. Ofte indeholder de bøger jeg læser undertoner af kærlighed, gotisk mystik eller barnlig charme, ligesom jeg gang på gang begejstres over deskriptive passager og lyriske blandingsformer. Jeg er en meget forudsigelig læser - og dog ynder jeg at bilde mig selv ind, at jeg læser meget varieret.
Jeg har i lang tid haft en idé om, at selvom min læsning er begrænset til et minimalt udvalg af genrer, er den varieret alligevel. Bare på en anden måde. Jeg føler til tider, jeg har rejst jorden rundt med de trykte bogstaver; eller sat mig ind i tidsmaskiner og besøgt svundne tider i lange kapitler. Jeg har befundet mig i et glamourøse saloner i 1800tallets Rusland, og besøgt Googles hovedkontor i Californien. Jeg har bevidnet elendighed, krig og rigdom, og betrådt både fortid og nutid. Altsammen via bøger.
Jeg har længe bildt mig selv ind, at selvom mine bøger ikke varierede så meget i genre, så varierede de sikkert bredt i udgivelsesår, oprindelsesland og forfatterbaggrund. Derfor besluttede jeg mig for at lave en optælling og kategorisering af de 200 bøger, jeg læste sidste år. Og det viste sig, intet var helt, som jeg havde regnet med.
Jeg har i lang tid været overbevist om, jeg læste mere engelsk litteratur end amerikansk litteratur, og at jeg læste flere bøger af kvindelige forfattere end af mandlige forfattere. Jeg var sikker på, jeg havde læst ligeså meget skandinavisk litteratur som jeg havde læst russisk og fransk litteratur. Men jeg tog fejl. Og det kom en anelse bag på mig.
Naturligvis er der flere tilfældigheder og faktorer, der spiller ind. Tal og diagrammer kan så sjældent stå alene. Bl.a. var år 2013 året, hvor jeg opdagede Neil Gaiman og bevægede mig igennem hans største romaner, og desuden læste alle 13 bøger i 'A Series of Unfortunate Events'-serien af Lemony Snicket/Daniel Handler. Ligeledes krævede studielæsningen en overvægt af franske romaner, mens påvirkningen af Goodreads og amerikanske booktubers har været stor. Men ikke desto mindre har min statistik et stort gabende hul. For hvor er Asien repræsenteret?  Eller Afrika og Sydamerika, for den sags skyld? (Note: jeg har ikke talt novellesamlinger/eventyrsamlinger med i denne statistik, da de varierer i oprindelseslande. Derved har jeg læst en smule Murakami og en bred vifte af afrikanske/asiatiske eventyr. Men kun i brudstykker og ikke som hele værker.)
Det er på sin vis logisk, at man som europæer har en overvægt af vestlige værker i sin læsning. Det er indenfor rækkevidde og let tilgængeligt; både i forhold til information og relation. Men på den anden side er det netop i værkerne fra andre kulturer, man som læser kan opleve noget nyt. Noget anderledes. En rejse man så sjældent får lov til at foretage i virkelighedens verden bliver så nemt muliggjort ved at åbne en bog. Og alligevel, har jeg ikke benyttet mig af det. Faktisk har jeg slet ikke skænket det en tanke i forbifarten.

På trods af en geografisk åbenbaring, kunne jeg nikke genkende til den tidsmæssige spredning i mine læsevalg. Med min forkærlighed for 1800tallets klassikere og 1900tallets mere moderne klassikere, er der alligevel en overvægt af nutidig litteratur. Og det var netop en af mine største prioriteringer sidste år; ikke at fortabe mig så dybt i fortiden, at jeg ikke ville ænse nutidens tendenser.
Genrefordelingen er ligeledes ikke overraskende; den månedlige læsning af en lyriksamling har forenet mig med en genre, jeg elsker men alt for ofte glemmer, mens min læsning af nonfiktion ligeså stille vokser og breder sig. Den eneste genre, der beklageligt mangler er drama-læsningen, som jeg altid har forsømt. På sin vis ved jeg slet ikke, hvor jeg skal starte eller begynde; medmindre jeg atter søger tilbage til Shakespeare og hans klassiske ordspil.
At lave disse statistikker og refleksioner har været enormt givende og hjælpende for mig. Ikke alene er en personlig myte blevet iturevet og modbevist - jeg har også opdaget grundlaget for mine kommende læsemål og overvejelser. For jeg vil gerne læse varieret samtidig med, jeg befinder mig indenfor mine egne interessefelter. Og det kan sagtens lade sig gøre.

Hvad med jer? Læser i varieret - i så fald på hvilken måde? Spreder i jer over oprindelseslande, udgivelsesår og overordnede genre? Eller koncentrerer I jer i stedet om et lille verdenshjørne?

mandag den 27. januar 2014

"Anansi Boys" af Neil Gaiman

"Anansi Boys" af Neil Gaiman, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 2005). 4/5 stjerner

Dette er en fortælling om søskendeforhold, mennesker, guder og deres fælles historier. Det er en fortælling fyldt med mytologi, fantasy og en særpræget form for realisme. Gaiman arbejder endnu engang med en velkendt realverden og en surrealistisk, bagvedliggende fantasiverden.
"Anansi Boys" starter med Mr. Nancys død, og sønnen, Fat Charlies, blanding af lettelse og sorg. Da begravelsen løfter et slør for faderens sande identitet og tilværelse, bliver Fat Charlie pludselig trukket ind i et sært drama, hvor han har en tvillingebror, han aldrig har hørt om, og hans far er en gud, han aldrig har troet på.
Mr. Nancy er nemlig i virkeligheden Anansi; en afrikansk gud der hersker over hele verdens historier, og kan antage form som en edderkop. Fat Charlies hidtil ukendte bror har arvet disse evner, imens Fat Charlie ikke har et snert af overjordisk magi i sig. De to brødre mødes som sande modsætninger, og begynder hurtigt at besværliggøre hinandens liv. En søskendekamp starter - og fine historietråde sammenvæves i et kompliceret edderkoppespind.

Stories are like spiders, with all they long legs, and stories are like spiderwebs, which man gets himself all tangled up in but which look pretty when you see them under a leaf in the morning dew, and in the elegant way that they connect to one another, each to each.” 

