Litterære rejsedestinationer

På hylden blandt mine talrige rejsebøger, "Turen går til" med de røde rygge og amerikanske billedguides, står også denne; "Novel Destinations", en slags boglig rejseoversigt. 

Bogen involverer finurlige ferietips, oversigter over Ernest Hemingways, Mark Twains og Henry James' mange rejser, hotellerne de boede på og caféerne de frekventerede. Desuden er der hele kapitler om Jane Austen-seværdigheder, museer og nævnte steder i hendes fiktionelle univers. 

De mange kapitler skaber muligheden for en genoplivning af Victor Hugos Frankrig, Charles Dickens' England, Harper Lees Alabama og Louisa May Alcotts opvækst i Massachusetts. Der er udførlige guides til at følge i de storslåede forfatteres fodspor - og at opleve steder nævnt i deres største værker. For en omrejsende læsehest er det en sand perlerække af litterære rejsedestinationer. 
Jeg er efterladt med drømme om at betræde Baths gader i samme rute som Anne Elliot, at besøge Austen-familiens hus i Hampshire eller tilbringe timevis på Tolstoj-museet i Moskva, Keats-museet i London og Laura Ingalls Wilder hjemmet i Missouri - at drikke kølige drinks på en parisisk café i Hemingways skygge eller forvilde mig ind i Shakespeare & Co. og lade mine fingre glide henover uendelige rækker af bøger.
Der er noget mytisk over den slags fortidige fornemmelser; en sitrende følelse af at komme nærmere på sine storslåede forfatteridoler. Der er så mange steder at se fordelt over så mange verdenskroge. 

Bogen hedder "Novel Destinations" er skrevet af Shannon McKenna Schmidt og Joni Rendon, og udgivet af National Geographic Society i 2009. 

"Persuasion" af Jane Austen

Jeg har mange yndlingsbøger; så mange at titlen efterhånden har mistet sin styrke og sin glans. Mange af de bøger jeg lægger bag mig danner vedvarende indtryk og sætter dybe spor. En perlerække af forskelligheder gør bøgerne umulige at sammenligne og umulige at vælge imellem. Jeg elsker dem alle.

Og dog er jeg aldrig i tvivl, når jeg bliver konfronteret med spørgsmålet om hvilken entalsbog, der er min favorit. Svaret er enkelt, og det er konstant. "Persuasion" af Jane Austen. 

"Persuasion" af Jane Austen, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1817). 5/5 stjerner. 

I modsætning til de vante Austen heltinder, befinder Anne Elliot sig ikke længere i sin blomstrende ungdom. Hun håber og fantaserer ikke om, hvordan en kommende romance vil udspille sig. Anne Elliot har elsket, hun har kæmpet, og hun har tabt. Hendes kærlighedshistorie går otte år forud for romanens nutid. 
Anne Elliot blev i sine yngre dage overbevist af venner og familie om, at Frederick Wentworth ikke var en passende bejler - og hun gav efter. Deres spinkle forlovelse blev brudt, og Annes hjerte blev revet itu. Frederick Wentworth begav sig ud i Napoleonskrigen,  altimens Anne udlevede et begivenhedsløst liv i skyggen af hendes dominerende far og søster. 
Da Frederick atter vender tilbage som Kaptajn Wentworth med en vundet rang og formue, er Annes familie derimod på kanten af en ruineret økonomi; rollerne er byttet om, og luften er fyldt med smertefulde glasskår af den kærlighed, der engang blev knust.

“She had been forced into prudence in her youth, she learned romance as she grew older: the natural sequel of an unnatural beginning.” 

"Persuasion" åbner med sørgmodige og opgivende udsigter. Sir Walter Elliot betragter sit statelige gods glide ud mellem hænderne på ham som resultat af uvidende forbrug og overdreven pompøsitet. Elizabeth Elliot er ved at imødegå hendes sidste chance for ægteskab, den yngste søster Mary Musgroves hypokondriske klagesang høres højlydt, og Anne Elliot må ikke alene sige farvel til hendes elskede barndomshjem, hun har også mistet sit livs kærlighed.

Overalt hvor man ser hen, er romanens karakterer omgivet af faldne blade og efterårets varsel; Anne Elliot selv falder i ét med det trøstesløse landskab, og trækker sig sammen i håbløs isolation. Regndråberne giver genlyd gennem romanens kapitler - lige indtil Kaptajn Wentworth dukker op med en udslået paraply.

I mange henseender er "Persuasion" en melankolsk fortælling om forandring og forfald - Austens ironi er næsten ondskabsfuld, og hendes stærkeste karikatur af snæversynede mænd med statelige titler findes i Sir Walter Elliot, som vedvarende overser og undertrykker sin egen datter. Den konstante fiksering på opretholdelse af overfladiske facader i Baths selskabsliv, får datidens fornøjelsesby til at fremstå som ren tortur. I modsætning til Emma Woodhouse og Elizabeth Bennet, finder Anne Elliot ingen glæde i krystallysenes glitren og teatersalens pragt. Austens samfundskritik forsøger at fremhæve, at det øverste samfundslag blot er et luftkastel.

"I have loved none but you. Unjust I may have been, weak and resentful I have been, but never inconstant.”

Den melankolske stemning afløses dog også af fornyet håb; efteråret bliver til forår, forfald bliver til opblomstring. Hvad der gør Austens sidste roman så tankevækkende smuk, er netop dette anstrøg af spirende liv og nye chancer. 
Tempoet i "Persuasion" er forholdsvist stilfærdigt gennem hele romanens forløb - tilfældige møder, indadvente iagttagelser og frustrerende personligheder udgør størstedelen af kapitlernes omdrejningspunkter. Men Austens tilføjelser af komiske karakterer, sanselige beskrivelser og følelsesmæssige opgør farver læsningen og vender siderne med en flyvende lethed. Annes position overfor Wentworth er i konstant forandring og fungerer som en tikkende optakt. De sidste kapitler er en kraftfuld kulmination, som igen og igen har reduceret mig til tårer. Ved enhver genlæsning bliver jeg chokeret over Austens graciøse storhed og yndefulde armbevægelser. Omstændighederne der omgiver klimakset er så præcist udregnede med henblik på den største effekt overhovedet muligt; selv karakternes bevægelser er koreograferet ned til den mindste omhyggelige detalje. 
Siderne i Austens sidste roman binder mig altid fast med silkebånd og i de talrige blondelag af melankoli, samfundskritik og forandring, finder jeg min yndlingshistorie - den mest forhåbningsfulde kærlighedsberetning nogensinde skrevet. 

