mandag den 7. juli 2014

"Alice in Tumblr-land" af Tim Manley

"Alice in Tumblr-land" af Tim Manley, fra forlaget Penguin, udgivet i 2013.  2/5 stjerner

Med humoristiske illustrationer og et drys af mikrofiktion, genfortæller Tim Manley en lang række klassiske eventyr i moderne vendinger. "Alice in Tumblr-land" er en slags forestillingsleg; et tankeeksperiment der viser, hvordan de elskede eventyrsfigurer ville klare sig, hvis de levede i en tidsalder med sociale medier.
Bogen er opbygget i bittesmå glimt og uden rækkefølge: en kort historie om Peter Pan, efterfølges af en kommentar om Alice, som igen efterfølges af en historie om Den Grimme Ælling, for derefter at vende tilbage til Peter Pan igen. Der er mange historietråde i Tim Manleys lille bog, og selvom de alle er afrundede, er de ikke sorteret i kronologisk rækkefølge.

The Prince and the Pauper unfriended each other because neither could stand the other's political status updates.

Den lille mintgrønne bog med den pudsige titel og de fjollede illustrationer, lovede mig så meget. Jeg købte den med en forventning om komiske scenarier, kreative eventyrsvinkler og selvironisk samtidskritik. Jeg læste den på en halv time en eftermiddag, hvor jeg var ramt af eksamensstress, og den efterlod mig skuffet på samtlige punkter. På trods af dens bedårende ydre og alle dens omhyggelige illustrationer, faldt den øjeblikkeligt til jorden. Efter læsningen sad jeg tilbage med en nagende ligegyldighed, et stillestående "Og hvad så?" i mine tanker.
Problemet er, at mange af Tim Manleys omskrevne eventyr ikke har nogen umiddelbar relevans for det originale kildemateriale. Når jeg tænker på alle de retninger, som eventyrglimtene kunne bevæge sig i, undrer jeg mig meget over dem, der blev valgt. De tre bukke bruse flytter til Brooklyn og starter et indie rock-band, Tommelise får et TV-show og Guldlok begynder at spise glutenfrit. Selvom historierne resulterer i nogle søde tegninger, er de hverken relevante eller særligt kreative i forhold til de eventyr, jeg læste og elskede som barn. Tim Manleys vidunderlige koncept bliver ligegyldigt, når han digter i fri fantasi i stedet for at nyfortolke. Hvad er pointen i at inddrage specifikke eventyrsfigurer, hvis man ikke også inddrager det eventyr, de hører med i?
Andre gange er det humoren, der falder til jorden, som når Tornerose får en depression, og Beauty og hendes Beast går på juice-kur, fordi Beauty er blevet revet med af internettets thinspiration. Når Manley tager fat i så tunge emner, gør han det halvhjertet, og i stedet for tør samfundskritik udvikler det sig hurtigt til en respektløs naragtighed. 

They parted ways with a smile, the Hare hailing a cab and the Tortoise stretching his legs for a walk across the bridge. It wasn't until they were each about to fall asleep that night that it hit them at the same time: There is no destination. There isn't a winner. There never was a race.” 

Men der er også øjeblikke, hvor Manley rammer plet, og så opnår de små mikrohistorier både humor og sigende samfundskritik. Som når Den Grimme Ælling får Instagram og bruger de svagtfarvede filtre til at acceptere sit udseende mere. Eller når Skildpadden og Haren Facebook-stalker hinanden og konstant forsøger at fremstå bedre, mere succesfulde, mere lykkelige via deres overfladeliv. Eller den lange serie af Pinocchios løgnforsøg og hans voksende næse, der klodset knuser computerskærme og øjeblikkeligt afslører ham. Når Manley formår at sammenkoble eventyrtræk med internetkultur er han både morsom og forunderlig. Det er blot en skam, at hans succesrate er så lav.
Illustrationerne er dog altid yndige, altid inddragende, altid morsomme. Den lille bog består af lige dele ord og billeder, og oftest giver ordene slet ikke mening uden det akkompagnerende billede. Dog kunne jeg indimellem ikke lade være med at undres over, hvor meget Manleys tegninger trækker på Disneys filmatiseringer; Beauty tegnes i en kjole med velkendte flæselag, Den Lille Havfrues hår bølger genkendeligt og Klokkeblomst er som hevet direkte ud af den magiske barndomsfilm. Ligeledes er der øjeblikke, hvor Disney-sporene præger teksten – særligt bemærkelsesværdigt, når Den Lille Havfrue refererer til Eric; et navn som har sin oprindelse med Disney og ikke med Andersen. Spørgsmålet bliver derfor præcist hvilke eventyrsversioner, Manley egentligt fortolker.
I virkeligheden er "Alice in Tumblr-land" blot en coffee-table book, en fin lille prydsgenstand med en dekorativt bogryg og med forunderlige tegninger. Det er en bog, som kan bladres igennem på en halv time, og det er en bog, man ikke må forvente for meget af. Dens guldstunder er sparsomt få og svære at bevare tålmodigheden overfor. Som så mange blogs, der er blevet omdannet til bøger, burde "Alice in Tumblr-land" være forblevet en blog.

2 kommentarer:

  1. Jeg overvejede oprindeligt, om jeg skulle læse denne bog i denne måned, nu hvor jeg fokuserer på humoristiske bøger de kommende uger, men da jeg læste flere negative anmeldelser i løbet af foråret, endte jeg med at droppe det - og det er jeg glad for efter at have læst din anmeldelse. Det er synd, at han ikke til fulde udnytter det potentiale, der er i sådan en bog.

    (til gengæld fik jeg så læst 'Mini-shopaholic', der overraskede mig positivt :-))

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig en skam, for den har sådan et pudsigt koncept, og bogen er i sig selv så fin, så fin. Men jeg brød mig virkelig ikke om den, så nu får den bare lov til at pynte på hylden i stedet.

      Og skønt med Mini-shopaholic, Kinsellas bøger er så hyggelige!

      Slet