Sommetider ved man det bare. Sommetider åbner man en bog, læser den første sætning eller det første kapitel, og man er pludselig helt sikker i sin sag. Man véd, man vil elske den bog, man knap nok har begyndt. En læsemæssig sjette sans fortæller det - og en øjeblikkelig indlevelse bekræfter det. Den slags bøger er som sjældne og kostbare juveler, men "Anansi Boys" var en af dem for mig. Bortset fra, jeg slet ikke nåede til den første sætning, før jeg bestemte mig for, jeg ville elske den. Jeg læste blot dedikationen før selve historien, og det var nok. Det var noget af det mest geniale, jeg nogensinde har læst, og det startede min begejstring for bogen, før jeg overhovedet var kommet i gang. (Se evt. omtalte dedikation på billedet ovenfor.)
"Anansi Boys" bliver ofte beskrevet som en slags fortsættelse på "American Gods", men i virkeligheden er sammenhængen mellem de to bøger af minimal størrelse. "Anansi Boys" fokuserer nemlig på en af de karakterer, som "American Gods" flygtigt introducerede; Mr. Nancy, kendt som den afrikanske edderkoppegud Anansi. Men udover en hurtig genkendelse af karakterens navn, tilføjer "American Gods" intet nyt perspektiv til læsningen af "Anansi Boys". Bøgerne kan man lethed læses hver for sig, i omvendt rækkefølge eller med flere års afbrydelse. De hænger ikke sammen - de deler blot en enkelt figur, og denne figur er historieguden selv.
Gaiman fremstiller Mr. Nancy som en charlatan, en højtlydt, fordrukken, udspekuleret og evigt manipulerende mand med en spiddende form for humor. Hans livsformål synes at være at ydmyge sin søn, Fat Charlie, som derimod er definitonen af normalitet. Fat Charlie græmmes ved enhver afvigelse fra normerne - så meget, at han ånder lettet op, da hans far dør, blot for derefter at få besøg af en bror, der er faderens udtrykte spejlbillede. Den hurtigt opsejlende søskendefejde mellem Fat Charlie og hans nyopdagede bror, Spider, er uundgåelig og barsk. Spider er ikke kun en hensynsløs gæst, der stjæler Fat Charlies kæreste og skaber problemer på hans job - han er også et billede på den far, Fat Charlie aldrig har kunne forlige sig med.
At følge denne voksende søskendekamp var både komisk og hjerteskærende; hårde ord bliver udvekslet i lighed med at morsomme episoder udleves. Gaiman formidler et tungt emne om familie, søskendekærlighed og accept, og gør det dog fjerlet ved hjælp af sine ordspil og fantasy-elementer.

 “"You're no help," he told the lime. This was unfair. It was only a lime; there was nothing special about it at all. It was doing the best it could.” 

Tonen i "Anansi Boys" er humoristisk og varm, og bogen er en charmerende page-turner. Fra den tidligere nævnte dedikation til absurde kapiteltitler såsom "Chapter Eight: In Which a Pot of Coffee Comes in Particularly Useful", bitre søskendeopgør der udvikler sig til sand krigsførelse og en hovedperson så ufrivilligt fjumret, at han både fremkalder ynk og fnis, er romanen fyldt med kendetegnende britisk humor. Jeg klukkede, fniste og spruttede af latter under læsningen.
Bogens plot er hverken så omfattende eller ambitiøst som i "American Gods"; i stedet er det en bog der fokuserer tydeligt på et fåtal af personligheder, og udforsker dem til bunds. Fat Charlie er en typisk, og næsten ubrugeligt doven, hovedperson, der pludselig befinder sig midt i et magisk kaos, han slet ikke tror på. Bogen behandler hans forløb fra kyniker til drømmer i det klassiske mønster af dannelsesromanen, og belærer samtidig læseren om vigtigheden af historier og de mennesker, der fortæller dem. På sin vis er det enormt passende, at Gaiman valgte at skrive om Anansi; Guden af fortællinger, eventyr og ord, for Gaiman selv er en sådan gud. Gang på gang bliver jeg fanget i hans glitrende spindelvæv, som var han Anansi selv, i færd med at væve et net af historier. 

Each person who ever was or is or will be has a song. It isn't a song that anybody else wrote. It has its own melody, it has its own words. Very few people get to sing their song. Most of us fear that we cannot do it justice with our voices, or that our words are too foolish or too honest, or too odd. So people live their song instead.

søndag den 26. januar 2014

Currently reading #8

Det er eksamenstid. Min læsetid er sparsom og svindende, og når de daglige skriveetaper fuldføres, summer mit hoved så meget af mine egne ord, at jeg knap nok har plads til andres. Jeg vælter fortumlet rundt; går i seng eller tænder for fjernsynet, og indtager min daglige dosis af yndlingshistorier i film-versioner istedet for bogform. Jeg glæder mig til denne periode af sammenklistrede dage og udpræget frustration er forbi; men desværre har det lange udsigter, og jeg kan først ånde lettet op i midten af februar.
Den skønlitterære bog der hviler på mit natbord i disse dage er derfor beregnet til fuldkommen eskapisme og forkortede læsestunder. "Angela Carter's Book of Fairy Tales" er en eventyrsamling med fokus på kvindelige hovedpersoner, sælsom magi og groteske scenarier. Den indeholder folkeeventyr fra hele verden; både velkendte og fuldstændigt ukendte, variationen er stor, og ligeså er min begejstring.
Jeg læser bogen forlæns og baglæns i bittesmå bidder, udvælger enkelte eventyr og genlæser andre - og dypper forsigtigt mine tæer i dens blanke vandoverflade af ord, når jeg finder et ledigt øjeblik. Jeg bevæger mig ind og ud mellem bogens sider og min egen virkelighed; to verdener der eksisterer i en rørende lighed i disse dage. I stedet for tre prøvelser for at vinde prinsen, skal jeg blot igennem tre eksaminer for at vinde friheden.

Hvad med jer - hvad læser I? Hvilken bog ligger på jeres natbord for tiden?

"Hattis tolv stammer" af Ayana Mathis

"Hattis tolv stammer" (org. titel "The Twelve Tribes of Hattie") af Ayana Mathis, fra Politikens forlag, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 3/5 stjerner.