“When pain is over, the remembrance of it often becomes a pleasure.”

"The Time Traveler's Wife" af Audrey Niffenegger

"The Time Traveler's Wife" af Audrey Niffenegger, fra forlaget Vintage, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2003). 3/5 stjerner.

"The Time Traveler's Wife" er en kærlighedshistorie, der undviger al logik og almindelig forventning. Henry DeTamble og Clare Abshires liv er uundgåeligt sammenfiltret, og deres kærlighed breder sig over både tid og sted. 
På grund af en genetisk sygdom kastes Henry rundt i tiden, når han udsættes for stressede situationer. Med en håbløs uforudsigelighed besøger han sin egen fortid eller får et sjældent glimt af den fjerne fremtid. Oftest bliver han dog draget til en fredfyldt eng, hvor en lille pige venter forhåbningsfuldt på ham - og han befinder sig således overfor sin egen kone som 6-årig. 

“We laugh and laugh, and nothing can ever be sad, no one can be lost, or dead, or far away: right now we are here, and nothing can mar our perfection, or steal the joy of this perfect moment.” 

Det er pudsigt, hvordan en bog kan trække i uendelige langdrag, udgøre en tungsindig kamp mod de glidende øjenlåg og være en sand pinsel at komme igennem; for derefter at foretage et uforudset krumspring og slutte med så inddragende toner, at al besværet bliver glemt. Det er altid de sidste, afsluttende ord, der farver hukommelsen, og afgør hvordan man husker en bog. En god slutning er i stand til at blænde og hypnotisere, og henkaste de første kapitler i evig forglemmelse. I virkeligheden er det nok en smule misledende. 
Og lige præcis slutningen i "The Time Traveler's Wife" efterlod mig åndeløs efter flere hundrede siders kedsomhed. På et udefinerbart punkt under min læsning ændrede mine panderynker sig til tårespor. Bogen holdte mig vågen efter det sænkede nattemørke, og jeg lagde den fra mig med fugtige øjne. De sidste hundrede sider var en perfekt blanding af interessante filosofier, yndige formuleringer og følelser med en desperat dybde. Jeg kunne have levet i de sidste kapitler for evigt. 
Den forblændende slutning udøvede dens magi, og jeg overvejede at bedømme bogen med fem stjerner og alverdens ros - men så kom jeg i tanke om begyndelsen og midten af romanen, og overvejede at give den to stjerner i stedet. 

Sandheden er, at langt størstedelen af min læsning gik med at tælle sidetal ("nu har jeg kun trehundrede sider tilbage...") og gabe. Niffeneggers roman føles alt andet end velbalanceret i dens struktur, og selvom læseren bliver belønnet for sine kvaler med et sandt festfyrværkeri af en slutning, kræver det en urimelig styrke at nå dertil. 

“I look at him, look at the book, remember, this book, this moment, the first book I loved, remember wanting to crawl into it and sleep.”

Niffeneggers skrivestil er betagende og besættende; flere af sætningerne har en særlig lyrisk rytme, som er værd at nedskrive og gemme for evigt. Desværre er hendes karakterisering en anelse vag, og især Clare var problematisk for mig at holde af.  Jeg sukkede ofte over hendes mangel på selvstændighed samt hendes usympatiske og overfladiske håndtering af konflikter.
Jeg nåede aldrig at danne mig en endelig konklusion af Clare og Henrys kærlighedsforhold. Deres sammenviklede skæbner, fra barndom til voksenliv, skaber en forståeligt stærk tilknytning, og indeholder en dyrebar pointe om, hvordan andre kan influere og forme en som person. Deres forhold er dog præget af en sær form for determinisme; ofte lyder det som om, de bliver forelskede, fordi de ved, at de alligevel vil ende sammen. Svækkelsen af den frie vilje udgør en langsom optrevling af deres kærligheds troværdighed.

“Time is priceless, but it’s Free. You can't own it, you can use it. You can spend it. But you can't keep it. Once you've lost it you can never get it back.” 

Det skærer en smule i mit hjerte at indtaste denne bog under kategorien 'science fiction'. Henrys tidsrejser fungerer først og fremmest som en metode til at beskrive og undersøge karaktererne fra flere tidshorisonter. Niffenegger bevæger sig frit rundt i Henry og Clares opvækst; deres livs højdepunkter og afgrøfter demonstreres, og deres gradvise personlighedsdannelse påvises. De mere højtflyvende aspekter i Henrys tidsrejseri udforskes knap nok. Science fiction-elementet er mest af alt blot byggestenen til den strukturelle ramme. 
Historiens kerne hviler måske i virkeligheden hverken på tidsrejser eller kærlighed. Jeg læser "The Time Traveler's Wife" som en historie om ungdom og alderdom - en smuk redegørelse for, hvordan livet kan udarte sig, og hvordan en enkelt person kan udgøre forskellen for adskillige menneskeliv. 

Konkurrence #3: Sommerlæsning

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Lindhardt og Ringhof.

Da jeg i går morges bladrede rutinemæssigt rundt i Bloglovin's faner, fik jeg et chok. Et stort chok. Ikke alene havde Emily nedskrevet søde ord om min lille blog; mit læsertal var også pludselig blevet fordoblet. På en enkel nat. Jeg er så beæret over denne, ret eksplosive, vækst og jeg er så lykkelig over, at I har lyst til at læse med. Og hvilken bedre måde at byde nye læsere velkommen på end med en lille konkurrence? 
For nylig havde jeg fornøjelsen af at foretage en tidsrejse til 1920'ernes Paris. Sammen med Hemingway slentrede jeg igennem smalle gader og mødte sagnomspundne forfattere. "Der er ingen ende på Paris" transporterede mig til en magisk tidsalder i en magisk by. Og nu kan en af jer også tage på en tidsrejse; Lindhardt og Ringhof har nemlig været så søde at sende mig et ekstra eksemplar af Hemingways skriverier. I kan læse meget mere om bogen lige her. 

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg og fortælle, hvilken bog I starter jeres sommerlæsning med. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 5/7, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder.

"Judging a Book by Its Lover" af Lauren Leto

"Judging a Book by Its Lover" af Lauren Leto, fra forlaget Harper Perennial, udgivet i 2012. 4/5 stjerner. 