Denne bog er delvist en familiesaga, der spreder sig over generationer og vidt forskellige livssituationer; og delvist en fortælling om en nations vedvarende kamp og gradvise forsøg på frigørelse fra racisme og sydens slaveri.
"Hattis tolv stammer" er en beretning om Hatti Shepherd, der flygtede fra Georgia til Philadelphia i 1923 i et håb om et bedre liv. Dette håb bliver dog knust, igen og igen, da Hatti ender i et skuffende ægteskab med en mand, hun ikke kan tale med, og børn hun ikke kan beskytte fra fattigdom og fornedrelse. Hattis mål er dog at forberede sine børn på denne barske hverdag, der venter dem; og hun lover sig selv at kæmpe for dem med næb og kløer.

Måske har vi kun en begrænset mængde kærlighed, som vi kan give. Vi bliver født med vores portion, og hvis vi elsker, og ikke bliver elsket nok til gengæld, er den brugt op.” 

Ayana Mathis' debutroman er en barsk fortælling om flere skæbner så vidt forskellige, at den eneste sammenhæng er et tyndt, sommetider flosset, familiebånd. Titlen, "Hattis tolv stammer" er ikke blot en bibelreference, men også en forklaring af romanens overordnede struktur. Bogen består nemlig af beretninger om Hattis ni levende og to afdøde børn samt hendes ene barnebarn. Hvert kapitel fokuserer på en specifik situation i disse børns liv, der sommetider tager form som spæde barndomsminder med moderfiguren, Hattie, i forgrunden, og andre gange udspiller sig i voksenlivet med kun en vag skygge af Hattie i erindringen.
Strukturen er både interessant og problematisk; den tillader Mathis at fremvise vidt forskellige aspekter af datidens hverdag, at demonstrere et væld af skæbner og bevæge sig frit mellem tid og rum. Fra krig til præsteembede, fra sindssyge til lungebetændelse. Spredningen er ambitiøs, og resultatet er fragmentarisk.
Romanens spring mellem karakterer og miljøer får den konsekvens, at man som læser aldrig rigtigt lærer nogle af karaktererne at kende. Kun små bidder af tragedie og karaktertræk bliver afsløret - for derefter helt at blive glemt og opgivet. Kun få af de elleve søskende går igen i hinandens kapitler, og den eneste sammenhæng er Hattie, der ofte nævnes i forbifarten af de voksne børn; eller indtager en central rolle hos spædbørnene og barnebarnet. Det føles som om, den eneste karakter Mathis vil præsentere læseren for er Hatti. De andre fungerer blot som værktøj til at demonstrere samfundets uretfærdigheder og forskelligheder. Romanen får karakter af en novellesamling, og den røde tråd er til tider næsten usynligt tynd.

Hattie ønskede at give sine babyer navne, der ikke allerede stod indgraveret på en gravsten på familiegravstederne i Georgia, så hun gav dem navne, der signalerede løfter og håb, navne der så fremad og ikke skuede tilbage.

Historierne Mathis formidler i sine kapitler har alle et tragisk element. Det første kapitel indebærer en barnedød, det næste en fornægtet seksualitet og derefter følger sygelige, svagelige og knækkede eksistenser, ulykkelige ægteskaber, skilsmisser, affærer og gambling. Tilsyneladende er Hattis slægt dømt til ulykke og forfald. Scenariet er utrøsteligt - og det er dybt rørende.
Særligt kapitlet om to af Hattis børn, Alice og Billup, fascinerede mig. I det udspiller et mærkeligt afhængighedsforhold sig; Alice tvinger Billup til at være afhængig af hende, ved konstant at minde ham om de grusomheder, han har oplevet i sin barndom. I virkeligheden spiller Alice en ejendommelig form for magtspil; hun har brug for, at Billup skal være skrøbelig og nedtrykt, for at han har brug for hende, der selv er skrøbelig som glas. Kapitlet portrætterer et komplekst søskendeforhold i løbet af blot 24 sider, for derefter at blive afbrudt af en ny historielinje om en ny slags elendighed.
Romanens struktur indebærer nemlig, at de mest interessante historier bliver sammenpressede og kvalt under de andre beretninger. Flere gange føltes slutningen af et kapitel snarere som en afbrydelse, og det endelige resultat er ikke en afrundet helhed - snarere flagrende brudstykker spredt for alle vinde.
Selvom romanen på sin vis gør, hvad den er beregnet til, og tydeligt illustrerer fortidens barske vilkår og en families indædte overlevelseskamp, er jeg efterladt med en følelse af, den kunne have gjort så meget mere - hvis blot kapitlerne havde fået lov til at tale færdig.

torsdag den 23. januar 2014

At skrive om at skrive

Trisse Gejls samtidsroman, "Siden blev det for pænt" er en fortælling om Trine Vedel, som er en kvindelig forfatter fanget i midtvejskrise og evig venteposition; med hænderne i skødet venter hun magtesløst på, hendes ægteskab vil falde fra hinanden, at smerten over hendes brors død vil forsvinde, og at inspirationen til hendes tredje roman vil dukke op. Ventetiden fordriver hun med sanseløse branderter, ligegyldige affærer og halvhjertede forsøg på at skrive en kærlighedsroman.
"Siden blev det for pænt" efterlod mig med stor begejstring og en vedvarende summen af tanker. Tanker om læsning, fortolkning og skrivning, der ville få enhver litteraturelsker til at standse op et øjeblik. For udover at være en diskussion af det moderne menneskes jagt på lykke, er "Siden blev det for pænt" også en forfatters fremstilling af en anden forfatter. Trine Vedels forfatterskab lægger sig nærmest som et metafiktivt lag over dele af fortællingen, og tillader Trisse Gejl at skrive om at skrive. Tidligt i romanen formuleres Trine Vedels forfatterkvaler med følgende sætning:

Jeg længes efter et rigtigt liv, hvor det er mig selv der mærker regnen på huden, og ikke en eller anden fiktiv figur.

Et af Trine Vedels største problemer er nemlig, at hun savner autencitet. Hun vil ikke skrive og skabe fiktive personligheder med sine ord - hun vil skabe dem med sine følelser. Bogen er fyldt med Trine Vedels refleksioner over sammenhængen mellem romaner og deres forfattere. En sammenhæng som hun mener, eksistere i højere eller mindre grad.
Denne forestilling bliver dog fuldstændig punkteret, da Trine Vedel får mulighed for at interviewe hendes store forfatteridol Richard Ford, og han fuldkommen benægter enhver sammenhæng mellem ham og hans hovedperson. Ifølge ham er hans karakterer udelukkende sproglige konstruktioner og ren fiktion. Efter interviewet vakler Trine Vedel ud, forvirret og desillusioneret. Det billede hun havde skabt sig af sin yndlingsforfatter viste sig at være en hul løgn - og hun føler sig snydt.
Diskussionen om sammenhæng mellem forfattere og deres bøger, har altid interesseret mig, for til en vis grad er det langt nemmere at forholde sig til, at forfattere skriver en brøkdel af dem selv ind i deres tekster og deres karakterer, frem for at forestille sig en utydelig forfatterskikkelse gemt væk bag en klinisk distance af ren fiktion. Som læser vil man gerne læse en bog og tro på, man har fået et glimt af forfatteren bag - måske fordi, det tilføjer en vis grad af intimitet til læsningen. Men det betyder nødvendigvis ikke, det altid er sådan.
Interessant nok opdagede jeg dog, at Trisse Gejl rent faktisk selv har interviewet Robert Ford engang - hvilket har startet en kæderække af spekulationer over bogens egen autencitet. Er Trine Vedel mere end en sproglig konstruktion? Og er hendes dybe tro på sammenhængen mellem forfattere og deres karakter i virkeligheden en afspejling af den sammenhæng, hun selv er skabt med af hendes egen forfatter? Således stiller "Siden blev det for pænt" ikke kun spørgsmålstegn ved hele skriveprocessen - men også læsningen selv. Og det kan jeg egentligt meget godt lide.

onsdag den 22. januar 2014

At iføre sig sin yndlingsbog

Sommetider forbløffer det mig, hvor mange finurlige hjemmesider og indkøbsmuligheder, internettet gemmer på. Der er ingen grænser for, hvad man kan finde - hvis blot man giver sig tiden til det. Og det er dette indlæg et tydeligt eksempel på.
Da Katja for et par måneder siden fremhævede en hjemmeside, der beskæftigede sig med boglig påklædning, begyndte jeg at kredse om en særligt yndig bluse med tryk af en af mine yndlingsbøger - Jane Austens "Pride and Prejudice". Jeg nød idéen om en fin trøje med betydningsfuldt tryk, og jeg gik i en lang og drømmende overvejelsesfase. En overvejelsesfase der må have affødt højlydt begejstring til alle i min omgangskreds - for juleaften lå den der pludselig. Blusen. Indpakket i en stor papkasse med tilhørende følgesvende.
Ikke alene er blusen sød og enormt sigende - den er også blød som en sky indvendig, umådeligt behagelig og tilpas afslappet. Jeg knuselsker den, ligesom jeg frydes over de matchende og sart lyserøde notesbøger samt den viste tote-bag med henrivende print af Louisa May Alcotts "Little Women", som jeg slet ikke selv havde fået øjnene op for. Et eller andet sted er det dybt rørende, at folk kender mig og mine yndlingsbøger så godt. Det var sådan en overraskende og dybt personlig gave at pakke op, og den blev efterfulgt af lykke, taknemmelighed og kram.

Både bluse, notesbøger og tote bag er fra outofprintclothing. De har et væld af t-shirts, bluser og småtteri med klassisk bogtryk, og I kan klikke forbi dem lige her. Selv overvejer jeg at se nærmere på blusen med Richard Adams' "Watership Down" påtrykt, da både dens design og bagvedliggende bog tiltaler mig.

tirsdag den 21. januar 2014

Tema-tirsdag #35: Illustrationer

Bøger er mere end deres tekst. En bog er en helhed, udgjort af millioner af komponenter og brudstykker - ligesom en computer er mere end dens skærm og en krop er mere end dens hud, består en bog også af mere end dens bogstaver. En bog er også et forsidetryk, en indbindning, en titel på bogryggen, et forord om/af forfatteren, en indholdsfortegnelse, en overskrift, sidetal, papirstykkelse og illustrationer. Og selvom brødteksten der befinder sig mellem det første kapitel og det afsluttende efterord afgjort vejer tungest, bidrager hvert eneste brudstykke til førstehåndsindtrykket, den overordnede læseoplevelse og den samlede bog.
Ofte er teksten dén faktor, vi forbinder bogen med - men sommetider spiller andre elementer ligeså tydeligt ind. Når jeg tænker tilbage på min barndomslæsning ser jeg en sær sammenblanding af tekst og billeder, som er så tæt forbundet, at de aldrig ville kunne fungere uden hinanden. A. A. Milnes rørende fortælling om Peter Plys i hundredemeterskoven er så dybt sammenkædet med E. H. Shepard, at jeg ikke kan tænke på teksten uden at se illustrationerne for mig - eller omvendt. Ligeledes definerer John Tenniels tegninger af Alice min forståelse af teksten i en sådan grad, at jeg ikke kan undvære dem. Quentin Blakes illustrationer til Roald Dahls børnebøger (særligt "Mathilda"), Pauline Baynes' fortolkninger af Narnia-universet, og Tove Janssons egne Mumi-streger, er flere ikoniske og uforglemmelige eksempler herpå. Det føles næsten som om, der er tilfælde, hvor teksten ikke kan stå alene - hvor illustrationerne er integreret i sådan en høj grad, at de ikke kan skilles ad.
Egentligt er definitionen af en illustration, dét at visualisere og klargøre idéer, så de er lettere at forstå - hvilket naturligvis forklarer de indiskutabelt medfølgende illustrationer i enhver børnebog. Teksten afspejles i illustrationen, der starter en kæderække af billeder og stemninger i læserens eget sind. Som et blidt skub, leder illustrationer læseren i den rigtige retning af det billede, forfatteren forsøger at danne. Forståelsen bliver større, oplevelsen bliver dybere, og den verden bogen indeholder bliver langt mere håndgribelig.
Af samme grund forstår jeg ikke, hvorfor illustrerede bøger hovedsageligt er forbeholdt barndomsverdenen. Sommetider ville jeg ønske, jeg havde en illustration til at lede mig på vej under min læsning - både af forståelsesmæssige og æstetiske årsager. For illustrationer er, uden tvivl, også smukke kunstværker, der tilføjer et ekstra lag og et ekstra liv til ordene.
Jeg bliver irrationelt lykkelig, hvis jeg bladrer gennem en bog og støder på illustrationer,  fotografier og eksperimenterende lege med typografi. Jeg knuselsker bøger, der gør brug af disse elementer - ikke til at supplere historien med, men til at fortælle den med. "Opfindelsen af Hugo Cabret" af Brian Selznick, hvor en sætning bliver afbrudt af en billedserie, og en handling bliver vist i stedet for at blive skrevet - eller "Extremely Loud and Incredibly Close" af Jonathon Safran Foer, hvor fotografier inddrages for at beskrive og belyse elementer i hovedpersonens sind. Det er fantastiske tilfælde, hvor illustrationerne ophører med blot at være illustrationer - men i stedet bliver ligeså uundværlige for læsningen som bogstaverne selv.