Med en ligelig blanding af personlige essays om læseoplevelser og barndomserindringer samt listeskrivelser med latterliggørelse af forfattere og deres læsere, skriver Lauren Leto sin vej igennem bøgernes verden.
Denne lille grønne bog indeholder både lovprisninger af boghandlere, bogreoler, børnelitteratur, spirende forfattere og læsningen selv; men den indeholder også skarpe karikaturer og lange lister om prætentiøse forfattere samt tips til at tale nedladende om bøger, man end ikke har læst.
Dette er først og fremmest en bog der bør læses af læsere - af den særligt dedikerede slags.

“Life happens alongside the act of reading — a story is forever mixed with where we were and what we were doing while we were reading that book.” 

Jeg læste denne bog i løbet af en enkel aften - jeg fortærede den, og den forsvandt. Og på den ene aften læsningen varede, formåede jeg både at blive rørt, begejstret, irriteret, fornærmet og mest af alt: underholdt. Jeg blev kastet ud i et hav af højlydte lattereksplosioner og en regnbuenuance af modstridende følelser. 
Allerede fra bogens første kapitel nikkede jeg i samtykkende genkendelse: Letos historie om en barndom udlevet i bøger og bekymrede forældre, der forsigtigt foreslår at "prøve lidt udendørs leg" afspejler min til perfektion. Og det er netop dét udgangspunkt, denne lille essaysamling er bygget op omkring; kærligheden til bøger og til læsningens magiske dimensioner.  Uanset hvor mange forfattere og læsergrupper Leto spidder med sin skarpe pen, kan man hele tiden fornemme en understrøm af varme og læseglæde. Nostalgiske minder om færden i bedsteforældrenes hus proppet med bogstabler, og skøre scenarier om jagten på en engelsk udgave af den syvende Harry Potter bog i Japan gør Leto til en genkendelig artsfælle og en elskelig fortællerstemme. 
De mange korte essays kommer vidt omkring og opfordrer også til dybe refleksioner over nutidige problemstillinger i bogbranchen. Med paralleller til filmen "You've Got Mail" understreger Leto også værdien i at købe bøger lokalt, og med en sukkende opgivenhed diskuteres e-bogens fordele og ulemper med en sluttelig konklusion af, at fornøjelsen ved at iagttage en fremmeds læseoplevelse langsomt er ved svinde ind. 
En stor del af bogen består også af listeskrivning og en hidtil ukendt form for litterær humor. "The Rules of Fight Club" omskrives til "The Rules of Book Club", og sammenligninger med læsere og katte oplistes til en begrundelse for at ændre udtrykket "bookworm" til bookcat" (hvilket iøvrigt giver fin mening i min optik). 

“People often talk of the smell of bookstores, a concentrated fragrance of paper and bindings. But there's more to it than a certain smell; there's a humming excitiment in the air that, if you think about it, seems out of place for a room filled with objects that cannot twirl, bleat, or shine. Bookstores contain the residue of thousands of people who went in there to find an experience, a narrative that guided them to a new place or reinforced what they were doing. Whether you find yourself in Meg Ryan's or Tom Hanks's store, there's always a quiet corner and a new story to find.” 

Dette er dog ikke en bog for alle. Faktisk langt fra. En vis grad af læsekærlighed er påkrævet for at nyde den; og også en stor portion af selvironi. Leto blander sine fordomme overfor forfattere og deres dedikerede læsere med et gran af sandhed, og både fans af Stephenie Meyer, Jonathan Saffran Foer og Jane Austen står direkte i hendes skudlinje. Hendes pudsige observationer af store forfatterskaber er skrevet i vittige vendinger, og når de blandes ind mellem kapitlerne om hendes personlige læseoplevelser, dannes der en varm undertone - selv gennem den mest generaliserende antagelse.

Der var dog også essays i samlingen, som jeg sprang lettere henover og blot hastigt lod mine øjne skimme igennem. Nogle af listerne over hvordan man kan lade som om, man har læst en bog blev en anelse for gentagende i længden og grænsede til tider til det prætentiøse.

"Judging a Book by Its Lover" er en bog om bøger, og i den finder man en højtflyvende læselykke i et kolossalt besættende omfang. På de blanke sider mellem kapitlerne, i det spinkle mellemrum mellem linjerne, og i limen der holder bogryggen sammen, finder man den smukkeste historie af dem alle; en historie om hvordan bøger kan forme liv, influere personligheder, knytte bånd og indtage hjerter. Uanset om Lauren Leto skriver henrykt ros eller provokerende fraser, skriver hun med passion. Den helt særlige passion som kun en læser har følt, når det sidste sideblad vendes. Den simple læseglæde. 

Som bonusinfo kan jeg tilføje, det er muligt at læse nogle af bogens kapitler online. Klik din vej igennem essayet "The Literati - or, Why Ernest Hemingway Once Told John Updike Literary New York Is a Bottle Full of Tapeworms Trying to Feed on Each Other" lige her. 

Du kan også læse uddrag fra kapitlet "Stereotyping People by Their Favorite Author" lige her, og et andet uddrag af kapitlet "How to Fake It" lige her. 

Hvis I læser igennem kapitlerne så fortæl mig endelig, om I deler min begejstring. 