Betyder illustrationer i bøger noget særligt for jer? Er der nogle bøger I husker ligeså meget for deres illustrationer som for deres tekst? I så fald - hvilke?

mandag den 20. januar 2014

"Mary Barton" af Elizabeth Gaskell

"Mary Barton" af Elizabeth Gaskell, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1848). 3/5 stjerner.

Elizabeth Gaskells debutroman, "Mary Barton", er en interessant blanding af de temaer, der senere skulle komme til at dominere Gaskells forfatterskab. Skarp samfundskritik udtrykt i  de tydelige skillevægge mellem overklassen og arbejderne, stærke moralske værdier forankret i kvindelige hovedpersoner og den vedvarende søgen efter moderfigurens familiesammenhold, strømmer gennem Gaskells første roman - og kan ligeledes findes i Gaskells senere værker.
Plottet i "Mary Barton" koncentrerer sig om Barton-familien, der på mange måder er blevet mærket af livets uretfærdighed. Familiens eneste søn har lidt en tidlig død, og da moderen ligeledes sygner hen af bekymringer og sorg, er familien reduceret til en enkelt datter, Mary Barton, og hendes far, John Barton. John er ikke i stand til at håndtere sine tab og tage sig af Mary, så i stedet kaster engagerer han sig i datidens fagforeninger og arbejdsoprør. Mary er overladt til sig selv, og begynder at drømme om et ægteskab, der kan føre hende til en bedre verden. 

She covered her face with her hands, to hide the burning scarlet blushes, which even dyed her fingers.

På trods af den forholdsvist overskuelige længde på 512 sider, var jeg flere gange ved at lægge denne bog fra mig. Min koncentration svandt ind side efter side, indtil jeg nåede bogens anden halvdel og pludselig befandt mig i et svimlende dramatisk mordmysterie. Der hersker en ekstrem uligevægt mellem bogens to halvdele; den første halvdel er malerisk, filosofisk og deskriptiv, mens den anden halvdel består af et plot så sammenpresset, at det næsten føles forhastet. Selvom Gaskell evner både beskrivelse og handling til fulde, savnede jeg en forening og kombination af de to modpoler. For ingen af delene fungerer uden hinanden.
"Mary Barton" beskriver en barsk tidsperiode i barske omgivelser. Særligt bogens første del var fyldt med sorg, elendighed og død, og Gaskells kameralignende realisme var til tider ubærlig. Portrættet af familien Barton der er iturevet og halveret af dødsfald og fattigdom, er historiens kerne, og fungerer samtidig som Gaskells egen bearbejdning af personlige hændelser. Efter sigende var katalysatoren for Gaskells debutroman tabet af hendes egen søn, William, der døde i 1845. Gaskells dybtfølte tab bliver spejlet i familien Barton, der også selv mistede en søn før romanens start. Det er netop denne barnedød, romanen tager afsæt i - og det er det, der gør den så grusomt rørende.
Bogens hovedperson, Mary Barton, vokser således op i en dunkel verden. Hendes bror og mor er død, og hendes far kan ikke overskue hverdagen uden dem. Mary er overladt til sig selv, og uden velmenende og vejledende stemmer begår hun talrige fejl. I en vaklen mellem to frierier vælger hun den rigeste bejler - for blot derefter at indse, hun elsker den anden fattige arbejdsmand langt højere. Historien trækker Mary ind i et dybere mørke, da hun må vælge mellem sandhed og løgn; at beskytte sin far eller forenes med sin elsker. Mary befinder sig konstant i et moralsk dilemma, og Gaskell udforsker via hende en ensom verden uden familie.

There is always a pleasure in unravelling a mystery, in catching at the gossamer clue which will guide to certainty.

Udover at beskrive Marys indre konflikter og trøstesløse udsigter, fremviser bogen også adskillige fortabte menneskeskæbner; udslidte arbejdere nedtrampet i fattigdom og uretfærdige vilkår, og prostituerede kvinder i søgen på et glimt af frelse. Ved løbende at sidestille fattigdommens desperation med overklassens arrogance bliver meningsløsheden kun mere iøjenfaldende og mere uacceptabel. Gaskells protester er hverken så elegant indarbejdet som i "North and South" eller så overdrevet karikerede som i "Cranford" - men hendes ord har derimod umådelig kraft og sylespidse kanter, der kan få enhver fingerspids til at bløde.
"Mary Barton" er en debutroman fyldt med viktorianske faldegruber og begynderfejl; den indarbejdede fortællerstemme kommanderer højlydt med læseren, kapitlerne spilder over med overflødige ord, kærlighedshistorien er fyldt med melodrama og den løftede pegefinger er allestedsnærværende i teksten. Og alligevel formår bogen at videregive noget vigtigt og læseværdigt. Gaskell indhyller Manchester i et trøsteløst mørke - og det er i dette mørke, historiens hjerte kan findes.

søndag den 19. januar 2014

“The worst thing about new books is that they keep us from reading the old ones.”

Købet af en ny bog kan gøre mig helt ekstatisk. Jeg stryger kærligt mine fingre over helt urørte og blanke sider, eller indånder den hemmelighedsfulde duft af en brugt bogs rejse. Jeg nærstuderer illustrationer, titelblade og indholdsfortegnelser, mens jeg drømmer længselsfuldt om den dag, jeg finder tiden til at læse den. Hver gang jeg tilføjer endnu en bog til min samling, behandler jeg den som en gylden skat, som jeg ikke kan vente med at åbne og nyde - lige indtil jeg køber en ny stak, og i stedet skriver deres titler øverst på min læseliste. For akkurat som med et lille barn, er det oftest det skinnende nye legetøj, der hurtigst tiltrækker sig min opmærksomhed.
Hvor uigennemskueligt det end kan forekomme, så har jeg et system. Jeg køber mange bøger måned efter måned - men jeg læser ligeså mange. Faktisk har jeg oftest læst alle bøger fra den forudgående månedsbestilling fra Amazon, før jeg bestiller en ny. Derudover har jeg naturligvis også ældre projekter liggende; genbrugsfund og murstenstykke klassikere, som ikke er blevet købt med tanken om at blive læst nu - men derimod blot engang i en udefinerbar fremtid. I mit indre har jeg kategoriseret det som nutidsbøger og fremtidsbøger.
Fremtidsbøgerne er de bøger, der udgør byggestene i mit fremtidige bibliotek. Bøger jeg gerne vil læse en dag - men som endnu ikke fylder alverden i min bevidsthed. Litterære milepæle såsom "Ulysses" af James Joyce eller "Atlas Shrugged" af Ayn Rand, men også de mindre ambitiøse af slagsen, som blot venter på det rigtige øjeblik og den rigtige sindsstemning. Bøger jeg har købt, fordi jeg gerne vil læse dem, men ikke nødvendigvis læse dem nu.
Nutidsbøgerne er derimod den slags bøger, jeg pinefuldt venter på at samle op. Bøger jeg allesammen ville læse øjeblikkeligt, hvis blot jeg kunne, og bøger der er blevet købt med henblik på den person og den læser jeg er nu, i dette øjeblik. Det er således nutidsbøgerne, jeg oftest køber og læser - og det er nutidsbøgerne, mit indkøbssystem er opbygget efter. Jeg læser dem hurtigt, og tilføjer derfor også hurtigt flere til min samling i en evig cirkelbevægelse.
Cirklen brydes dog, når nutidsbøgerne der kalder så indtrængende på mig, pludselig hober sig op. Når der er flere bøger omkring mig, jeg gerne vil læse, end der er tid. Som nu, hvor talrige firkantede pakker under juletræet er blevet tilføjet til en, i forvejen, stor læsestak. En ganske forudsigelig konsekvens af en venlige mennesker og en omfattende række af bøger på ønskelisten. Mit system er blevet sat midlertidigt ud af spil.
Da jeg for nylig bladrede min liste af nutidsbøger igennem på Goodreads, og tilfældigt stødte på en bog jeg fik til min fødselsdag i juli, tog jeg en beslutning. En beslutning om at læse i bund, før endnu en stak af nye bøger kommer dumpende ind af brevsprækken. Jeg vil gerne dedikere min tid til de vidundere, der står på mine hylder i forvejen, før de bliver overskygget af nykøbte fornøjelser, der så hurtigt stjæler mit blik og min koncentration. Der er ikke tale om et decideret bogkøbsstop, som så ofte bliver omtalt i den boglige bloggerverden; snarere en bogkøbsreducering.  Jeg foretrækker fleksbilitet frem for strikse og ubøjelige forsæt, som jeg alligevel ender med at bryde. I hvert fald for nu.

Hvor ofte køber I nye bøger - og har I et overblik over jeres ulæste bogstakke? Holder I øje med antallet af ulæste bøger? Eller køber I blot bøger, når I falder over dem uden nærmere spekulation?

fredag den 17. januar 2014

Når virkelighed og fiktion blandes

"Alt må vige for natten" er flere ting på én gang. En mærkelig hybrid mellem virkelighed og fiktion, biografi og roman. Bogen er Delphine de Vigans forsøg på at portrættere sin mor og at afdække det livsforløb, der endte i et selvmord. Med en baggrundsviden sammenstykket af interviews med pårørende, breve, videobånd og lydoptagelser, forsøger Delphine de Vigan at rekonstruere sin mors opvækst - en virkelighed der bliver til fiktion, når Delphine de Vigan støder på flere versioner af en sandhed og derfor må lappe huller og uoverensstemmelser sammen med sin egen forestillingsevne.
En anden del af bogen beskæftiger sig netop med denne behandling af sandheden; historieforløbet om moderens opvækst afbrydes regelmæssigt af kapitler om Delphine de Vigens fremgangsmetode og refleksionerne over denne. Med omhyggelige øjne og elegante formuleringer udforsker Delphine de Vigan sit behov for overhovedet at skrive bogen og de næsten terapeutiske erkendelser, hun opnår ved det. Hun overvejer sandhedsgraden i romanen, de involveredes individuelle opfattelser af sandheden - og den reaktion, bogen unægteligt vil frembringe blandt familiemedlemmer.

Selv uden disse reflekterende kapitler, er bogen værd at læse på grund af det rørende livsforløb, den fremstiller, og den undertone af kærlighed den indeholder, men for mig var det netop forfatterens eget syn på sine egne ord, der gjorde bogen til noget helt exceptionelt, og som fremkaldte min store beundring. 
Min indre litteraturnørd jubler, når bladningsforholdene mellem virkelighed og fiktion er skæve, når skarpt opdelte linjer udtværes, og genrer flettes sammen. Delphine de Vigan stiller mange interessante spørgsmål om forholdet mellem virkelighed og fiktion - og den sandhed, der kan hvile i begge dele. For behøver de to begreber nødvendigvis at udelukke hinanden? 

onsdag den 15. januar 2014

Ironisk præcision og jagten på et sted at græde

På mange måder var den lille bog med den lyserøde forside og bemærkelsesværdige titel en særpræget læseoplevelse for mig. I "Der er ingen steder at græde her" fortæller Britt Tippins en historie om en tilsyneladende lykkelig kernefamilie bestående af Maria, hendes mand Peter og deres søn. Forhåbningerne om endnu et barn i familien begynder at veje tungt, da Maria ikke kan blive gravid, og fertilitetsbehandlinger bliver en integreret og anstrengt del af familiens hverdag. Enhver form for spontanitet og glød afvises til fordel for rutiner, skemaer og ægløsning.
Et minimalt resumé af romanen kan således hurtigt afsløre et væld af temaer og motiver, og på den måde er man som læser aldrig et øjeblik i tvivl om, hvilken retning plottet bevæger sig hen imod. Britt Tippins kradser hurtigt glimmeret af kernefamiliens glansbillede og begynder et velkendt opgør med de polerede overflader og den tilhørende romantisering. Nærvær og nutidsfølelse vejer tungt gennem siderne, og hovedpersonen Maria forsøger konstant at famle sig frem til den knap, der kan slå autopilot-indstillingen fra.
Britt Tippins skriver sig dermed ind i et velkendt tema og en lang række af moderne romaner, og netop da jeg havde afskrevet bogen som noget velkendt, stødte jeg på noget forunderligt. Et sært lille krumspring af en sætning dansede ind i mit synsfelt, og den ramte fuldstændig plet. 