Tema-tirsdag #10: Læsefrihed og ferie-læselisten

Jeg er ikke sikker på, det er muligt for mig at fastholde mine fødder på landjorden. Mit sind er boblende legende let, og mit hjerte er i svævende ekstase. Jeg render rundt og nynner små brudstykker fra fjollede melodier, tager hoppende skridt og smiler til enhver, der tilfældigt krydser min vej og passerer mig i forbifarten. Dagen er blevet oplyst af et skinnende 10tal, og den sidste kunstfærdige sløjfe på min BA-uddannelse. Tre års studier er afsluttet; tre års kamp, fryd, glæde og udfordringer er blevet beseglet. Jeg kan knap nok rumme al den lykkefølelse i min krop.
Med den sidste indrammede karakterer er ferien også kommet; og med ferie følger friheden - friheden til at læse hvad man vil. De tykke fagbøger om kulturanalyse og strategisk reklame er allerede erstattet af en farverig stak af kommende fornøjelser. Jeg har i lang tid planlagt min ferielæsning - og nu kan jeg endelig begynde.
Det er efterhånden en ubrydelig tradition, at jeg efter hver eksamensperiode vender tilbage til mit udgangspunkt og genlæser min udødelige yndlingsbog: "Persuasion" af Jane Austen. Det fungerer som en belønning af den sødeste slags. Jeg vil desuden også genlæse "Stardust" af Neil Gaiman, som jeg har lyst til endnu engang at forsvinde ind i. 
Til de varme sommerdage fyldt med solskin, blomsterduft og jordbær, venter "The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making" af Catherynne M. Valente, sammen med "The Mysterious Benedict Society" af Trenton Lee Stewart. De er begge eventyrsbøger i børneform, som tåler adskillige distraktioner og pauser. 
Danmarks talrige regnvejrsdage med tordenen som stemningsskabende baggrundsmusik vil jeg tilbringe med en kop te og "Lolita" af Vladimir Nabokov - og muligvis også Leo Tolstojs "Krig og Fred", som jeg længe har haft store ambitioner om at læse.
Min e-bogslæser er fyldt med "A Song of Ice and Fire" serien af George R. R. Martin, som skal underholde mig på den lange køretur til Italien og under de mange timers dovent afslappede strandlæsning. Jeg ser sådan frem til at tage del i det univers, som alle snakker om. 
Sommerens mange vildveje og omveje vil naturligvis lede mig i en cirkulær bevægelse, tilbage til Neil Gaiman og hans surrealistiske eventyrsunivers. "American Gods" og "Anansi Boys" er blandt de øverste bøger på listen.

Hvad med jer? Hvad skal I læse i ferien? 
I dagens anledning har jeg også lavet en lillebitte stemningsfilm med klip fra de sidste par dage. Jeg er så glad for endelig at kunne lægge teorilæsningen bag mig, og finde fornøjelseslæsningen frem. 

Vinderen af Austen-konkurrencen

Midt i al mit eksamenskaos, det dybe hav af omkringliggende notater og tilfældige kopiark, glemte jeg næsten konkurrence-udtrækningen. En hurtig løsning blev at lade Nico sige et tal og tælle min vej derfra. Tilfældet bestemte, og vinderen af "Emma" fra Lindhardt og Ringhof blev således Nina, som jeg straks sender en mail. 

Jeg takker endnu engang jer alle for jeres store deltagelse og opbakning - I gør det så sjovt og hyggeligt at holde konkurrencer, og jeg har nydt at læse jeres små præsentationer af jeres yndlingsforfattere.

På torsdag starter jeg endnu en bogkonkurrence, og jeg glæder mig allerede til at udlodde en ny bog til jer; verdens bedste læsere. 

"Der er ingen ende på Paris" af Ernest Hemingway

"Der er ingen ende på Paris" (org. titel "A Moveable Feast") af Ernest Hemingway, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1964). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. 4/5 stjerner.

Jeg kan ikke umiddelbart kategorisere "Der er ingen ende på Paris"; hverken i indhold eller form. Bogen er udgjort af små fortællinger, brudstykker fra Hemingways erindringer om hans tid i Paris i 1920'erne. Disse fragmenter fungerer både som et memoir og som fiktion.
Bogen er således et personligt tilbageblik, en fundering og filosofering over forbipasserede fejltagelser og glæder - men også en stemningsdannende beskrivelse af datidens sprudlende Paris, det sagnomspundne kunstnermiljø og forfattermentaliteten. 
Historierne føles mest af alt som et intimt indblik ind i en verden, hvor en bogbutik ved navn Shakespeare & Co. var det sociale samlingspunkt, og hvor forfattere som Joyce, Fitzgerald og Hemingway mødtes tilfældigt på parisiske caféer. 

“Når foråret kom, selv det falske forår, fandtes der ingen problemer, ud over hvor man skulle være mest lykkelig. Det eneste der kunne spolere en dag, var mennesker, og hvis man kunne lade være med at træffe aftaler, var hver dag uden grænser. Det var altid mennesker der begrænsede ens lykke, undtagen de meget få der var lige så gode som foråret selv.”

At læse "Der er ingen ende på Paris" er som at påtage sig Owen Wilsons rolle i "Midnight in Paris" og tumle ind i 1920'ernes glamourøse Paris. Hemingway anslår en familiær tone og tager læseren med sig på hans nattevandringer gennem byernes by. Med en næsten dagbogslignende fortrolighed maler han portrætter af Fitzgerald-parrets turbulente forhold og Gertrude Steins excentriske omgangskreds. At læse om så store historiske skikkelser fra en så nærværende synsvinkel føles næsten hjertestoppende virkeligt. Jeg lukkede bogen med en følelse af at have været vidne til en svunden tid; at have genoplevet noget fortabt. 

En stor del af denne bog beskæftiger sig dog også med Hemingways skriveproces, hans forståelse af skrivemaskinens dynamiske klikken og hans inspirationskilder. Hans ideologi om "den ene sande sætning" markeres tydeligt gennem bogens kapitler. Hemingway skriver med en hudløs, næsten brutal, ærlighed, og ikke en eneste sætning eller et eneste ord er overflødigt i hans kompositioner. Han beviser således sin egen tese; at ord sagtens kan udtrykke en fuld mening i simpelhed. Selv i en dansk oversættelse mister hans ord ikke deres rytme eller kraft. 

Denne nyligt udgivne udgave af "Der er ingen ende på Paris" indeholder også et ufærdigt udkast til det sidste samlende kapitel, som Hemingway aldrig nåede at færdiggøre. Hans mange omskrivninger og versioner af den samme sætning er et fascinerende indblik i netop den skriveproces, som bogen forsøger at illustrere. 

“Men Paris var en meget gammel by, og vi var unge, og ingenting var enkelt dér, ikke engang fattigdom eller pludselig velstand eller månelyset eller rigtigt og forkert eller vejrtrækningen hos hende der lå lige ved siden af én i sengen.”

Det er muligt at læse denne bog fra adskillige vinkler og synspunkter. I en bred forstand er der tale om en levendeliggørelse af 1920'ernes tidsånd, datidens fremtrædende forfattere og kunstnerskikkelser - en smuk tidskapsel af Hemingways elskede Paris. Men det kan også indsnævres til en dybt personlig, melankolsk og taknemmelig serie af erindringer; erindringer om et fattigt kunstnerliv, om spillen på væddeløbsheste, glæden der kan findes i bunden af et glas rødvin, en falmet kærlighed og en nyopstået passion. En slutning og en begyndelse.

"Der er ingen ende på Paris" beskriver store personligheder og overvældende tidsperioder. Men bogens største, og mest overvældende, personlighed er Hemingway selv.

“Der er aldrig nogen ende på Paris, og mindet om hvert menneske der har boet i den, adskiller sig fra ethvert andet. Vi vendte altid tilbage til den, lige meget hvem vi var eller hvordan den havde forandret sig, eller hvor vanskeligt eller hvor nemt det var at komme dertil. Det var altid umagen værd, og vi fik noget tilbage for alt hvad vi havde med til den.”

"A book is a gift you can open again and again."

Tiden flyver forbi; urenes visere danner en komplet cirkel, afrevne kalenderblade fylder skraldespanden, snevejr bliver til solskin og snart er det min fødselsdag igen. Jeg er ikke skræmt af min opadtikkende alder; snarere af den forbitikkende tid. Sommetider famler jeg blindt efter en stopknap, en pauseknap, en slowmotionfunktion, så jeg kan fastholde de flygtige øjeblikke en smule længere og nyde dem en smule mere. De flyver alt for hurtigt forbi.

Jeg er naturligvis blevet beordret i gang med udarbejdelsen af endnu en ønskeliste; og jeg må, som altid, forsøge at begrænse mig og ikke udelukkende lade den bestå af bøger og kjoler. 

1: "The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman. Det kribler i mine fingre for at påbegynde læsningen af Neil Gaimans spritnye bog. Bogen skulle, tilsyneladende, være en fortælling om barndom for voksne. Alene det præmis drager mig ind.  2: "Miss Peregrine's Home for Peculiar Children" af Ransom Riggs. En sælsom og dyster fantasifortælling, der på smukkeste vis kombinerer fotografier og ord. 3: "Young Romantics: The Shelleys, Byron and Other Tangled Lives" af Daisy Hay. Denne bog er en beretning om en af mine helt store fascinationer: de engelske digtere fra romantikken. Der er tale om en dybdegående forklaring af datidens litterære samfund, og de sociale cirkler digterne bevægede sig rundt i.  4: "Four Tales" af Philip Pullman. Eventyrshistorier fra en af mine yndlingsforfattere i en lilla vidunderindpakning.  5: Mumi sommerkrus 2013. Verdens sødeste krus med verdens sødeste trolde; Snorkfrøkenen er min yndling, og det farverige porcelænstryk vil drysse glædessmil over mine døsige morgenstunder. 6: "My Ideal Bookshelf" af Jane Mount.  Tegnet bogkunst og et minimalt glimt af hvilke bøger, der har påvirket og formet andre. En bog der både kan bladres og læses igennem.  7:  "Moab is my Washpot" af Stephen Fry. Jeg læser stort set aldrig selvbiografier, men denne har alligevel vakt min opmærksomhed. Stephen Frys karismatiske personlighed kombineret med hans intelligente skrivestil kan umuligt ende med andet end fornøjelig læsning. 
Hvilke bøger står øverst på jeres ønskeliste? 

"Neverwhere" af Neil Gaiman

"Neverwhere" af Neil Gaiman, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2003 (org. udgivet i 1996). 5/5 stjerner. 

Ligesom Hogwarts er ikke-eksisterende for enhver uindviet muggler, findes der en verden under Londons gader, som ingen almindelige mennesker er i stand til at begribe. En sær og mærkværdig verden, et makabert spejlbillede af det velkendte London.
Richard Mayhew finder en dag en pige med blødende sår liggende på gaden. Han tager hende til sig og hjælper hende - og befinder sig pludselig i en hvirvelvind af usandsynlige omstændigheder. Fra sin vante og trivielle dagligdag i 'London Above', kastes han ned i det kaotiske 'London Below', hvor stedsbetegnelserne på én gang er letgenkendelige og komplet fremmede.

“Metaphors failed him, then. He had gone beyond the world of metaphor and simile into the place of things that are, and it was changing him.”

Da jeg blev færdig med "Neverwhere", befandt jeg mig i en drømmelignende trance. Jeg sad, helt ubevidst, og knugede bogen tæt ind til mig. Min kæreste kiggede undrende på mig, hævede øjenbrynene og bad mig om at "lade være med at bøje bogen". Og fortryllelsen blev  brudt, magien blev omdannet til begejstring, og begejstringen transformerede sig til beundring. Beundring for Neil Gaiman, hans fantasi og hans forfatterskab.
Verdenen der præsenteres i "Neverwhere" er en parallelverden og stilles konstant i kontrast til dens realistiske modpol. London Below er et sted, hvor alle som er 'faldet gennem verdens sprækker' havner - og som konsekvens bliver de til skyggeeksistenser i London Above. Heri ligger en fin observation af, hvor let menneskeheden har ved at lukke øjnene for det ubehagelige og det uvisse; de fattige, hjemløse og hjælpeløse som ofte færdes på gaden som usynlige væsner. Gaiman fejrer således samfundets skævheder og udskud, og London Below er overbefolket af håbløst naive og angstplagede personligheder, som alle prøver at finde deres egen vej i deres egen virkelighed. 
London Below er udgjort af vilde og højtflyvende forestillinger; kloak-lignende labyrinter, rotte-tilbedende samfund, monstre, uplacerbare markedspladser og huse der forbinder lokaler over hele London. Det er et forvrænget sted med drømmeelementer og mareridtsmørke, en kombination af en fantasiverden og en faktisk destination med genkendelige stednavne og områder - og som resultat, er det fuldstændig forståeligt. 

“Richard did not believe in angels, he never had. He was damned if he was going to start now. Still, it was much easier not to believe in something when it was not actually looking directly at you and saying your name..” 