Man siger, at det er lettere at være anonym i en storby end ude på landet, at de blaserte blikke ikke ænser andre mennesker, men den påstand er noget vrøvl. En eneste gang lod jeg teorien komme på prøve og tudede uhæmmet fra hjørnet af Vestergade til Skindergade, og mindst fire fremmede mennesker standsede mig på ruten for at spørge, om der var noget i vejen (hvad havde de forestillet sig, at jeg ville svare på det?), mens fem gange så mange gloede på mig, som om jeg havde fuldskæg. Nej, københavnere var konsekvent hjælpsomme, og byen omklamrede mig som en beruset klassekammerat til en genforeningsfest. [...]
Efterhånden gav jeg op; der var ingen steder at græde her.” 

Måske skyldes min begejstring for ovenstående passage, at jeg selv har prøvet at flygte fra fremmedes velmenende blikke med tårer i øjnene, måske skyldes det, at hele idéen om anonymitet i en menneskemængde er en skrøne, eller måske er det blot Britt Tippins' sans for det tragikomiske, der tiltaler mig. Uanset hvad blev hele min læseoplevelse præget af den så ironisk præcise formulering.
Linjerne beskriver nemlig ikke kun mentaliteten i Københavns menneskefyldte gader, men derimod også Marias stigende behov for et frirum og en privat sfære - et sted at være sig selv og et sted at græde. Overalt i bogens forløb er hun omgivet af irriterende og elskelige personligheder, der stiller sig i vejen for blot én enkelt glinsende tåre. På arbejdet stiller kontorstriglen Sarah nærgående spørgsmål, i hjemmet er Maria bevogtet af uskyldige barneøjne, en aldrende svigerfar og en distanceret mand. I Tivoli bliver hun nedstirret som var hun pædofil, og i Esbjerg forelsker hun sig i en illusion. Der er ingen steder at græde, ingen steder at tale frit, og ingen steder at smide masken for blot et øjeblik - og det er dét, der determinerer hele romanens udfald. 
Selvom Marias kamp for et sted at græde er absurd, er konklusionen på hendes søgen uendeligt skrøbelig og tankevækkende. For hvis der ikke er et sted at græde, betyder det vel, at vi skal smile hele tiden. Og kan man det? 

tirsdag den 14. januar 2014

Tema-tirsdag #34: "Kan du ikke anbefale mig en bog?"

Sometimes, you read a book and it fills you with this weird evangelical zeal, and you become convinced that the shattered world will never be put back together unless and until all living humans read the book. And then there are books like An Imperial Affliction, which you can't tell people about, books so special and rare and yours that advertising your affection feels like betrayal. - John Green, "The Fault in Our Stars". 

Jeg tror, det startede for et par år siden, da jeg for første gang læste "Kaninbjerget" af Richard Adams. Bogen sprængte enhver barriere og enhver tøvende forventning, jeg havde til den, og efterlod mig rundtosset og beruset af min egen glødende begejstring. Jeg opdagede en skat i den, og måtte straks dele den. Min søster blev det første offer for min entusiasme, derefter fulgte tre-fire veninder, min mor og enhver der efterspurgte en boganbefaling på min gamle blog. Jeg havde lyst til at fylde lysende neonskilte med Richard Adams' navn, og jeg flettede bogen ind i en enhver samtale. Hvis jeg kunne have skaffet en megafon, ville jeg have været en tosse, der rendte hvileløst rundt og påbød enhver at læse "Kaninbjerget". Det blev til en mærkesag for mig - og er det til en vis grad stadigvæk. For nogle bøger skal deles. Nogle bøger skal anbefales. Nogle bøger er universelle.
Det var indtil, jeg læste "Persuasion" af Jane Austen, og min verden blev vendt på hovedet. Gennem et sløret blik af tårer, fandt jeg min yndlingsbog, og jeg sagde ikke et ord om det til nogen. Jeg knugede den tynde paperback tæt ind til mig, og på en eller anden sær måde blev den min, eller blot et udefinerbart symbol på noget, der var mit. At læse den var en dybt personlig og privat oplevelse - og jeg kunne aldrig få dens titel over mine læber, når bekendte udbad sig en boganbefaling. Det ville nok have føltes som at udlevere sig selv. Så i stedet smilede jeg blot, og anbefalede "Kaninbjerget" i stedet - fordi jeg elskede den, men ikke elskede den betingelsesløst.
Hvor uhyre barnligt det end lyder, behandler jeg stadig mine favoritter med varsomhed. Med tiden har jeg udviklet en udefinerbar beskyttertrang overfor mine yndlingsbøger. Jeg venter i en blanding af nervøsitet og spænding, hvis en Goodreads-opdatering involverer en særlig elsket titel - og jeg bliver irrationelt skuffet, hvis slutresultatet er en middelmådig vurdering. Uanset hvor mange gange, jeg fortæller mig selv, at bogstaver ændrer mening, alt efter hvem der læser dem, uanset hvor logisk og rationelt jeg forsøger at tænke, og uanset hvor inderligt jeg lytter til de medfølgende forklaringer, kan jeg ikke helt distancere mig fra det. Det er ikke på grund af besiddertrang eller ejerfornemmelser, men snarere fordi det næsten føltes grænseoverskridende at dele noget, der har betydet så meget. 
Jeg tror slet ikke, det kan formuleres yndigere eller tydeligere, end John Greens ord i ovenstående citat. Nogle bøger starter et hurtigt spredende flammehav af begejstring, og må deles øjeblikkeligt - mens andre bøger er som intime kys og dyrebare minder. Nogle bøger råber man om, og andre videregiver man hviskende og nænsomt, som en hemmelighed i mørket. 