Persongalleriet i "Neverwhere" er både komisk, forstyrrende, bedårende og interessant. Mr. Croup og Mr. Vandemar fortjener en plads blandt litteraturens bedste skurke; deres usigelige eufori over mord og tortur samt deres bizarre forbigående samtaler er splittet mellem ubehag og komik. 
Lady Door, den kvindelige hovedperson, er en udpræget venlig og varm karakter - hvorimod hendes bodyguard, Hunter, er distanceret, uengageret og kold. Marquis de Carabar minder påfaldende meget om Rumleskaft med alle hans udspekulerede planer, komplicerede handler og mange tjenester. 
Richard Mayhew gennemgår selv en fantastisk udviklingsproces gennem sin eventyrsfærd. Han starter som en usympatisk og triviel hovedperson på jagt efter en sløret drøm om en 'normal tilværelse', og ender som en helt, en sejrsherre og en omsorgsfuld ven. Efterhånden som bogen lakker mod enden, indser han, at hans guldrandende drøm har rustne kanter, og begynder at revaluere hans livsstil og livsværdier. Han opdager, at hans identitet ikke behøver at være defineret af hans lejlighed, hans job eller hans kæreste - han opdager, hvem han er i den inderste krog af hans sind. 
Alle karaktererne har deres egen individuelle stemme, en helt unik måde at tale på, opføre sig på, og et særegent regelsæt at ræsonnere efter. De har alle en vidt forskellig livsfilosofi, en vidt forskellig søgen og et vidt forskelligt mål; og de forenes i en farverig eksplosion af forræderi, tillid, venskab, aftaler og hævn. Måske kan "Neverwhere" i virkeligheden tolkes som en indsigtsfuld undersøgelse af menneskets forskelligheder og interageren. 

“There was no moon but the night sky was a riot of crisp and glittering autumn stars. There were streetlights too and lights on buildings and on bridges which looked like earthbound stars and they glimmered repeated as they were reflected with the city in the night water of the Thames. It’s fairyland thought Richard.”

Plottet er fyldt med eventyr, illusionære blindgyder og uventede drejninger. Alle mine gætterier i starten af bogen faldt til jorden og blev erstattet med uforudsete muligheder. "Neverwhere" er et medrivende opdagelsesforløb, der navigerer omhyggeligt rundt i et hav af karakterer. Kapitlerne følger flere personligheder af gangen, leder dem fra hinanden og forener dem igen; altsammen med et overlegent overblik. 
Denne bog er enestående, fordi den muliggør en sand virkelighedsflugt. Den vil transportere sin læser til en surrealistisk, og dog fuldstændig håndgribelig, verden med bizarre, og dog elskelige, karakterer. Den vil fremkalde smil, latterkramper, højlydte gisp og knytte tætte og rørende bånd. Skrivestilen vil forhekse og betage, og enhver læser vil forelske sig i Gaimans flydende, satiriske og smukke ord. Det er uundgåeligt.

Currently reading #4

Mit vindue står en anelse på klem, så jeg kan lytte til de sidste regndråber, der drypper fra tagrenden. De ellers så voldsomme tordenskyer er på et hastigt tilbagetogt, og himlen er ved at gendanne sin klare farve; uvejret har slettet alle sine spor.

Men jeg sidder dog endnu på min vante plads i sofahjørnet. Et glas appelsinjuice, en chokoladecroissant og en buket lyserøde blomster gør mig selskab - sammen med en overvældende lettelse. En eksamen er blevet overstået i dag, og jeg er et skridt tættere på ferie, et skridt tættere på frihed, og et splitsekund fra min endelige BA-titel. Tiden er gået så hurtigt, og tre år sammenbindes med min sidste eksamen på tirsdag.

Tankerne i mit hoved er mange, men jeg driver dem på flugt med en blå børnebog om fantastiske eventyr; jeg tager del i Aladdins opdagelsesfærd, danser med Askepot i drømmekjoler til kongeballer og undres over den bestøvlede kat. Jeg læser "The Blue Fairy Book" af Andrew Lang, og fryder mig over at vende tilbage til et så fint barndomsunivers. Det er en salig form for eskapisme. 

Hvad med jer? Hvad læser I på denne ubeslutsomme onsdag aften? 

Tema-tirsdag #9: Bøger om bøger

Jeg har udviklet en sær fascination for bøger om bøger; at læse om at læse. Ikke på en analytisk og akademisk måde - snarere fra et dybt personligt perspektiv som udmunder i  min egen intense læseglæde. At læse om andre læseheste, at tage del i andres boglige begejstringer og at genkende små irrationelle elementer af kildrende lykke over en ny bog, fylder mig med oprigtig glæde. En følelse af spejling og genkendelse, en følelse af en delt passion.

Blot det at læse en reference til et andet værk i en bog, kan fremtrylle et stort smil på mine læber. Da en af Stephen Kings hovedpersoner fra "The Stand", Stu Redman, nævnte "Watership Down" elskede jeg automatisk bogen en smule højere; da Neil Gaimans heltinde, Lady Door, fra "Neverwhere" begyndte at læse "Mansfield Park" var jeg ekstatisk. Jeg elsker de overlappende virkeligheder mellem bøger, og jeg elsker at finde en henkastet bemærkning om en karakter, en bog, en forfatter i fiktionelle sammenhæng.
Sommetider forsøger jeg endda at træde jeg i mine forfatteridolers fodspor, og læse hvad de har læst. Ernest Hemingways læseliste, John Greens "Moby Dick"-referencer og Jane Austens inspirationskilder har lokket mig ud i talrige eventyr. Jeg nyder at læse det samme, som de gjorde; det giver mig en følelse af nærhed og idéen om en svag forståelse for deres forfatterskab. 

Det er så fantastisk at læse om de spor, bøger kan sætte. Om de indflydelser de kan have, og den inspiration de kan skabe. Jeg opdagede for nyligt denne liste på Goodreads, og lige siden har jeg været fortabt i en verden af bogeventyr, personlige læseerindringer,  komiske essays om bogorm-tilstanden og intertekstuelle referencer. Jeg er trådt ind i en verden af bøger, der kun åbner op for nye bøger. Jeg er fanget i en konstant voksende læseliste. Og følelsen er helt fantastisk.

Er jeg den eneste? Læser I også bøger om bøger? Og jubler I også over bøger, der tilfældigt nævner andre bøger? I videoen nedenfor fortæller jeg lidt om bøgerne i den sirligt stablede stak på indlæggets første billede.

"The Jane Austen Book Club" af Karen Joy Fowler

"The Jane Austen Book Club" af Karen Joy Fowler, fra forlaget Penguin, udgivet i 2005 (org. udgivet i 2004). 4/5 stjerner. 

"The Jane Austen Book Club" handler om seks vidt forskellige karakterer, deres fælles kærlighed for læsning (særligt Austen), deres tilknytning til hinanden og deres individuelle bekymringer og glæder.
Da Sylvias mand går fra hende, knuses hendes verden brutalt, og hendes bedste veninde, Jocelyn, forsøger ihærdigt at opsamle stumperne ved at foreslå lidt tankedistraktion i form af en bogklub. Bogklubben består af fem kvinder og en enkelt mand, og beskæftiger sig udelukkende med Jane Austens seks bøger og spænder derfor over seks måneder. I løbet af disse seks måneder stærkes og svækkes båndene mellem bogklubbens medlemmere, og ganske langsomt begynder de at finde deres spejlbilleder blandt Austens historielinjer. 