Anbefaler I altid jeres yndlingsbøger højlydt? Eller kan I genkende følelsen af tøven, når en bog rammer så dybt, at den er lidt sværere at tale om (og anbefale)?

mandag den 13. januar 2014

"The Princess Bride" af William Goldman

"The Princess Bride" af William Goldman, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1973). 5/5 stjerner

Dette er en kompliceret bog at referere og genfortælle; for den er fyldt med historier og historier om historier. Goldman leger med et drilsk glimt i øjet med sin læser, og skaber to sideløbende plotlinjer, der ofte sammenfiltres og blandes.
En stor del af "The Princess Bride" er en fortælling om Goldman selv og om en bog, hans far læste højt for ham som barn. Goldman forsøger at overtale sin egen søn til at læse "The Princess Bride" af S. Morgenstern, men indser hurtigt hans far sprang alle de kedelige og besværlige dele af bogen over ved sin højtlæsning. Derfor beslutter Goldman sig for at omskrive "The Princess Bride", og herefter følger den egentlige kernehistorie i form af det eventyr, Goldman elsker så højt. (Ironisk nok findes der ingen S. Morgenstern, og "The Princess Bride" er Goldmans helt selvopfundne eventyr.)
Eventyrsdelen i "The Princess Bride" følger en smuk pige ved navn Buttercup, hendes fejlagtige forlovelse og hendes ægte sværd-fægtende kærlighed. Eventyret veksler mellem det yndige og det komiske med elementer af fægtning, tortur, gift, hævn, kærlighedskys, modige helte, mirakler og kæmper.

This is my favorite book in all the world, though I have never read it.” 

Med sit regnbuefarvede blæk udtværer William Goldman linjen mellem virkelighed og fiktion. Han inddrager sig selv i sin egen fortælling, og fortæller om faktiske begivenheder i sit liv, samtidig med han skaber glitrende spindelvæv af sludder og vrøvl, løgne og fantasi. Han skriver side efter side om S. Morgensterns fantastiske bog, som hans far læste højt for ham som barn (selvom bogen og Morgenstern ikke eksisterer), han fortæller en rørende historie om, hvordan Morgensterns "The Princess Bride" ændrede hans liv og gav ham en uudslukkelig tørst for bøger, og han slutter af med et brændende ønske om at dele denne læseoplevelse med sin egen søn (selvom Goldman slet ikke har en søn, men derimod to døtre). Han iscenesætter sig selv som en videregiver af en allerede skrevet historie - og han bruger sit eget navn som en fiktiv karakter i bogens labyrintspil. 
På den måde indeholder "The Princess Bride" ikke blot en historie - den indeholder også en historie om en historie, en ornamenteret rammefortælling. Ved at blande sig selv ind i sin egen fiktion, fortæller Goldman om, hvordan en barndom kan blive præget af bøger, og et liv kan blive formet af ord. Værdien af en kærlig forælders højtlæsning og sporene fra en tidlig barndomsbog bliver hyldet i "The Princess Bride". Bogen er både et eventyr om yndige piger og tapre mænd - men også et eventyr om læsningen selv. Og det er dét, der gør den så usigeligt smuk.
Efterhånden som Goldman skifter emne, og kapitlerne langsomt orienterer sig mod den egentlige kernehistorie, eventyret selv, opstår løbende kommentarer og metafiktion. Goldmans fortællerstemme adresserer læseren direkte og advarer om katastrofer i de ventende kapitler eller indsætter noter og kommentarer om eventyrets morale. Lange diskussioner om hvad retfærdighed egentligt er, og hvad man egentligt kan forvente af et eventyr dukker op, kærligt indpakket i parenteser og sidenoter. Den mest elskelige karakter i "The Princess Bride" er således Goldman selv.

Her heart was a secret garden and the walls were very high.

I virkeligheden kunne man sagtens springe Goldmans lange intro-overvejelser og vedvarende kommentarer over, og fokusere på eventyrsplottet i stedet. Det ville blot være en skam; for så meget humor, stemning og læselykke ville blive tabt undervejs. Historien ville derved forvandle sig fra en ekstraordinær fortællerleg til et vanvittigt og fuldstændig uforudsigeligt eventyr.
Det inderste historielag er nemlig ikke blot et pudsigt, bedårende og hurtigt-bevægende eventyr tilsat en smule fantasy-drys; det er også en charmerende lille vittighed. Alt fra navngivelser til handlingsforløb udstråler naturlig satire. Karakterernes navne varierer fra en prinsesse ved navn Buttercup, en hest ved navn Horse, en ondskabsfuld prins ved navn Humperdinck, og inkluderer desuden en hævngerrig spanier der bliver ved med at mumle: My name is Inigo Montoya. You killed my father. Prepare to die” igen og igen. Ligeledes arbejder mirakeludøveren Miracle Max med at fremstille chokoladerovertrukne genopstandelsespiller, altimens sværd klirrer og øjne lyner. Fra ende til anden er eventyret et herligt roderi af kaos og morskab. 
På trods af denne kendetegnende satire indeholder bogen dog også glimt af dybde og inderlighed. Smukke citater flakser rundt som tusinde sommerfuglevinger i den tætskrevne tekst, og det ægte kærlighedskys er målet, der arbejdes stædigt henimod. Buttercups hjerte bristes og knuses flere gange - og ligeså gør læserens. Bogen kaster en medrivende fortryllelse på sin læser, og det er umuligt at lægge den fra sig for blot et øjeblik. Den endelige finale er en hektisk nedtælling og en neglebidende pirrende kamp mellem godt og ondt; kærlighed og had. Jeg befandt mig på kanten af lænestolen i en tilstand af dyb koncentration, indtil jeg vendte den sidste side.
"The Princess Bride" er et enestående værk, fordi den fik mig til at glemme alt omkring mig. Den trak mig ind i en genkendelig historie om læsemæssig indflydelse og litterære livsstier - og den gav mig et eventyr med både komik og skødesløs elegance. I krydsfeltet mellem en overdrevet ekstravagant skrivestil og en simpel erkendelse af højtlæsningens magi, befinder denne bog sig i mit hjerte. Og der vil den forblive, ligeså længe jeg lever, og ligeså længe jeg læser. For når alt kommer til alt, er det netop dét, bogen handler om; læsningens indvirkning på livet og livets indflydelse på læsningen.

‘Well, you haven’t once said you loved me.’ 
‘That’s all you need? Easy. I love you. Okay? Want it louder? I love you. Spell it out, should I? I ell-oh-vee-ee why-oh-you. Want it backward? You love I.’