“Sylvia wanted things simple, but they refused to simplify. She carried the letter about, rereading and rereading, watching her feelings rearrange about it, sentence by sentence, like a kaleidoscope.”

Kan bøger være venlige? Hvis ja, er det akkurat sådan, jeg vil beskrive denne bog. Som værende venlig, hyggelig og hjemlig - skabt til regnvejrsdage, te, en spindende kat og en komfortabel lænestol. Nogle bøger har en særligt beroligende effekt; og dette er en af dem. 

Man bør ikke lade sig forlede af titlen; dette er ikke rigtigt en bog om Jane Austen. Faktisk tjener Jane Austen og hendes romaner kun som fortællingens strukturelle ramme; det præmis der tillader karaktererne til at mødes og interagere - limen der holder plottet sammen. Historiens kernepunkt og bogens hjerte er i virkeligheden blot de seks medlemmer af bogklubben, deres separate liv og deres fælles diskussioner.  

Romanen er opdelt i seks sektioner; en for hver af Fowlers hovedpersoner og en for hver af Austens romaner. Fowler tildeler hver karakter en Austen-roman, og bruger således Austens fortællinger til at påvise karakterernes personlighedstræk og til at illustrere de små forskelligheder og hemmeligheder, der ligger skjult i deres sind. Fortroligheder, der aldrig er blevet fortalt og følelser der aldrig er blevet formuleret, former hver enkelt karakter og påvirker den måde, de opfatter og diskuterer Austens bøger med hinanden på. 

“Each of us has a private Austen.”

"The Jane Austen Book Club" fungerer som et fint karakterstudie. Fowler bevæger sig gradvist dybere og dybere under overfladen på de seks hovedpersoner, og kommer med små hint og nøgterne forklaringer på, hvorfor de reagerer som de gør - hvorfor de er, som de er. Der er tale om en varm fortælling om sammenfiltrede skæbner, højlydte diskussioner, modsatte livsanskuelser og simpel personlighedsdannelse.

Jocelyn, Prudie, Grigg, Bernadette, Allegra og Sylvia påbegynder bogklubben med vidt forskellige holdninger og helt individuelle opfattelser af Austens forfatterskab. De oplever alle hendes romaner på deres helt egen måde, og de opnår sjældent enighed i deres diskussioner af dem. Hver læser, læser en lille del af sig selv ind i bøgerne, og Fowler fremhæver således en smuk pointe; at man selv definerer sine læseoplevelser, og at bøger aldrig bliver læst på den samme måde to gange. Hvad Fowler også viser, er desuden hvordan en fælles kærlighed til bøger kan bringe mennesker sammen og skabe livslange bånd af kærlighed og venskab.

Jeg vil ikke blot nøjes med at anbefale denne bog til enhver Austen-beundrer; jeg vil anbefale den til enhver bogelsker med et behov for fjerlet underholdning, forudsigelig romantik og hjemlig hygge til grålige mandage. "The Jane Austen Book Club" er en anderledes og særligt sød form for chick-lit. 

"Lady Chatterley's Lover" af D. H. Lawrence

"Lady Chatterley's Lover" af D. H. Lawrence, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1928). 1/5 stjerner. 

Hovedpersonen i Lawrences roman virker i starten som endnu en utilfredsstillet kvinde i kategori med Flauberts ikoniske Emma Bovary. Men hvor Flauberts Emma falder hen til et udefinerbart afsavn til livet selv, lider Lawrences Constance Chatterley af en mere konkret og utilfredsstillet lyst. Fokuspunktet i "Lady Chatterley's Lover" er de sexuelle drifter og deres essentielle indflydelse på en velfungerende mentalitet. 
Fortællingen følger Constance Chatterleys frustrerede og sexløse tilværelse med hendes mand, Clifford, som er blevet lammet fra taljen og ned. Constance lever et skyggeliv, indtil hun finder trøst hos Oliver Mellors - bestyreren for hendes mands ejendom. Udadtil er de to komplette modsætninger, både i forhold til deres livsfilosofi og sociale status, men de finder hurtigt en naturlig forbindelse mellem deres sexuelt udhungrede kroppe. 

"All hopes of eternity and all gain from the past he would have given to have her there, to be wrapped warm with him in one blanket, and sleep, only sleep. It seemed the sleep with the woman in his arms was the only necessity." 

"Lady Chatterley's Lover" var en dybt kontroversiel roman i forhold til dens samtid, og var bandlyst i USA i over tredive år efter dens udgivelse. Lawrences portræt af kvinden som et seksuelt tænkende og afhængigt væsen, brød alle normer for datidens opfattelse af den helgenlignende og uskyldsrene moderskikkelse. Gennem romanens karakterer udfører Lawrence en Freud-lignende eksamination af nødvendigheden af et velfungerende sexliv - både for mænd og for kvinder. 
Set med nutidige briller virker Lawrences brug af 'forbudte ord' dog fuldstændig meningsløs, og sexscenerne fremstår som passionsløse beskrivelser grænsende til det direkte kedelige. Endvidere er romanen præget af en form for organisk tankegang, og sex er et emne, Lawrence forbinder med naturens opblomstring og forfald på den mest kliniske vis. Måske er "Lady Chatterley's Lover" i virkeligheden blot en roman, der udelukkende bør læses med øje for dens kontekst. 
Min sande irritation for romanen udspringer af Lawrences behandling af kvinder, som er præget af en sær form for diskrimination; i et kapitel fastslår han via karakterernes diskussion, at kvinder med "too much will" enten må være lesbiske eller invalide. 
Skrivestilen er bedst i dens overdådige naturbeskrivelser, og haltende på de fleste andre områder. Karaktergalleriet er forvrænget til håbløs ekstremisme; Clifford synker ind til en ynkelig skygge og udfylder ikke tilnærmelsesvist rollen som den jaloux ægtemand, Constance er en tom skal berøvet af personlighed, og Oliver Mellors er indbegrebet af den stereotypiske idé om en affære med gartneren. 
De højlydt omdiskuterede spekulationer om, hvorvidt Lady Chatterley rent faktisk er forelsket i sin elsker eller ej, er uden umiddelbar relevans for historien. Lawrence skriver ikke om kærlighed; han skriver om sex. 

"Sex and a cocktail: they both lasted about as long, had the same effect, and amounted to the same thing." 

Lawrences tese og pointe er muligvis psykologisk korrekt og var også en banebrydende tankegang i sin historiske kontekst. Budskabet i romanen lader til at være en simpel erkendelse og hyldest til seksualiteten som en nødvendig livsdrift.
Men Lawrence spænder ben for sig selv; budskabet drukner i usympatiske karakterer, uinteressante sexscener og fordømmende holdninger. Sommetider er der enkelte glimt af ægte skrivekunst, men oftest bevæger plottet sig ad ensidige og fordomsfulde veje, og efterlader slet ikke plads til den åbne seksualitet, som Lawrence så ihærdigt prøver at fejre. 
Historisk set er "Lady Chatterley's Lover" en uvurderligt indflydelsesrig klassiker, men som en nutidig læseoplevelse fejler den fatalt. 

“Let your bookcases and your shelves be your gardens and your pleasure-grounds. Pluck the fruit that grows therein, gather the roses, the spices, and the myrrh.”

Når jeg ligger med halvlukkede øjne i sengens mørke, når jeg vandrer langs grænselandet mellem søvn og virkelighed, når jeg balancerer på afgørelsen mellem drøm og mareridt, kan jeg høre dem. Den sprøde lyd af sider der vendes, og historier der fortælles. Jeg er sikker på, de formerer sig, fordobler sig og breder sig hver gang jeg kigger væk. De hober sig op, maser sig ud af bogreolen, stables i bunker i vindueskarme, på borde og på stole. Bøgerne overtager langsomt mit hjem.

Jeg diskuterer det med min kæreste, vi snakker og forhandler. Sammen drager vi ud og køber en ny bogreol - simpel problemløsning. Rodet ophører, og ordenen begynder. Indtil jeg pludselig må stable igen; opstille to rækker i reolen, ligge bøger vandret på hinanden og benytte mig af kælderopbevaring. Den logiske sammenhæng er usynlig, bøgerne synes at vælte ud fra postkassen, fra tasker, fra skabe, fra glemte flyttekasser, de blander sig med biblioteksbøger, skolebøger og notesbøger - indtil jeg atter er omringet af paperbacks.

Løsningerne bliver færre, sværere og mindre holdbare. Pladsen til reoler er opbrugt, medmindre jeg ønsker "at leve i en boglabyrint", som min kæreste så fint formulerer det. Mit fremtidige drømmehus skal have vægge af reoler, bøger som mursten, og cementen skal bestå af hviskende eventyr. Jeg venter længselsfuldt. 

Senest har jeg ofret hylden over mit spisebord til de nyligst tilflyttede bøger. Jeg ved ikke, hvor længe det varer, før en ny hylde invaderes. Bøger kan være nogle påtrængende skabninger, ikke sandt? 

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg har købt på det seneste. 

Konkurrence #2: Min yndlingsforfatter

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af Lindhardt og Ringhof. 

Ikke alene involverer denne konkurrence min absolutte yndlingsforfatter, Jane Austen - der er også tale om en dansk oversættelse i et sjældent smukt design. "Emma" er en hardback med et sirligt mønster, der snoer sig langs bogryggen og et malerisk yndigt portrætbillede på forsiden. Lindhardt og Ringhof har skabt en bog, der vil pryde enhver bogreol og glæde enhver elsker af klassisk romantik. Austens "Emma" er både velkomponeret, ironisk og hjertevarm; en udødelig fortælling om en ung kvindes blindhed og kærlighed. I kan læse mere om bogen lige her. 

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg og fortælle, hvilken forfatter der er jeres yndlingsforfatter. Husk også at skrive jeres e-mail, mange af jer glemte det sidste gang. Jeg har brug for den til at kontakte vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 23/6, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder. 

"More Weird Things Customers Say in Bookshops" af Jen Campbell

"More Weird Things Customers Say in Bookshops" af Jen Campbell, fra forlaget Constable, udgivet i 2013. 4/5 stjerner. 

Jen Campbells latterfremkaldende koncept om sære udtalelser, forespørgsler og samtaler overhørt i alverdens bogbutikker, er intet mindre end perfekt underholdning for enhver bogelsker. "More Weird Things Customers Say in Bookshops" er, ligesom forgængeren "Weird Things Customers Say in Bookshops", fyldt med tragikomiske citater og scenarier som både forårsager smil, latterkramper og undren. 

"Customer: "What is the first name of the author Anonymous?"" 

Da jeg læste denne lille bog, kunne jeg ikke undgå at fnise og udbryde i halvkvalte grineflip adskillige gange. Min kæreste kiggede sært på mig og blev så nysgerrig, at han også begyndte læse med - og pludselig rungede den lille lejlighed af vores fælles latter. Det var umuligt at lade være.

Jeg nød Campbells nyeste bog ligeså meget som den første; selvom den består af flere indsendte end opsamlede citater, er de udvalgt med en sådan omhu og symmetri, at det slet ikke gør spor. De akkompagnerende tegninger af 'the Brothers McLeod' indfanger ironien og absurditeten af citaterne helt perfekt, og er nærmest en kilde til adskildt beundring i sig selv. 

"More Weird Things Customers Say in Bookshops" indeholder flere episoder, der involverer børn; en forbavsende klarsynet sammenligning af Hitler og Voldemort, en forestilling om en drømme-pony med rulleskøjter og en lilla hale, samt højlydt undren over skabe, der ikke fører til Narnia. Børnenes naive kommentarer er afgjort blandt mine favoritter, for de tjener som fjollede og kærligt charmerende påmindelser om verdensanskuelsen gennem børneøjne.

Nogle af citaterne er naturligvis også tåkrummende pinlige, grænsende til kanten af direkte dumhed. Faktisk er der nogle af scenarierne, der virker næsten for ignorante til at være realistiske. Kan folk virkelig tro, at Herredet er en faktisk stedsbetegnelse? Eller at Shakespeare stadig er i live? Åbenbart - ifølge denne lille bog.

Jeg vil anbefale "More Weird Things Customers Say in Bookshops" til enhver bogelsker,  enhver beundrer af Jen Campbells første bog, og enhver læser på jagt efter et inderligt latterbrøl.